Det skal du se! Uge 44

Det skal du se! Uge 44

Dina El Kaisy Friemuth: Hydrocapsules.love D.N.A., 2020. Videostill.

“Året har 16 måneder: November, december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november.” Sådan skrev digteren Henrik Nordbrandt i 1986. Men selvom november måske kan synes endeløs, byder den grå efterårsmåned heldigvis også på en række spændende udstillingsåbninger, der kan bringe lys i mørket. Redaktionen guider her til en håndfuld.

O – Overgaden
6 nov – 31 dec, Sóley Ragnarsdóttir: Organizing Principles
6 nov – 31 dec, Dina El Kaisy Friemuth: No History at All
Livet blandt ravjægere, fiskere og surfere i Thy har præget Ragnarsdóttir visuelle sprog dybt, og kunstneren retter med udstillingen vores blik mod de frugtbare og livgivende symbioser, der kan opstå, når ellers adskilte materialer, historier og verdener mødes.

I El Kaisy Friemuths udstilling tager man plads på et stort gulvtæppe, der danner rum for sociale arrangementer og debatter i udstillingsperioden, hvor El Kaisy Friemuth faciliterer en række samtaler om dekolonial tænkning og institutionel kritik italesat af især stemmer fra det globale syd.

Politikens Forhal
4 nov 2021 – 22 jan 2022, Studio ThinkingHand: Feral Fetish
Som et landbrugsland har Danmark meget lidt ”urnatur” tilbage. Alligevel fetisherer vi kornmarker, kirsebærblomster og bøgeplantager som ren, urørt natur. Udstillingen trækker tråde til både natur, teknologi, og køn, og stiller spørgsmålet: Hvad er egentlig “naturligt”?

Bonamatic
5 nov – 4 dec. Truls Melin
Den svenske kunstners tegneserieagtige skulpturer af alkydbemalede, blanke, bløde og tavse mænd med udglattede ansigter ligner venligt modellegetøj.

Fotografisk Center
6 nov – 19 dec. Ung dansk fotografi ’21
Seks unge fototalenter: Liv Latricia Habel, Tore Hallas, Mathieu J. H. Hansen, Signe Rohardt Lund, Michael C. Madsen og Luna Scales. Siden 1998 har Fotografisk Center ønsket at give et kvalificeret bud på, hvad der rører sig i dansk fotografi og på den danske fotokunstscene akkurat nu.

KH7artspace
5 nov – 27 nov, #ORGANISM
#organism udforsker forskellige former for organismer og liv, der tematiserer vores relation til naturen: forholdet mellem det naturlige og det kunstige, mellem liv og død, vækst- og forfaldsprocesser samt symbiotiske relationer mellem organismer.

Kristoffer Ørum: Ebeltoft After the flood, Pressefoto: Svartlöga.

OXER
4 nov – 18 nov, Kristoffer Ørum: Ebeltoft after the flood
Hvordan bliver livet i Ebeltoft når klimaforandringer har omdannet Djurs til et øhav? Kan man bo i en kæmpe østers? Er det muligt at forestille sig, at livet vil blive bedre i fremtiden, på trods af videnskabens dystre forudsigelser?

Randers Kunstmuseum
6 nov 2021- 20 feb 2022, Claus Carstensen: DEN DAG 70’ERNE DØDE
Nytårsaften 1987/88 tog Claus Carstensens nære ven K sit eget liv. Hans død udløste et sandt arbejdsraseri, som – set i bakspejlet – var ligeså meget et sorgarbejde.

M100
5 nov – 28 nov, Johannes Sivertsen: Demonic Body
Sivertsen behandler den hvide mands krop i et modsatrettet spænd mellem sårbarhed og aggression. Den hvide, vitale krop præsenteres i arkitektonisk kolde omgivelser, der blotter kroppenes sårbarhed og ynkelighed. Den krop som også er afsender af aggressive, destruktive og udnyttende “bedrifter” i fornuftens, oplysningens og profittens tjeneste.

Del artiklen

'Det skal du se! Uge 44'

Facebook