Den sidste idealist

Kunsten er blot en repræsentation, en spejlning, af virkeligheden. En realitet, der resulterede i at kunsten ikke uden videre var velkommen i Platons idealstat (370 år f.v.t.), fordi den både forførte folk og var langt fra virkeligheden.

Men hvis kunsten kunne præsentere folket for ideer om det sande, det gode og dermed det skønne, så var den velkommen. Platon så altså kunstens potentiale til at lede sindet til eksistentielle erkendelser bag om det eksisterende.

‘Nomaden i dansk kunst’
Hvordan kan det være, at det er relevant at genoplive Platon her?
Jo, den 50 år gamle skulptør Christian Lemmerz ville nok have været en for stor mundfuld i Platons utopia, men han illustrerer det potentiale, som siden dengang er blevet tilskrevet kunsten og dens undersøgelser af eksistensens bagside.

Og når Ann Lumbye Sørensen lukker op for perspektiverne i Lemmerz’ historie og arbejder, bliver der netop trukket tråde fra antikken og klassicismen til samtidskunsten, fra skulptøren Praxiteles (samtidig med Platon) over Michelangelo (1475-1564), den tyske social-skulptør, Joseph Beuys (1921-1986), til nutidens Damien Hirst.

Samme tidsløshed gælder Lemmerz’ kunstpraksis, som startede på en klassisk skulptørskole i Italien i slutningen af 70erne og når sit andet yderpunkt i skæve performances sammen med bl.a. Michael Kvium i midtfirserne i København, hvor han gik på akademiet indtil 1988.

Og Ann Lumbye Sørensen formår at pendle ligeså uproblematisk på tværs af tiden som Lemmerz (eller "nomaden i dansk kunst", som hun kalder ham). Og det er ikke så lidt af en præstation.

Lidelsens effekt
Det samlende kunst-begreb, som Lumbye meget fint får pakket denne komplekse kunstner ind i, er en "virkningsæstetik". Og Lumbye taler logisk nok om virkning, fordi Lemmerz netop ser kunstens potentiale til at bekæmpe en generel afstumpethed. Ikke ved politiske aktioner og slagord, men via en gen-erindring af eksistensens hårde og svært håndterlige realiteter igangsat af mødet med værket. Derfor er for eksempel lidelse og død gennemløbende tematikker, som Lemmerz aldrig synes at udtømme.

"Man kan kun få en livskvalitet, når man har muligheden for med åbne øjne at se afgrunden," som Lemmerz selv beskriver det.

Han retter dermed blikket langt tilbage i historien, til Friedrich Nietzsche i romantikken, til Immanuel Kants teori om det sublime og ja helt til antikken igen, hvor Platons elev Aristoteles med sit katharsis-begreb tilskrev tragedien en lindrende virkning på menneskesindet.

Konkret-symbolik
De kunstneriske indslag har været mange, aktuelt på Statens Museum for Kunst med den døds-afsondrende udstilling Largo, og af vidt forskellig karakter. Men det, der synes at kendetegne Lemmerz mest, er ifølge Lumbye en grænseoverskridende bogstavelighed.

En konkret-symbolik, som blev for meget for en stor del af kunstpressen i 1994, da Lemmerz udstillede grisekroppe under forrådnelse på Esbjerg Kunstmuseum.

Realiteten er, at Lemmerz hele tiden har cirkuleret om dette tema, ofte med samme konkrete symbolik, der har inkluderet skulpturer eller skulpturelle installationer med indpakket kød, indvolde, margarine, menneskelort, svineøjne, brugte kanyler, lever i pose, afskåret penis o.s.v.

Marmorens klangdyb
Konkretiseringen og konfrontationen har i de seneste år fået et mere afdæmpet sprog. Lemmerz har dels fundet hjem til marmoren (hvor han startede sin kunstneriske karriere) og andre mere klassiske materialer, og her fletter historien sig endeligt sammen i Lumbyes udførlige portræt.

Her understreges Lemmerz’ utrolige håndværk og samtidig runger temaerne med marmorens historiske klangdyb, når døden slår os som en kold vind foran de skamferede pigelig i Katrina 2006, High Noon (Hiroshima Mon Amour) 2002-3, eller Untitled (Virginia) 1998 og væmmelsen slår i mellemgulvet i mødet med The Subconcious of the Dead Pope in Heaven 2005 og Mother Theresa 2004.

Ondskabens og dødens nærvær skaber et fravær af banaliteter, og netop den konstante dans med skyggesiden gør, at Lemmerz aldrig virker banal.

En postmoderne etik?
Lumbye slutter af således: "Den postmoderne æstetik og modernismens etik er tilsyneladende et grundvilkår for hans bestræbelser, der griber om store spørgsmål til eksistensen med en kunst, som på trods af den ofte bemærkede ironiske distance, alligevel udvirker følelser, der er hentet i dybere og mere ubevidste lag end den postmoderne, attituderelativistiske lethed kan opvise."

Ann Lumbye Sørensen har med Memento leveret et vigtigt vidneudsagn om den idealistiske Lemmerz, der som få kunstnere idag tager sit hverv død-alvorligt, og aldrig forfalder til overfladen.