Det skal du se! uge 24

Det skal du se! uge 24

Aniara Omann: Final Incarnation, 2017. Courtesy the artist. Fra udstillingen iwillmedievalfutureyou6 på Kunsthal Aarhus.

Kunsthal Aarhus
15 jun – 23 sep  iwillmedievalfutureyou6
Kunsthal Aarhus præsenterer en udstilling med værker af 20 danske og internationale kunstnere, bl.a. Michel Houllebecq, Lynn Hershman Leeson, Nathaniel Mellors, Rolf Nowotny og Albrecht Dürer. Kunstnerne viser absurde og dystopiske fremstillinger af den tid, vi befinder os i, og gennem værkerne vil udstillingen forsøge at spejle det primitive i vores nutid og vores mulige fremtid.
Fernisering fredag 15 jun kl 17-19

ARoS Aarhus Kunstmuseum
16 jun – 21 okt  Jake & Dinos Chapman
Chapman Brothers vil på ARoS vise to store installationer, blandt andet et nyt og aldrig før udstillet værk. Deres værker kan virke provokerende og deres taktik er da også at åbenlyst chokere publikum. Under overfladen beskæftiger deres værker sig med komplekse emner, som gemmer på større og mere dybdegående analyser af samfundets forhold til tro, vold, seksualitet og moral.

Kirstine Roepstorff: Influenza. Theatre of glowing darkness. Den Danske Pavillon, Venedig Biennalen, 2017. Foto: Anders Sune Berg

Kunsthal Charlottenborg
16 jun – 12 aug  Kirstine Roepstorff: Renaissance of the Night
Under titlen Renaissance of the Night viser Kunsthal Charlottenborg den hidtil største soloudstilling af den internationalt anerkendte kunstner Kirstine Roepstorff, der skaber værker, som rækker ud efter vores dybeste æstetiske sanser såvel som vores politiske, sociale og eksistentielle bevidstheder. Udstillingen iscenesættes som en ambient totalinstallation og sætter fokus på mørket og vores kulturelle forståelse af det.
Fernisering fredag 15 jun kl 18-22

OVERGADEN. Institut for Samtidskunst
16 jun – 5 aug  Hannah Anbert: Slower and Cheaper
På sin første store soloudstilling i dansk kontekst anlægger kunstneren Hannah Anbert et skulpturelt og legende, men ikke desto mindre kritisk blik på den disharmoniske samfundstendens, der hylder effektivitet, præstation og omstillingsparathed. I udstillingens værker sammenstiller kunstneren velkendte materialer og genstande fra erhvervssektoren og sætter dem i scene i absurde situationer, der udspiller sig mellem arbejde og fritid.
Fernisering fredag 15 jun kl 17-20

Det Kongelige Danske Kunstakademi
15 jun – 17 jun  Rundgang 2018
Kunstakademiets Billedkunstskoler inviterer indenfor til det årlige åbent hus-arrangement Rundgang. Her kan man opleve nye værker, værker under udarbejdelse, udstillinger, performances, præsentationer af forskning eller deltage i de studerendes kunstauktion. Rundgang giver en særlig mulighed for at få et indblik i, hvad studerende og undervisere arbejder med på værksteder og atelierer rundt om på Kunstakademiet.
Fernisering fredag 15 jun kl 15-20

Del artiklen

'Det skal du se! uge 24'

Facebook