Den voksende interesse for det okkulte i samtidskunsten har mange vinkler, fra det involverede til det skeptiske. Det er vigtigt at begge dele er repræsenteret, så vi med kunsten kan blive klogere på både historiske bevægelser og den nutidige new age-ideologi.
Der er en interesse for det okkulte i samtidskunsten i disse år. Det er jeg bestemt ikke den første, der har fået øje på, men det gør det ikke mindre påfaldende. Line Rosenvinge har fx været inde på det i en artikel om Jonas Hvid Søndergaards senere værker, hvor Søndergaard benytter et væld af okkulte symboler som elementer i sit maleri, som mere og mere nærmer sig et new age-koncept, selv om der stadig er en formel distance.
I tiden omkring år 1900 var teosofi og spiritisme en del af udforskningen af sindet og kosmos, som det er svært at gå lige så helhjertet ind i i dag, hvis man som kunstner bevarer sin kritiske sans.
I samtidskunsten i dag er der en dobbelthed af dragning og distance, som Søndergaard er et eksempel på. Men det er ikke gjort med ambivalensen, for der er mange forskellige måder at være ambivalent på, ligesom det er forskelligt stof, kunstnerne tager fat i med forskelligartede projekter. Jeg skal blot præsentere tre forskelligartede eksempler af mange.
Ritualer på bjerget
Lea Porsager går langt ind i det okkulte og har det som et konsekvent omdrejningspunkt. Som i det arkivbaserede Anatta-eksperiment (2012), hvor hun sammen med nogle veninder dyrkede uforståelige ritualer i et spændingsfelt mellem seksuel lyst, smerte og metafysiske ideer på toppen af et schweizisk bjerg.
Porsager må være stærkt draget af indholdet i netop det okkulte, selv om hun mere stiller det op som spørgsmål, historiske undersøgelser og svært forståelige, men gennemresearchede og tankeprovokerende værkudsagn.
Astrid Myntekær har kastet sig over Vilhelm Reich, der ud over sit psykoanalytiske virke havde fantasier om at kunne påvirke vejret og de for new age-bevægelsen så vigtige ideer om ”energier”, kaldet Orgone, der dybest set skulle stamme fra solen, men som også er spirituelle.
Myntekær leger med disse tanker, men holder dem tilsyneladende lidt længere ud i strakt arm end Porsager, og skaber først og fremmest et æstetisk fascinerende rum, der netop nu kan ses på Overgaden. Det er en nærmest psykedelisk oplevelse, skabt med meget simple, men originale virkemidler.
Bagsiden af New Age
Den mere skeptiske, men stadig undersøgende vinkel finder vi i Søren Martinsens fremragende dokumentarfilm Children of the New Age, der neutralt og med empati lader en af de mere uhyggelige sider af new age-mentaliteten udstille sig selv, nemlig de såkaldte ‘Indigobørn’ eller ‘Stjernebørn’.
Kort fortalt er det børn som af deres forældre opfattes som næste skridt i evolutionen, en slags overmennesker, der indvarsler den næste tidsalder. En slags curlingbørn i tiende potens, som ofte nok snarere lider af ADHD eller asperger-syndrom end af overmenneskelighed (problemerne med disse diagnoser ufortalt). Det er ikke børnene, men deres forældre og okkultisterne bag, der kommer til at fremstå som skræmmende. Heriblandt chefideologen Vivi, der taler om, at disse børn kommer fra en anden planet, og at vi derfor har svært ved at forstå deres adfærd og faderen, der bogstaveligt talt mener, at hans søn kan få solen til at bryde frem, når det er gråvejr.
Empatien kommer især ind i forhold til hovedpersonen Chalotte, som på den ene side er præget af vanttige ideer og i fornægtelse, men som på den anden side møder trusler om at få sin søn tvangsfjernet, hvilket er forfærdeligt for enhver.
Denne nøgternt-kritiske tilgang er uhyre vigtig, så vi ikke kun står med en kunst, der sværmer for alt det okkulte fordi det lyder spændende, men at bagsiden også vises frem. Som alle ideologier har også new age-ideologien en magt, og enhver magt har en bagside, hvor uskyldig den såkaldte ‘spiritualitet’ end kan synes.
