Det skal du se! uge 40

Det skal du se! uge 40

Knud Odde: Frans af Assisi, 2018.

Banja Rathnov Galleri og Clausens Kunsthandel
5 okt – 3 nov  Knud Odde: Pavane
Pavane er Knud Oddes hidtil største galleriudstilling, der viser mere end 50 nye værker på papir, keramiske arbejder og malerier. Med denne udstilling bevæger fokus sig mod 1800-tallets symbolister og naturalister og præsenterer bl.a. nære, lokale sjællandske landskaber, litterære skikkelser, munke og også samtidige personligheder.
Fernisering fredag 5 okt kl 17-19

Pirpa
5 okt – 27 okt  Små aktører – nye fortællinger
Udstillingsstedet Pirpa bliver i oktober omdannet til et mini-videnscenter for boligvisioner. Udstillingen, som er skabt af arkitekt Carsten Hoff, forholder sig til den aktuelle byudvikling med en appel – midt i det, der i øjeblikket er en byggeplads for de moderne boliger, der skal erstatte det gamle Grønttorv i Valby.
Fernisering fredag 5 okt kl 17-20

RØM
5 okt – 27 okt  ORGAN
Grundet områdefornyelse lukker RØM ned, efter mere end to års udstillingsaktiviteter på Grønttorvet. Udstillingen ORGAN bliver således RØM’s allersidste, og kommer til at repræsentere den forvandling, Grønttorvet har gennemgået i det tidsrum, hvor RØM har haft til huse i Karl Lunds gamle papirhandel. ORGAN er en tværdisciplinær udstilling med 10 forskellige kunstnere, der alle bidrager med et lydværk til udstillingens samlede komposition.
Fernisering fredag 5 okt kl 17-22

Claus Ejner og Morten Jakobsen: 6 fotos. Fra udstillingen DET ER LANGT UDE I SKOVEN, 2018.

KH7 artspace
5 okt – 28 okt  DET ER LANGT UDE I SKOVEN!
DET ER LANGT UDE I SKOVEN! er en udstilling, der hylder naturen og samtidig undersøger menneskets forhold til naturen. Man vil kunne opleve performances, skulpturer, fotos, grafer og tekst- og bogobjekter og således bliver udstillingen et forsøg på at sammenkoble udstillingsrummet med det, der foregår udenfor i naturen – langt ude i skoven.
Fernisering fredag 5 okt kl 17-20

Charlotte Fogh Gallery
5 okt – 10 nov  Martin Bigum: Havet sover ikke om natten
Charlotte Fogh Gallery præsenterer denne soloudstilling med Martin Bigum, som viser en strøm af malerier og andre værker, som alle har noget med havet at gøre. Udstillingen består af syv store malerier, 22 tegninger og en klaverkomposition, som Martin Bigum har komponeret specielt til denne udstilling.
Fernisering fredag 5 okt kl 17-19

Esbjerg Kunstmuseum
6 okt – 17 mar  Wunderkammer I – flydende form
Denne Wunderkammer-udstilling, som er den første i en serie på tre, er udarbejdet i samarbejde med fysikprofessor Thomas Bohr. I udstillingen integreres udvalgte kunstværker med laboratorieopstillinger og visualiseringer af videnskabelige forsøg inden for Bohrs forskningsfelt i strukturdannelse og væskebevægelse.
Fernisering fredag 5 okt kl 17.30-19

Del artiklen

'Det skal du se! uge 40'

Facebook