Den tager tid!

Den tager tid!

TEA WITH A VIEW II af kunstneren Anja Franke (som i øjebliket står på Nivaagaard Malerisamling) 2013.

Hvorfor er billedkunsten den svageste kunstart? Her skal det handle om vores billedkultur og vigtigheden af at give tid.

Desværre oversvømmes vi af billeder, så et gennemsnitligt storbymenneske efter sigende dagligt ser over 15.000 billeder.

På morgenmadens mælkekarton. På gadens plakater. På skærmen i S-toget, bussen eller metroen. På computeren og andre teknologiske, billedbombende anordninger.

Det er svært at fokusere på de billeder, der har kvalitet!

Bekrig overforbruget
Jeg sukker efter et billedforbud, en moderne ikonoklasme (billedkrig), hvor ubetydelige fyldbilleder forbydes, så vi alene ser de signifikante billeder. Ikke forstået som traditionel ikonoklasme, hvor man forkaster billedsymboler, der repræsenterer en fortid eller nogle værdier, som man ønsker at tage afstand fra. Men en ikonoklasme, der vender strømmen og påtaler det voldsomme overforbrug af billeder.

Jeg ville ønske, der var færre billeder i verden. Flere billeder, der kan få os til at græde, fordi de betyder noget.

Midlertidig kvalitet
Vi fotograferer os selv, hinanden, vores hunde og vores katte, rejserne og festerne, børnene, ja, børnene – til sidst har vi digitale arkiver, som kræver omhyggelig kategoriseringsindsats for at opnå værdi som mindekatalog. Det ender ofte med, at vi henfalder til mere eller mindre anvendelige computerprogrammer, som ud fra egne principper ordner minderne for os, fordi vi ikke selv orker.

Det konstateres, at billeder som regel har midlertidig brugskarakter. Billeder burde ellers have langtidsvirkende symbolkarakter.   

En særlig opmærksomhed
Vi kan sandsynligvis blive enige om, at noget har mere (kunstnerisk) værdi end andet. Men vi kan sandsynligvis aldrig blive enige om, hvorfor. Og dog, for vi er mennesker – og vi er menneskekroppe. Kroppene reagerer på sanseindtryk. Selvom vi kun er bevidste om en brøkdel af de processer, der vedvarende finder sted, så kan vi, med maskiners mellemkomst, registrere ændringer i puls, pupillens sammentrækninger og hjernens aktivitet.

Hvis jeg var kunsthistoriestuderende i dag, ville jeg sikkert springe på bølgen af naturvidenskabelige metoder til beskrivelse af æstetiske sanseindtryk. Det kan være umådelig svært at argumentere for, at noget er æstetisk overbevisende og fortjener særlig opmærksomhed. Monitorering af en kontrolgruppes kropslige reaktioner kunne hjælpe kunsthistorikeren med at rose et kunstværk.

Giv tid!
Det er tiltrængt, for vi har brug for at give billedkunsten ro og rum. Billedkunsten er nemlig den kunstart, som har vanskeligst vilkår: Bogen kræver, at vi læser den. Det tager tid. Filmen kræver, at vi ser den. Det tager tid. Billedet kan kun vanskeligt kræve vores tid. Musikken er den nemmest tilgængelige kunstart. Vi kan høre den, mens vi er optaget af andre ting, musikken er kropslig. Billedkunst er også kropslig, men kræver også bearbejdelse. Denne bearbejdelse under vi os selv kun alt for sjældent.

Derfor er billedkunst den svageste kunstart. 

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdinger og dagsorden.

Del artiklen

'Den tager tid!'

Facebook