Det skal du læse! december 2022

Det skal du læse! december 2022

Helle Brøns: Maskulinisme og kællingesnak (detalje af omslag)

Som bekendt er hårde pakker de bedste. Mangler du stadig at få den sidste julegave under juletræet, præsenterer redaktionen her et bud på gaver der kan bringe læseglæde i det nye år. Vi anbefaler her en håndfuld kunstpublikationer, der er udgivet den seneste tid. God læselyst!

Maskulinisme og Kællingesnak. Asger Jorn og Elsa Gress
af Helle Brøns

Med udgangspunkt i forfatterens kunsthistoriske ph.d. zoomer denne udgivelse ind på den heftige, veloplagte og indholdsmættede avisdebat mellem to skarpe stemmer i kulturlivet, nemlig mellem kunstneren Asger Jorn og forfatteren Elsa Gress. Diskussionen kommer omkring køn, kunst og kunstnerroller, hvortil Helle Brøns forfølger de teoretiske, humoristiske og billedlige spor, som kønstematikken trækker igennem begges kunstnerskaber.

Antal sider: 80
Pris: 200,00 kr.
Udgivelsesdato: 9. december 2022
Forlag: Forlaget Bangsbohave

Robert Olsen og Amanda Blomqvist: Kofoeds Skole og Kunsten

Kofoeds Skole og Kunsten
af Robert Olsen og Amanda Blomqvist

Denne kunstbog er spækket med flotte og farverige affotograferinger af værker af Hans Scherfig, Henry Heerup, HuskMitNavn og over 80 andre kunstnere – anerkendte såvel som ukendte – der alle har lavet kunst på eller til det sociale tilbud Kofoeds Skole i København. Til det rige billedmateriale hører sig historier og anekdoter både om skolen og kunsten, som strækker sig helt tilbage fra 1700-tallet frem til i dag.

Antal sider: 136
Pris: 300,00 kr.
Udgivelsesdato: 7. december 2022
Forlag: Kofoeds Skoles Forlag

Brian Christensen: Sabber – en original papirklipper

Sabber – en original papirklipper
af Brian Christensen

Denne illustrerede biografi og kunstbog sætter fokus på Sabber, den danske papirklipper, der med saksen som sit værktøj frembragte de mest fantasifulde og finurlige papirklip. Papirklip, som hver især fortæller sin egen historie og fremstår som sit eget lille eventyr. Bogen om Sabber giver et nuanceret billede af en unik kunstner og hans meget specielle personlighed. Tilsat 250 værker fra Sabbers saks.

Antal sider: 356
Pris: 450,00 kr.
Udgivelsesdato: 7. november 2022
Forlag: Hakon Holm Publishing

En kunstner krydser sit spor – Teodor Bók som flygtning og kunstner i Danmark
af Helle og Michael Moesgaard Andersen

En skæbnefortælling om at være på flugt og samtidig en dybdegående indføring i Teodor Bóks kunstneriske virke. Et virke, der er præget af hans baggrund som flygtning og opvækst som jøde i efterkrigstidens Polen, hvilket på en og samme tid fremstår som både poetisk-fortryllende og surreelt, foruroligende og skræmmende. Bóks kunstneriske arbejde med skulptur, maleri og genbrugsmateriale er rigt illustreret i udgivelsen.

Antal sider: 152
Pris: 299,00 kr.
Udgivelsesdato: 9. november 2022
Forlag: Narayana Press / Roulette Russe

Molly Haslund: Flower Drop

FLOWER DROP Introducing Molly Haslund
med essays af Karen Vestergaard Andersen, Sanne Kofod Olsen, Miriam Frandsen og Gabriela Jauregui

Denne engelsksprogede og rigt illustrerede bog har til formål at give en fokuseret introduktion til Molly Haslunds værker og kunstpraksis. Hvert skriftligt bidrag i bogen udforsker et udvalg af kunstværker og performances af den danske kunstner gennem de sidste to årtier og kontekstualiserer Haslunds praksis inden for nyere kunsthistorie.

Antal sider: 304 + en plakat
Pris: 300,00 kr.
Udgivelsesdato: 18. november 2022
Forlag: RSS Press

Lennart Gottlieb: Olivia Holm-Møller – Raderinger og kunstnerliv

Olivia Holm-Møller – Raderinger og kunstnerliv
af Lennart Gottlieb

Udgangspunktet for den meget rigt illustrerede udgivelse er danske Olivia Holm-Møllers godt og vel 200 raderinger. Forfatteren beskriver og fortolker raderingerne i sammenhæng med Holm-Møllers livsforandringer, fra billedhugger til siden især maler. Gemt i hver en lille poetisk radering kan der ligge et helt verdenssyn.

Antal sider: 288
Pris: 299,95 kr.
Udgivelsesdato: 5. november 2022
Forlag: Holstebro Kunstmuseums Forlag, i kommision hos Frydenlund

 

Neighbourhood Remarks’ publikationsserie (3 essays): 

Fortællerum til fods af Lars Henningsen og Pernille Helberg Stentoft
Hvor forsvinder billederne hen, når blikket ikke længere ser? af Maj Hasager
By som billede af Lars Henningsen.

Serien består af tre essays, som undersøger kunstnerisk tilstedeværelse og produktion, dialog og forhandling samt erindring og byforandring. I tråd med samtidskunstplatformen Sigrids Stues udgangspunkt i Gellerup udfolder de tre bogværker æstetiske og kritiske undersøgelser af den kunstneriske tilstedeværelse i et område præget af komplekse fysiske og mentale forandringsprocesser. 

Sider: 36 sider
Pris: 50kr. stk.
Udgivelsesdato: 25. november 2022
Forlag: Sigrids Stue

Neighbourhood Remarks’ publikationsserie:
Fortællerum til fods af Lars Henningsen og Pernille Helberg Stentoft. Hvor forsvinder billederne hen, når blikket ikke længere ser? af Maj Hasager. By som billede af Lars Henningsen.

Del artiklen

'Det skal du læse! december 2022'

Facebook