Det skal du se! uge 23

Det skal du se! uge 23

Stine Deja & Marie Munk: Synthetic Seduction, 2018. Stillbillede

SixtyEight Art Institute
8 jun – 4 aug  Synthetic Seduction: Stine Deja & Marie Munk
I udstillingen Synthetic Seduction skaber de to kunstnere Stine Deja og Marie Munk et legende og interaktivt miljø, som undersøger teknologiens indflydelse på vores indre oplevelser. Med en interesse for hvordan teknologi ændrer vores sociale adfærd, forsøger de at svare på spørgsmålet: “Kan en maskine lære at være menneske?”
Fernisering fredag 8 jun kl 18-21

Fotografisk Center
9 jun – 18 aug  The Log Lady: Ulla Jokisalo og Hilla Kurki
I denne duoudstilling mødes to markante fotografer fra to forskellige generationer – men begge med tilknytning til den såkaldte Helsinki School. Fotografernes værk bliver både foldet ud i dets egenart og indgår samtidig i en dialog om temaer som identitet, krop og køn. Tøj, stof og håndarbejde spiller også en særlig rolle hos dem begge, og det har i høj grad med en personlig historie at gøre.
Fernisering fredag 8 jun kl 17-20

Tranen
8 jun – 15 jul  Ditte Gantriis: Open Mic Kærlighedsdigte 2018
Ditte Gantriis arbejder med at blotlægge de visuelle strategier, der implicit ligger i de ting, vi omgiver os med i hverdagen. I denne udstilling forvandler hun Tranen til en scene, hvor publikum inviteres og udfordres til at læse højt af kærlighedsdigte, som de selv har skrevet eller fundet.
Fernisering torsdag 7 jun kl 17-19

Julie Stavad: Shooting Spikes To Repel Foes, 2016. Foto: Adrian Delafontaine

Holstebro Kunstmuseum
9 jun – 16 sep  Julie Stavad: Stille stykke. Lille mund
Julie Stavads skulpturer og skulpturelle installationer bringer kroppen i spil gennem skalaspring, stoflige kontraster og gennem en udfordring af vores hverdagserfaringer. Stille stykke. Lille mund er Stavads første soloudstilling på et kunstmuseum, og alle værkerne er produceret specifikt til museets store særudstillingssal i Færchfløjen.
Fernisering lørdag 9 jun kl 15

Holstebro Kunstmuseum
9 jun – 16 sep  Jean Marc Routhier: To Whom it May Concern: “pensé pour le petit-déjeuner”
Udstillingen er Jean Marc Routhiers første på et dansk kunstmuseum og består af en række nyproducerede værker. Routhier arbejder konceptuelt i sin kunstneriske praksis, der indbefatter eksperimenterende tilgange til både skulptur, laserprint og tekst, og hans værker er kendetegnet ved en syntetisk og særegen stoflighed.
Fernisering lørdag 9 jun kl 15

Esbjerg Kunstmuseum
9 jun – 2 sep  Selvspejlinger II
Hvad sker der med oplevelsen af et kunstværk, når det indsættes i nye sammenhænge? Esbjerg Kunstmuseum fortsætter med at undersøge dette spørgsmål med anden del af udstillingen Selvspejlinger, som sætter fokus på museumsgæsternes ubevidste selviscenesættelse og menneskets skrøbelige position i verden.
Fernisering fredag 8 jun kl 17.30-19

Faaborg Museum
9 jun – 21 okt  John Olsen: AFTRYK AF LIV
Faaborg Museum fejrer billedkunstneren John Olsens 80 års fødselsdag med denne udstilling, der spænder over syv årtier. Den viser bl.a., hvordan den helt unge kunstner i 1950’erne fordybede sig i minutiøse studier af døde fugle, og hvordan der i 1990’erne skete en eksplosion af farver og former i Olsens svedetegninger.
Fernisering lørdag 9 jun kl 16-18

Viborg Kunsthal
8 jun – 26 aug  Kaspar Oppen Samuelsen: While the Others got Composed; the Foot and the Dial went for a Stroll
Kaspar Oppen Samuelsens udstilling på Viborg Kunsthal består af nye skulpturer og malerier skabt specifikt til udstillingen. De store skulpturer, som er skåret i metal, er installeret blandt små keramikskulpturer på borde og figurer malet i stor skala på lærreder. Tilsammen danner de et alsidigt samfund af sælsomme væsener.
Fernisering torsdag 7 jun kl 19

Del artiklen

'Det skal du se! uge 23'

Facebook