Der går en engel gennem verden

Per Bak Jensen (f. 1949) er dansk fotokunsts nestor. Han var den første fotograf, som blev optaget på Kunstakademiet, hvor han efterfølgende – i årene 1986-2009, men nu i egenskab af lektor ved samme institution – inspirerede en lang række billedkunstnere. Ikke kun fotografer, men også malere, billedhuggere og konceptkunstnere, som i Per Bak Jensens magtfrie Fotografisk Laboratorium fandt inspiration og en ligesindet, brændende sjæl som sparringspartner. Per Bak Jensen er en eksistentielt søgende billedtænker, der for længe siden løste fotografiet fra dokumentarismens forpligtende krav og førte det ind i kunstens friere rum.

Læs også:
Ugens Kunstner – Per Bak Jensen

Per Bak Jensen har fotograferet, siden han var barn. I begyndelsen drejede det sig om fraværsbilleder fra Zoologisk Have. Men i stedet for at rette søgeren mod havens eksotiske dyr, rettede han den mod de tomme lejer, hvor de havde hvilet eller sovet. Det var den stærke lugt af vildsvin eller af andre dyr, der ledte ham på vej. Han fotograferede det sted, hvor lugten var stærkest. Siden har han med fotoapparatet ved hånden ageret som en forsker, der finder nye, upåagtede forbindelseslinjer i sit materiale, og som fra billede til billede opstiller nye hypoteser. Hverdagen spiller en helt central rolle i Per Bak Jensens billedunivers, hvor der ikke er megen pragt. Hyppigt clasher naturen mod kulturen – både den høje og den lave – og ofte møder naturens vildtvoksende formprincipper de geometriske, menneskeskabte i nogle skarpt slebne kontraster.

Usynlige linjer

I sin nye bog Tavshedens figur, som udkom kort før jul, oplever vi dette Per Bak Jensenske billedunivers i fuldt udtræk. Her er isvåger, vandrør, vasketøj, vartegn, revner, duelort og vulkaner og en dramatisk trækrone, som hvælver sig over betragteren med sine sorte, knortede og krogede fingre. Og meget, meget andet. Bogen består af 57 fotografier taget fra 2016-18, fortrinsvis med motiver fra hans hjemegn på Stevns, men der er også fotos fra Italien, Grønland og Norge. Bogen er inddelt i fem kapitler, som hver indledes med en lille tekst af Per Bak Jensen. I indledningen står der: ”Findes der i livet usynlige linjer, som tegner figurer til os, så vi kan se længere end øjet rækker. Denne bog er et forsøg på at indkredse et svar.”

Læs også:
Et sikkert eksperiment – Anmeldelse af Fotografier på SMK

På forsiden er der en lang skriggrøn nylonstrap, der snor sig uregelmæssigt og tegner figurer på et sort underlag. Et Møbiusbånd, dvs. en uendelighedssløjfe? Et levende væsen? En slange? ”Den taler til os,” siger Per Bak Jensen, da jeg besøger ham i hans hjem ved Vemmetofte Kloster. Den grønne strap tegner en af disse figurer, som Per Bak Jensen gennem hele sit virke har forsøgt at opklare, fordi de taler til ham. Men det er aldrig lykkedes for ham at få et svar. Derfor har bogen fået sin titel. Tavsheden er rungende.

Per Bak Jensens hus ligger ved et skovbryn i et genuint guldalderlandskab, men her midt i jagtsæsonen skal man iføre sig selvlysende overtøj for at undgå at blive jægernes ufrivillige bytte. Vi hører skud, da vi går tur med hans hund i skoven, som vi opsøger for at opleve nogle af de motiver, som han har fundet her.

Per Bak Jensen behøver ikke nødvendigvis at rejse langt for at finde svar på figurernes gåder, da det, der i allerhøjeste grad nærer hans værk, er de indre rejser. Tingenes stille eller tavse tale. Og motivet kan såmænd findes lige uden for hans hus som betonrøret, der leder vandet ud i bækken, så den kan løbe videre ad sit eget bugtede løb gennem skov og mark. Måske har han det lidt ligesom den tyske sociolog og filosof Georg Simmel (1858-1918), der i sit essay Das Abenteuer (Eventyret) fra 1911 forfægter det indre eventyr. Hermed mener han mere en oplevelsestilstand end et begivenhedsforløb, som påtvinges os udefra. Per Bak Jensen opsøger ikke sine motiver på eksotiske steder. Han forsøger ligesom Simmel at finde ”øer” af oplevelser i det sansede stof, uanset hvor han befinder sig.

Om at se

Per Bak Jensen kommenterer: ”Mine fotografier handler i høj grad om det at se. Eksempelvis sidder en kvinde på fotografiet Floden fra Rom på flodbrinken ved Tiberen og betragter en hvid silkehejre. Vi ser hende betragte.”

I dette foto sker der en identifikation med den seende kvinde – og samtidig foregår der en forskydning i dimensionerne, da billedet er taget fra en bro højt oppe. Det strømmende vand i floden bliver mere fysisk og stofligt pga. den relativt lange eksponeringstid. Det varer i øvrigt lidt, før vi får øje på kvinden og fuglen, fordi de synes så små i disse omgivelser. Men på det store billede, der blev udstillet i Galleri Bo Bjerggaard i 2016, og som måler 180 x 252 cm, er både kvinden og fuglen naturligvis meget tydeligere end i bogen.

Flere af Per Bak Jensens fotografier fra Rom indfælder sig direkte i et religiøst eller metafysisk rum. Det gælder eksempelvis fotoet Vasketøj med netop vasketøj, der hænger til tørre på en snor, udspændt mellem husmurene. Tøjet hænger i baggrunden og giver i kraft af dets mange farver billedet liv. I forgrunden og henlagt i skygge ser man en stenskulptur af Madonna med barnet. De er indfældet i en niche. Her er hverdagen og det hellige helt bogstaveligt ført sammen og dog adskilt af den stenportal, der opdeler billedet i to sfærer. Evighedens og nuets. Kirkens og byens.

Per Bak Jensen ser mønstre og figurer overalt. Han har forkærlighed for Karen Blixens berømte fortælling om en mand, der ender med at have tegnet en storkefigur med sin færden rundt i landskabet. Bak Jensens fundne tegn og figurer er dog ikke alle sammen lige tavse, og selv er han på ingen måde er tavs, når man sidder overfor ham og gerne vil forstå hans værk:

”Du går ned fra din lejlighed på Østerbro og tager din bil og kører ud ad motorvejen. Du tegner en figur med din rute. Når du lidt senere i dag kører fra Vemmetofte Kloster til Østerbro, så har din rute igen tegnet en figur. Hvis man samler alle de linjer, vi tegner med vores færden fra fødsel til død, så vil vi kunne se nogle ganske bestemte figurer eller mønstre,” fortæller Per Bak Jensen.

Et strejf af indsigt

Hvad skal der til, for at du vil tage et foto?

”Alle de steder, som jeg har fotograferet i bogen, har på den ene eller anden måde givet mig et strejf af indsigt. Når jeg for eksempel går rundt i skoven og ser nogle grene, der ligger på en bestemt måde, så virker det som om, de er lagt der specielt til mig. Det er ligesom at modtage et brev. Stedet skal have en betydning, før jeg fotograferer det. Det lyder meget banalt, men i virkeligheden er det nok ret indviklet.

I begyndelsen var jeg på jagt efter billeder, der lignede noget, som jeg kendte i forvejen. Med gyldne snit og alle mulige finesser. Dengang ville jeg lave gode billeder. Billeder, der kunne måle sig med andre billeder. Jeg gik rundt med en facitliste, der fortalte mig, hvad et godt billede var. Det handlede om techne – det græske ord for håndværksmæssig kunnen. Men efter et stykke tid oplevede jeg, at der manglede noget i mine billeder, selv om billederne så godt ud. Jeg manglede. Jeg var der jo ikke. Det var blevet et 100-meterløb i fotografi – en kappestrid mellem dygtige fotografer om at forbedre det visuelle udtryk – vi skulle hele tiden ”vækste” ligesom i kapitalismen. Men så begyndte jeg at tænke over, hvordan jeg kunne komme ind i billedet. Her handlede det om at tage afsæt i min egen fortid. Jeg er vokset op i Thorsgade på Nørrebro.”

Per Bak Jensens far arbejdede på Dansk Sojakagefabrik, og hver fredag tog lille Per, som endnu ikke gik i skole, og hans mor ud til fabrikken for at hente hans far, der gav dem lønningsposen i en brun konvolut. Nu skulle der være fest, og på hjemvejen købte de to stykker skinke og 50 gram italiensk salat. Det beretter han om i bogens afsnit Himmelgåde, som rummer en række fotografier af en stor silo i Kristiansand, der ligner Sojakagefabrikken. Siloen i Norge er nu overtaget af en kunstmæcen i byen, der vil indrette et museum i den. Men hvordan og hvornår er et billede personligt – hvornår har du selv sat sit aftryk på motivet?

Noget vil i kontakt med os

”Et godt billede er et billede, der kigger tilbage på dig. Det skal være umuligt at komme udenom. Hele bogen handler om, at der er noget derude, der vil i kontakt med os. Det kan godt virke lidt halvreligiøst eller metafysisk, men det behøver ikke at være sådan. Det kunne handle om det andet. Det, vi ikke kan se. Hvis man kun trækker kortet Gud, kommer man ind på en ensrettet gade. Måske skulle man holde op med at køre ad disse ensrettede gader? Måske skulle man tage en anden vej? Det, jeg er optaget af, er at finde en ny vej. Det bedste billede, er det, der vil i kontakt med os. Og hvorfor vil det så det, kan man spørge? Det spørgsmål kan jeg ikke besvare.”

Per Bak Jensen henter radioen: ”Du bliver nødt til at have et modtageapparat. Radiobølgerne er usynlige, men ved hjælp af apparatet her kan du høre det, du ikke kan se. På tilsvarende måde er kunst et modtageapparat. Kunst har den egenskab, at man kan dreje på knapperne, så man kan høre flere forskellige programmer afhængigt af hvor stor en radio, man har. Det er sådan, man skal se på fotografier, malerier, skulpturer m.v. Kunst befordrer, at vi kan se og høre og mærke noget, som er usynligt. Mine billeder er ikke afbildninger af det, som vil i kontakt med os, men billeder af steder, hvor jeg har oplevet, at der er noget, der vil i kontakt med mig.”

Der er mange dystre fotos i den nye bog. Megen muld, og ofte ser kameraet ned på jord eller gulv. I billedet Pigtråd er sorte affaldssække revet i tu og blafrer i vinden, som var det rester af tøj fra folk, der er flygtet fra en lejr. Sorgen og længselen florerer i disse fotografier. Men samtidig er disse fotos æstetisk overbevisende, og skønheden gør, at vi kan bære mørket.

”Der er mange, som synes, mine billeder er kedelige. Jeg har endog været anledning til begrebet ”kedelige billeder”. Picasso og Braque opfandt kubismen. Jeg opfandt de kedelige fotografier,” griner Per Bak Jensen.

Romantiker og praktiker

Per Bak Jensen er romantiker, men i høj grad også praktiker. Ellers kunne hans forunderlige – nogle vil sige mærkelige – virkelighedssnapsshots ikke realiseres med den håndværksmæssige pondus. De er leveret med en sådan (dybde)skarphed, at man skulle tro, det var en guddommelig kraft, der insisterede på, at vi skulle se ordentlig efter og finde skønheden og ”meningen” lige her, hvor vi er.

Per Bak Jensen har øje for det indfoldede, kan man også kalde det – som suges ind på det lysfølsomme papir, ofte med en lang eksponeringstid og med billedkunstnerens sans for disse radikale beskæringer, der inddæmmer, tydeliggør og lægger frem for vore begærende blikke. Det er virkelighedens spor. Ingen redigeringer. Ingen Photoshop. Per Bak Jensen søger og finder: Rød maling på asfalt, der kan minde om blodspor fra en trafikulykke. Duelort på sort asfalt. En ren Jackson Pollock.

Det bekræfter hans nye bog, men også en lille udstilling med ni værker fra 2018 med titlen Seascape i Ekely i Istedgade i november. Det var små fotografier, med motiv af vandspejlet i Københavns Havn, taget gennem vinduet, samme sted hver gang i hans lejlighed på Islands Brygge, og hver gang han vendte hjem efter endnu en kemobehandling. Samme procedure, uanset vind og vejr og tid på dagen. Det resulterede i 25 højst forskellige motiver med forskellige farver, lys og teksturer, som på en eller anden måde bar den stemning af både dødsmærkethed, men også af lettelse, som hjemsøgte ham under og efter behandlingerne. Kun ni af dem kom med på udstillingen. ”For de fleste af dem var alt for smukke,” siger han.

Umulige steder får mæle

Per Bak Jensen retter opmærksomheden mod et sted og stiller ind på det oversete, så selv det usleste stof og de mest ”umulige” steder får liv og mæle. Således skærper hans fotografier vores opmærksomhed over for omverdenen og gør den til et magisk sted at være. Sagt på en anden måde udvider Per Bak Jensen de herskende skønhedsidealer og giver os verden tilbage i sine på en gang nøgternt registrerende og gådefulde fotografier, som viser os en skjult parallelverden.

Læs også:
Gensyn med Per Bak Jensen – Billedreportage fra Gensyn

Er bogen er en slags dagbog?

”Måske snarere en livsbog, der minder mig om alt det, der optager mig,” siger Per Bak Jensen.

Selv om værkerne har en metafysisk dimension, så er han en nøgtern og ydmyg iagttager, som sørger for ikke at fylde for meget, så han bedre kan se motivet. Han forsøger at overskride det dennesidige ved at have et intensivt fokus på materiens uendelige stoflighed. Overskridelsen er indlejret i det immanente (iboende), kan man sige. De fleste af hans fotos er vanitasbilleder: ”For vi er jo alle sammen døende. Men på forskellige stadier,” slutter han.