Autenticitet spiller en vigtig rolle i vores kultur, ikke mindst når kunsten forherliges. Selv om det autentiske er blevet suspekt, er det svært at komme helt uden om, også i dag. En ny bog af Jørgen Dehs har sat tanker i gang hos klummeskribenten.
Når folk gerne vil forestille sig, at Van Gogh og Munch malede deres billeder i en spontan og vanvittig rus, hvor de hældte deres plagede sjæl direkte ud på lærredet og sprængte alle kulturelle normer og formelle rammer for, hvordan et billede skal se ud, så handler det om autenticitet.
Når folk automatisk forestiller sig, at både Courbets Verdens oprindelse (det berømte kvindeskød) og Duchamps Fontæne (det berømte pissoir) blev udstillet i deres samtid og vakte skandale, handler det også om autenticitet, om skandalens og chokkets autenticitet. Selv visse kritikere og akademikere mener at vide, at disse skandaler har fundet sted. Men det har de ikke. For ingen af de to værker blev udstillet. Tjek selv efter.
Ingen af disse eksempler forefindes i Jørgen Dehs’ bog Det autentiske – Fortællinger om nutidens kunstbegreb – en bog der i det hele taget er fattig på eksempler. Til gengæld tager den på velgørende vis livtag med hele idehistorien og de autentictetsforestillinger, man finder hos filosofferne fra Alexander Baumgarten til Martin Seel.
Fra håndskrift til naturmenneske
Ud over at repetere klassikerne og sætte dem i nye og overraskende forbindelser, sætter den en masse tanker i gang om autenticitet – i dag, i kulturen, i kunsten. Og det bliver klart under læsningen, hvor mange forskellige ting, autenticitet egentlig er.
Jeg har en lidt nørdet ambition om at opregne alle de forskellige autentictetsfigurer, der dukker op rundt omkring i bogen og lave en systematisk kortlægning som et supplement til den idehistoriske fortælling. Det er imidlertid et større arbejde, for der er omkring 40 af slagsen, tror jeg, så her vil jeg blot opregne nogle af de vigtigste figurer fra bogen og tænke videre i forhold til, hvor vi står i kulturen i dag.
Autenticitet er i sin grundbetydning noget oprindeligt – den originale håndskrevne tekst, modsat afskriften. Men det fået har en masse afledninger, hvor nogle af dem faktisk peger i den modsatte retning – fx patina, en autenticitet der vokser, når tidens tand forvitrer en bygning og netop fjerner den fra udgangspunktet.
En anden central betydning har det naturlige. Både forstået direkte som natur, som det ikke-menneskeskabte, men også afledt som det, der bare er sig selv, det som ikke er formet (særlig meget) af kulturen, det ikke-kunstige; noget der ikke forstiller sig, men som bare er, og som ikke giver sig ud for at være noget andet. Dermed er autenticitet også det ægte.
I arven fra Rousseau og romantikken hænger naturlighed og ægthed også sammen med det uskyldige. Den enfoldie outsider, den naive betragter, den ædle vilde – fordi han ikke er kalkuleret, men spontan og ærlig.
Beethoven-buster og akustiske guitarer
Det oprindelige, det naturlige, det ægte, det uskyldige og det ærlige er altså kernebegreber, når vi skal forstå det autentiske i sin, ja, oprindelige betydning. Men hertil kommer en masse andre afledninger, såsom geni, autonomi, aura, tilfældighed, essentialisme, det nyskabende, det inderlige, det hverdagslige, det realistiske, det uslebne, det provokerende avantgardistiske etc. etc. – betydninger, der peger i forskellige retninger og kan være indbyrdes modstridende.
Mange af disse figurer er blevet suspekte i dag. Det skyldes, at de bruges af kulturindustrien og oplevelsesøkonomien til at sælge kunst med. I en tid, hvor håndværk og skønhed ikke længere er de herskende værdier, kommer autenticitetsfigurerne ind som erstatningskriterier og kan retfærdiggøre hvad som helst – også det grimme og sjuskede. Fortællingerne om kunsten er gennemsyret af autenticitetsfigurer. Og som regel har de ikke meget på sig, ligesom eksemplerne i begyndelsen af denne klumme. Jo mere inautentisk kulturen er, des mere sælger den sig på autenticitet, og ofte en delvist løgnagtig autenticitet; en myte.
I musikverdenen er det ekstremt: Fra busterne af Beethoven som vanvittigt geni over musikindustriens opfindelsen af country som autentisk genre til unplugged-bølgen i 90’erne. Men billedkunsten er også godt med, og i næste klumme vil jeg spørge til konkrete autenticitetsfigurer i samtidskunsten.
Revolveren trækkes
Jeg er selv skeptisk over for autenticitetsfigurer og myter, og trækker jævnligt min revolver, når jeg ser dem fylde retorikken, hvad enten de går på kunstnerens levede erfaring, hendes spontane udtryk eller den provokation, der legimerer sig ved at udfordre vores falske borgerlige forestillinger og vise os en sandhed om, ja, noget ofte ganske banalt. Men nissen flytter med. For jeg er blevet bevidst om, at man ikke bare kan undslippe at tænke i autenticiter.
Hvis jeg vender revolveren mod mig selv, må jeg konstatere, at jeg i min æstetikteoretiske bog Objektiv sensibilitet betragter visse forhold som autentiske – eller i hvert fald som mere autentiske.
For det første skelner jeg (i forlængelse af den tyske filosofiske tradition) mellem oplevelse og erfaring, hvor erfaringen entydigt opfattes som mere autentisk end oplevelsen, fordi den udvider vores horisont og er dybere end oplevelsen.
For det andet lægger jeg vægt på ‘objektets forrang’, altså at det er mere autentisik at underkaste sig objektets udtryk og være modtagelig end at projicere sine egne behov over på værket. Og disse ting står jeg ved – også i direkte opposition til oplevelsesøkonomiens forsøg på at nivellere disse forskelle. For der er alt lige gyldigt, og derfor også ligegyldigt.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
Det er bare så ægte – Tanker om autenticitet II bringes den 10. december.
