Det skal du se! uge 37

Det skal du se! uge 37

Adrian Paci: Centro di Permanenza Temporanea, 2007. Stillbillede. Courtesy of the artist, Galerie Peter Kilchmann, Zurich and kaufmann repetto, Milan

KØS Museum for kunst i det offentlige rum
13 sep – 10 feb  TRANSIT
Med udstillingsprojektet TRANSIT undersøges nogle af samtidens transitrum og de mange forskellige rejsende, som færdes i dem. Udstillingen kan opleves på flere platforme: På stationer, i S-togets linje E og i en særavis udgivet i samarbejde med Dagbladet Information. På KØS kan man i hele udstillingsperioden fordybe sig i videoværker og installationer af en række danske og internationale kunstnere.
Fernisering torsdag 13 sep kl 17

Kunstforeningen GL STRAND
15 sep – 20 jan  Nina Beier: FOOD CHAIN CAFÉ
Den internationalt anerkendte kunstner Nina Beier står bag denne større sammenhængende installation, der tager udgangspunkt i genkendelige men også historisk komplekse genstande. Ved at bringe de værdiladede genstande sammen i nye og uventede sammensætninger undersøger kunstneren, hvordan værdi konstrueres og kommunikeres, og hvordan magt er til evig forhandling.
Fernisering fredag 14 sep kl 17-19

Malmö Konsthall
15 sep – 25 nov  Jacqueline de Jong & The Situationist Times – Same Player Shoots Again
Den nederlandske kunstner Jacqueline de Jong var redaktør og udgiver på det tværdisciplinære og multikulturelle tidsskrift The Situationist Times i årene 1962-1967. På denne udstilling kan man bl.a. udforske tidsskriftets historie, bladre i tidligere udgivelser og se videoklip med kunstneren, der beretter om bladets tilblivelse.
Fernisering fredag 14 sep kl 18-21

Rose Eken: Installation, 2017

Horsens Kunstmuseum
15 sep – 13 jan  Rose Eken: Afterbeat
Horsens Kunstmuseum præsenterer for første gang Rose Eken i særudstillingssammenhæng. Afterbeat tager afsæt i Rose Ekens mangeårige interesse for populærkultur og rockmusikkens univers og gennem tre rum skildrer de virkelighedstro værker på forskellig vis øjeblikket lige før eller efter en koncert.
Fernisering lørdag 15 sep kl 14

Kunsten Museum of Modern Art
12 sep – 6 jan  Kurt Trampedach: Møder i mørket
Kunsten i Aalborg viser med denne soloudstilling et bredt udvalg af Kurt Trampedachs værker fra 1960’erne og 1970’erne. Resultatet er mørke malerier og livagtige figurer, der lukker os ind i en verden befolket af rodløse, længselsfulde og ensomme mennesker. Trampedachs figurer spejler dagligdagssituationer og almengyldige, eksistentielle vilkår og følelser.
Fernisering onsdag 12 sep kl 17.30

Galleri Jacob Bjørn
14 sep – 13 okt  Lars Worm and James Collins
I denne fællesudstilling på Galleri Jacob Bjørn kombineres den danske kunstner Lars Worms kurvede og lyse messingskulpturer med den ultramoderne æstetik i James Collins’ nye oliemalerier.
Fernisering fredag 14 sep kl 17-20

Del artiklen

'Det skal du se! uge 37'

Facebook