Den irriterende æstetiker

Den irriterende æstetiker

Det handler om at kunne sætte en ramme om ting og vurdere dem. Spejle sig selv og verden. Still fra DRk-serien Mit London med Peter Jensen.

Når man ikke kan slå blikket ned. En beretning om en erhvervsskade.

Kender du det, at noget omkring dig er så lækkert, at du bare må lade det ligge og kigge, kigge én gang til? Det røde ved håndtaget står utrolig godt til den grønne dingenot, du netop har kastet fra dig, for eksempel. Grøn og rød er som bekendt komplimentærfarver.

Men hvor irriterende, for dingenoten var du jo på vej til at smide ud, og nu ligger den bare dér og gør sig til. Som alt andet, muligvis, for der er jo det ved det, at æstetikeren kan se det æstetiske i snart hvad som helst, omend ikke hver gang – heldigvis – for i så fald ville den æstetiske årvågenhed ikke være en gave, men en irritationsfaktor, en hæmsko for ellers praktiske formål, fordi den, som ikke kan slå det æstetiske blik ned, hele tiden falder i staver.

Man kan blive stoppet i sin madlavning, fordi dén grønsag ville det være synd at snitte videre i; vandet fra den nylige rengøring fremhæver dens farver og den henslængte grøntop i baggrunden fuldender kompostitionen. Men det var jo ikke det, jeg ville, jeg er sulten, jeg er ved at lave mad! I stedet tænker jeg på hollandsk nature morte, stilleben i det hele taget, samt en omgang memento mori oven i hatten. Kan virkelighedens lækre visualitet få æstetikeren til at gå sulten i seng? Muligvis ja.

Heldigvis er virkelighedens verden ikke altid visuelt lækker, andre gange (de fleste gange) er den bare tam. Men når man kigger på den, virkelig kigger på den – kigger på den som kunstneren må skulle gøre det – så er den måske netop så fremstående, og så fremragende, at man må lade sig rive lidt med og bare glo. Eller kontemplere.

Verden set oppefra
For det visuelt lækre er jo ikke kun noget kønt eller skønt, man labber i sig. Det kan meget vel være noget, der får én til at tænke i andre baner end dem, man ellers befandt sig i, som for eksempel de tankerækker, der, omend mere eller mindre automatisk, koncentrerede sig om diverse huslige og hverdagsagtige gøremål.

Når du ommøblerer din stue, selv i mindre grad som ved støvsugning, ser det hele anderledes og måske hermed også mere dekorativt ud: Tingene er ikke længere bare praktiske og umiddelbart funktionelle. Stolene vender bunden i vejret og tager al bordpladsen, men til gengæld kan du nemmere kravle ind under bordet og sidde, og dog, for hvorfor skulle du dog det, du er jo ikke længere et barn. I samme stil kunne du, ved aftørring af et vindues øvre dele, for skade komme til at stå på tæer i sofaen og herved stå og betragte et ellers velkendt miljø lidt fra oven.

Og fra oven ser ting unægtelig anderledes ud. Navnlig den slags fænomener, man kun sjældent ser fra oven. Men ens fødder, for eksempel, dem ser man for det meste oppe fra og ned. De er altså derimod snarere lidt sjove set fra bunden.

Kort sagt kan det hænde, at ting kommer til at gøre sig lidt anderledes til, selv når man ikke opsøger dette “anderledes til”. Dette alternative blik kunne man, sikkert med rette, slet og ret kalde det æstetiske, altså en anderledeshed og en særegenhed, ved noget, som ellers ikke behøvede, at være noget særligt, men som pludselig er noget andet og mere, noget visuelt interessant, som formår at åbne associationsrækker. Som det hvide ribs, der ligner en glasagtig rumsonde med sine underligt gule udfyldninger, pludselig, så hvordan nænne at udkoge bærret med alle de andre, blot for at kunne lave noget saftevand?

At ville flytte rundt på ting
Når man gennem mange år beskæftiger sig intensivt med kunst, kan man få den erhvervsskade, at man ikke kan se på ting, uden samtidig at vurdere dem som visuelle og potentielt æstetiske fænomener. Nogle gange kommer man ligefrem til at tænke på kunstværker. Det lyder charmerende, men kan være ret forstyrrende.

Hvis man så iøvrigt er så heldig/uheldig at arbejde fra et storrumskontor, så skal man nogle gange virkelig lægge sig i selen for ikke at rykke rundt på møblement og diverse effekter. En kollegas cykelhjelm kan for eksempel være helt vildt forstyrrende. Det er ikke cykelhjelmen som genstand, der er irriterende, men det faktum, at den skødeløst er blevet henlagt i en ubalanceret komposition ovre i vindueskarmen. Æstetikeren kan ikke tillade sig at flytte på denne cykelhjelm, ligesom det ville være upassende at bede andre om at placere deres effekter i velafrettede kompositioner.

Nogle gange ser man alligevel, at en æstetiker rykker rundt på tingene. For eksempel ved et møde, hvor kopperne er grupperet uordentligt. Nogle gange flytter en æstetiker instinktivt på tingene. Som nu i klippet her (omkring minuttal 13:45-14:45), hvor modedesigneren Peter Jensen ­­– for rullende kameraer og få sekunder før to ansatte træder ind på hans kontor for at holde møde – flytter rundt på en blomstervase og ryster de korsstingsbroderede rygpuder.

Når det æstetiske sætter ind. Still fra DRk-serien Mit London med Peter Jensen.
Når det æstetiske sætter ind. Still fra DRk-serien Mit London med Peter Jensen.

Denne gestus ser man ikke ofte hos en bankdirektør. Ikke hermed være sagt, at en bankdirektør ikke kan være æstetisk anlagt, men det hænder ikke så ofte, for havde han vitterlig været sand æstetiker, så havde han haft et andet job. Men kunstnere, de har gerne et finkalibrereret sanseapparat. 

Nogle kunstnere og kreative trives med kaos og rod, men det er langt fra alle. Det er en kliché, at atelieret eller arbejdsbordet skal være strandet til med effekter og materialer. Lige så ofte ønsker den kreative og æstetisk anlagte person orden og sirlighed. For nogle kræver det munke-celle-agtig renhed i omgivelserne, førend det kreative kan forløses, fordi det æstetiske blik ikke kan slåes fra, men altid er tændt, og for at kunne producere nyt og selvstændigt, så skal der være ro på.

For nogle kunstnere og æstetisk anlagte personer er det at bevæge sig gennem verden som at forholde sig til et Gesamtkunstwerk, hvor alt er potentielt æstetisk og indbyder til videre associationer og åbne fortolkninger.

Havnens uvildige skulpturpark
I forbindelse med rindalisme-debatten havde en journalist og en fotograf en gang i sidste halvdel af 1960erne besøgt et lokalt havneområde eller en eller anden form for byggeplads i skumringstimen, hvor de havde fotograferet en giraflignende kran, som en knudret sort silhoutte blandt andre maskinelle fænomener, der ragede op. “Så kunne dette også være kunst”, underteksten på fotografiet, der blev repoduceret i avisen, klingede noget i den stil, og fotografiet blev sammenlignet med Robert Jakobsens skulpturer i dårligt svejset sort jern. Sandt nok, den samme grafiske spillen op finder man begge steder, så mon ikke bladsmørefolkene havde forstået noget, som de ellers ikke ville forstå.

For hvad er der, at forstå? Der er det at forstå, at de folk sikkert aldrig havde rendt rundt nede på havnen på jagt efter motiver, hvis ikke de havde været provokeret af kunstens aparte former.

Nogle gange får noget dig til at kigge efter, og denne efter-kigning får dig måske til at overveje, hvorfor du glor sådan. Hvad ser du på! Hvad ser jeg på! Det er ikke høfligt, at glo uhæmmet på folk med handicap eller en sær gangart. Det er heller ikke velset, at kigge op og ned ad folk, vende sig om efter dem og kigge mere, selv ikke i god henseende, som når nogle er interessant klædt på, de har måske ligefrem gjort noget helt specielt ud af deres påklædning eller deres krop. Ikke nødvendigvis fordi de er æstetikere, men så alligevel, af andre grunde.

Den gode gestalt
Æstetikeren stiller måske ikke kun krav til sig selv, med hensyn til egen ydre fremtoning, men også med hensyn til sin omverden. Jeg mener det ikke på den vis, at æstetikeren kun nødigt kommer i hjem, hvor der ikke er nyt tapet og friske blomster, for det er ikke sådan lige til at remse op. Men æstetikeren kunne meget vel, ganske sikkert helt ubevidst, flytte sukkerskålen lidt længere væk fra kaffekanden, når du har sat den fra dig på bordet – helt sikkert ofte til irritation for den, der bemærker det, for dét har ingen logisk årsag. Det siges godt nok, at øjet søger den gode gestalt. Måske omgåes vi helst en harmonisk virkelighed, eller vælger at se (og i nogle tilfælde perceptuelt-kognitivt direkte forvrænger) virkeligheden, så vi oplever den som værende harmonisk og symmetrisk. Eller også prøver vi, i bedste mening, sådan at få det hele til at gå op ved at flytte rundt på sukkerskåle og saltbøtter.

Men da er det, at æstetikeren kan gå rundt og blive irriteret, for det hele går ikke lige op, og der er ret mange fænomener, som ikke har sukkerskåle- og saltbøtteformat, og som man derfor ikke bare lige kan rykke rundt på. Det er værd at tænke over, for også det, der ikke er æstetisk, kan vække den æstetiske årvågenhed for netop det, det ikke er.

At kunne støvsuge i fred
Hvad nu hvis alt bare var ligetil, og man kunne slå blikket ned eller bevare fokus på intentionalitet og formålstjenlighed. Når man støvsuger, så støvsuger man, uden tanke om, hvordan rummet ville se ud, hvis man så ud i det fra spisebordets indre. Man ville aldrig igen lade en frugt forrådne blot fordi man købte den, ikke primært for at spise den, men for at nyde den natlige aubergine-glathed, før den bliver så runken, at den ikke længere er værd at tilberede. Det ville også være rart, om man aldrig igen skulle gå ind i forbipasserende eller lygtepæle, fordi noget højt oppe i blikfanget har fanget ens opmærksomhed. Det ville også være lettere at smide ting ud. Dingenoter og papirsstumper i fine kuløre fra indersiden af opsprættede konvolutter.

Der er så meget, at få øje på i verden. Heldigvis, for man kan vel ikke tillade sig at blive irriteret over at have øje for det æstetiske ved noget, selv ved upassende lejligheder. Her trænger etikken sig måske på. Findes der tidspunkter og steder, hvor æstetikeren under alle omstændigheder ret beset bør drosle ned for sin æstetiske sans? Med dette spørgsmål glider disse tanker om det æstetiske kiggeri ud, jeg har fået øje på noget.

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdning og dagsordener.

Denne klumme er en omskrevet version af teksten Den irriterede æstetiker, første gang publiceret i North Art Magazine august 1999.

Alle billeder er stills fra DR-K serien Mit London (med Peter Jensen) sendt første gang februar 2015, kan stadig ses online her.

Del artiklen

'Den irriterende æstetiker'

Facebook