Der lugter af forår i udstillingsstedet Skulpturi.dk. Af jord og vådt græs. Og naturen er da også helt bogstaveligt rykket inden døre på Marianne Jørgensens udstilling TOPOS; det lille gallerirum er fyldt af brune tørv og grønne græsmåtter.
Det begynder med en spærring. Man må standse op og kante sig forbi en forhindring udgjort af lag på lag af græsmåtter, skåret ud som enorme bogstaver, der tilsammen danner ordet UTOPIA. Utopia er den engelske forfatter Thomas Mores konstruktion og titlen på hans fiktive rejseberetning fra 1516. Ordet er afledt af topos, og betegner et intetsted, men også et perfekt sted, drømmen om det ideelle samfund. Noget der i sig selv er umulig at realisere.
At række ud efter det utopiske
Men vi har brug for utopien som en drøm og som noget, der evigt pirker til det bestående. Måske kan vores konkrete sted, den verden vi bebor, blive bedre af, at vi arbejder på det utopiske; en verden uden krig f.eks. Jeg forestiller mig, at det er det, kunstneren Marianne Jørgensen vil sige med sine bogstaver, der jo her rent faktisk gror og vokser, så længe de bliver vandet.
En tegnfuld topografi
Inde bag UTOPIAs hæk på udstillingen møder man felten eller slagmarken. Et enormt landskab sat op på et skråtstillet stillads. Man kan komme helt tæt på ved at gå ind under stilladset og stikke hovedet op af forskellige ”kaninhuller” i pladen, og se ud over det, i skrivende stund, endnu spædt grønne landskab. Efter lidt tid, eller i mit tilfælde, vejledning fra den søde galleripasser, dukker forskellige sætninger skrevet med niveauforskelle i landskabet op. Et sted står der Afghanistan 2001, angrebskrig, et andet sted treårskrigen og 1848, og i et tredje glughul ser man lige ned på et maskingevær, der synes at vokse op fra jorden.
Midlertidige spor
Krig sætter spor i jord, krig handler om terræn, om at få ejerskab over topos. Topografi var også oprindeligt en militær disciplin, ligesom det topografiske kort også skal tilskrives militærvidenskaben. Men jord sletter også spor, græs gror og lader ting og historier forsvinde. Sådan som ordene i dette værk formentlig vil forsvinde, inden udstillingen er omme.
Civil ulydighed
I en rå niche af krydsfinerplader, står der skrevet med tør, hård jord: “What is the use of a house if you haven’t got a tolerable planet to put it on?” Det er ikke noget nyt spørgsmål, men et som den amerikanske digter og tænker, fortaler for civil ulydighed, Henry David Thoreau (1817-1862) stillede, og selv svarede på, ved at flytte ud i naturen, væk fra civilisationen. Thoreaus hovedtanke var, at man aldrig blindt skulle følge et system, at målet aldrig, som alt for ofte set i politisk tænkning, kunne hellige midlet.
Dystopien
Bagerst i lokalet står noget, jeg først tror, er en bunke tørv til videre arbejde, men viser sig at være et ufrugtbart ord, nemlig ordet DYSTOPIA, den værst tænkelige af alle verdner og modsætningen til Utopia. Man kan sige, at vi som mennesker er spændt ud mellem to poler – utopia og dystopia – og at vi faktisk har mulighed for at rykke verden i begge retninger.
Kunstens potentiale
I sig selv er udstillingen her et levende eksempel på, at vi kan gøre det mest utrolige, hvis vi tør. Hvis vi spørger til og udfordrer de rammer, samfundet sætter for os. Som Marianne Jørgensen gjorde med projektet Love Alley (http://lovealley.dk ) i samarbejde med en lang række kunstnere, på sin egen bagmark.
Bare gør det!
I alle sine kunstneriske projekter arbejder Marianne Jørgensen ud fra denne spørgen til det givne med en tilpas blanding af naivitet, stædighed, tillid og refleksion. Som når hun beklæder en militær kampvogn med et pink tæppe, udgjort at 4000 strikkede lapper (strikket af mennesker verden over), og placerer den på pladsen foran Nikolaj Kirke (2006), vender vrangen ud på huller hun selv har gravet, eller skriver SEX med bygplanter på en mark ved Fuglsang (2008). Det handler bare om at gøre det. Ligesom man kan dække en gågade med væg til vægtæpper af græs (Vejle 2007), og se hvad det gør ved mennesker.
At insistere på ”En by der er blød som en krop”
Man kan, med digteren Inger Christensens ord, arbejde på at skabe ”en by der er blød som en krop”. Jeg tror, det er det, Marianne Jørgensen på vidt forskellige og altid overraskende måder gør i alle sine værker. Også her i Skulpturi.dk, hvor skulpturen gør oprør mod sin egen statiske verden og vokser vildt.
