Det skal du se! Uge 17

Det skal du se! Uge 17

Gina Czarnecki er med på udstillingen DNArt på Esbjerg Kunstmuseum. Her er værket Heirloom fra 2016. Foto: Stephen King.

Efter 4 måneder i corona-dvale er kunstlivet i gang igen, og der er masser at komme efter derude. Tjek vores art-guide for det store overblik. Her anbefaler vi en håndfuld udstillinger, som enten netop er åbnet – eller som åbner lige om lidt.


Esbjerg Kunstmuseum
24 apr – 26 jan WUNDERKAMMER 3 – DNArt
Udstillingen er en hybrid mellem et museum og et laboratorium, der blandt andet byder på portrætter med levende hudceller, et hætteglas med en kunstners DNA og en skulpturel krydsning mellem en blæksprutte og celler fra en menneskelever.

Vendsyssel Kunstmuseum
21 apr – 6 jun Ulrik Møller: Happy Together
Udstillingen præsenterer Møllers malerier af mennesketomme landskaber, som strækker sig fra Skagen og Avernakø, tilbage til kunstnerens hjemby Vester Aaby på Sydfyn. Herfra skildrer Møller det nære og lokale; byens centrumplads, fodboldbanen og udsigten over Vester Aaby. Værkerne fremkalder en påtrængende stilhed og tysthed samt en længsel efter nærvær.

Cantina
1 – 30 maj Gruppeudstilling: Death or Glory
Gruppeudstilling med fire franske kunstnere, Bertrand Lacombe, Victor Yudaev, Victor Daamouche og Jean Baptiste Janisset, der har fælles interesse for det mytiske, det monumentale og symbolernes cirkulation.

Vilhelm Bjerke Petersen: Mindets magt, 1935. Foto: Ole Haupt.

Øregaard Museum
21 apr – 3 okt Vilhelm Bjerke Petersen: Alt er tegn
Udstillingen rummer ca. 100 værker, som følger Bjerke Petersens forskellige kunstneriske faser, som veksler mellem abstrakte værker med enkle, genkendelige symboler og figurative, surrealistiske arbejder, der er inspireret af psykoanalysen.

Skovhuset Kunst og Natur 
21 apr – 13 jun Gruppeudstilling: Langt Ude i Skoven (På opdagelse i naturen)
I udstillingen stiller otte danske og internationale kunstnere skarpt på vores forhold til natur og klima med værker, der slører grænsen mellem det naturlige og det menneskeskabte.

Kastrupgårdsamlingen
24 apr – 8 aug Asmund Havsteen-Mikkelsen: Privacy (wilding)
Med parcelhuset som omdrejningspunkt, undersøger Asmund Havsteen-Mikkelsen privatlivets sfærer. Kunstneren iscenesætter sine malerier i en tredelt installation, hvor museets sale omdannes med nye vægge, rullegræs og skulpturelle elementer.

Møstings Hus
21 apr – 30 maj Sophie Hjerl: En Suite
Gennem skulptur og Virtual Reality har Sophie Hjerl skabt en totalinstallation, hvor publikum tages med på en virtuel rejse gennem tid og rum, idet menneskekroppen undersøges som beholder for minder og oplevelser.

Del artiklen

'Det skal du se! Uge 17'

Facebook