Den grå kube

Den grå kube

Carsten Nicolai: unidisplay (2012). Installation shot, Copenhagen Contemporary, 2016. Foto: Anders Sune Berg

I denne uges klumme ønsker Mikkel Carl at rykke yderligere ved den stålsatte opfattelse af kunstens institutionelle ophøjethed. I den forbindelse fabulerer han over den forestående lukning af Copenhagen Contemporary, som han ellers ser som det perfekte eksempel på den grå kube, hvor vi alle har hjemme.

I den sidste tid har yndlingslæsningen under indtagelse min stenaldermorgenmad været bloggen The Gray Market. Den handler, som navnet antyder, om de utrolig mange ting, der fra markedets side overskygger den plads i solen, vi er vant til at opfatte som selve kunsten(s). Det noget nær sadomasochistiske forhold mellem kunsten og det kommercielle er en stor mundfuld, men måske vi alligevel godt kan rykke yderligere ved den stålsatte opfattelse af kunstens ophøjethed, uden at vores verden styrter i grus.

Sarah Lund-effekten
Siden Tates Turbinehal for alvor kom op i omdrejninger med Olafur Eliassons solop-/nedgang, og det tidligere forsumpede område langs Themsen blev vakt til live, har hele verden talt om ”Tate-effekten”. Og begrebet infotainment har – ligesom Damien Hirst – sejret ad helvede til. På dansk grund kunne vi måske kalde det ”Sarah Lund-effekten”, hvis værdi er stadig højere besøgstal på de danske museer, blandt andet som følge af SMK Fridays, Glyptotekets slow food og yoga for enden af ARoS’ regnbue.

Før i tiden var international samtidskunst på et vist niveau hovedsageligt noget, man så på nettet eller måtte rejse ud i verden for at opleve. Men nu er Danmark – også takket være de to kunstmesser og ikke mindst Copenhagen Contemporary, der åbnede på Papirøen for præcis et år siden – selv blevet et sted på kortet.

Københavns Kunsthal
I forhold til de mange nye publikumsgrupper, alle altid snakker om, har især CC (kælenavnet skyldes det tæt på geniale logo, der ser rødt ud over havneindløbet) i den grad formået at gøre den hvide kube til det nye sorte. Der må således være tungvejende kultur- eller i hvert fald lokalpolitiske grunde til at lukke og slukke for den kunsthal, vi har ventet på – i hvert fald siden Jacob Fabricius i sin tid udnævnte glasmontren ved Stenoapoteket overfor Hovedbanegården til ”Københavns Kunsthal”.

Jeg er klar over, at projektet hele tiden har haft midlertidig karakter, og det er selvfølgelig ikke utænkeligt, at det er som følge af den seedning, CC har formået leveret varen. På alle parametre. Det kunne imidlertid også være, fordi Faurschou (i samspil med Jens Erik Sørensen, Marie Nipper og alle de andre, der er med ombord) er den rigtige mand til jobbet.

Alligevel insisteres der på at bygge et splinternyt domicil for kunsten (og en svømmehal), der skal, well, forsøge at opnå præcis det samme. Det er det mest sindssyge forsøg på at reparere noget, der ikke er gået i stykker, og “kill your darlings” har pludselig fået en helt ny betydning: Ud med street food, private funding og hip international samtidskunst. Ind med glas og stål og årlige kommunale budgetforhandlinger, hvor Dansk Folkeparti som den eneste for alvor engagerede part kan få lov at føre nationalkonservativ værdipolitik på kulturområdet. Evt. i infight med de alternativt tænkende fra Alternativet. Hvis det altså er sådan, tingene kommer til at hænge sammen, hvilket jeg selvfølgelig ikke kan være sikker på.

Men faktum er, at min datter og de gamle efterskoleveninder for nuværende mødes til en Sarah Sze-udstilling i ny og næ og får en snak om livet. Og at min søn har været fire gange ude og besøge Marclays guldbamse fra Venedig, senest da der var åbent ’around the clock’. Held og lykke med at få den slags til at ske på basis af offentlig drift.

Jeg synes desuden, det er værd at bemærke, at i samme periode, som Copenhagen Contemporary har trukket det tunge læs med Bruce Nauman, Anselm Kiefer og Bill Viola, er Kunsthal Charlottenborg langt om længe kommet til hægterne igen. Det er ikke et givent faktum, at den smukke symbiose tværs over havneindløbet via oplyst cykel- og gangbro uproblematisk kan genoprettes, når en gang en ny institution derude står klar til at starte fra scratch. Og meget kan nå at gå galt i mellemtiden.

Nik & Jay anmelder
For i udgangspunktet er danskerne altså ikke specielt interesseret i kunst, hvorimod litteratur (eller måske rettere bøger) traditionelt har haft hele sektioner i dagbladene. Men selv her er finkulturen på retræte med debatredaktør Anne Sophia Hermansens farvestrålende vision om at sætte demonstrativt uindviede – eller ganske enkelt bare uvidende – personager til at anmelde. Glæd jer på sigt til Nik & Jays hyldestsang til Sophie Dupont på Overgaden og verdensmesteren i badminton, der – i en ny version af surrealismens uventede møde mellem en symaskine og en paraply på et dissektionsbord – tager kegler hos Nairy Baghramian i X-rummet.

Kunsten er det, der skiller os ad
Paradoksalt nok har vores kulturminister, så længe den nye alliance varer, ellers formuleret omtrent det eneste fornuftige, nogen på den post længe har formået. Ved uddelingen af de tre-årige arbejdslegater lavede hun en usædvanlig skarp distinktion mellem kunst og kultur: ”Kultur er det, der bringer os sammen, hvorimod kunsten er det, der skiller os ad.”

Selvom Mette Bock desværre ikke selv formår at efterleve den devise, betyder det vel logisk set, at man bør skelne mellem kulturpolitik og kunststøtte. Kultur handler om, hvis ikke ligefrem national samling så, i hvert fald social og eksistentiel sammenhængskraft, hvorimod kunst er det, vi altid fortsat skal diskutere og være fundamentalt uenige om (også med os selv).

Et hjem udenfor
Meget apropos, så er jeg åbenbart igen ude af trit med min kollega Søren Martinsen. I sin seneste klumme langer han ud efter begrebet museumsaktivisme, som han beskylder for at være varm luft.

Læs klumme: Ud af museet og ind i virkeligheden

Personligt har jeg imidlertid for nylig haft den fornøjelse sammen med Jens Haaning at stå for workshoppen Et hjem UDENFOR, hvor unge hjemløse med kreative evner fik lov at lave en udstilling på ARoS – eller rettere udenfor (efter eget valg).

Selvfølgelig er det netop lancerede ARoS Public et vigtigt led i museets brandingstrategi – hvad skulle det ellers være? Men jeg vil alligevel påstå, at de unge lærte at udtrykke noget af alt det, de har på hjerte med en yderst vedkommende coolness, som mange studerende på forskoler og kunstakademier kunne lære noget af.

Og selv fik jeg nedbrudt adskillige barrierer, for skal jeg være helt ærligt, så havde jeg nok ikke sagt ja til jobbet, hvis det havde foregået i et medborgerhus i Gellerup. Det kan man så mene om, hvad man vil, men for mig var det interessante netop arbejdet med at optimere de unges udsagn i forhold til kunstinstitutionen, så vi sammen kunne ridse bare en lille smule i netop publikums forventningshorisont.

Der kommer sjældent noget kunstnerisk interessant ud af at have hjertet på rette sted. Kunsten skal med alle forhåndenværende midler undersøge, hvordan ny betydning kan skabes på baggrund af alt det, alting allerede betyder. Her helliger målet midlet, for i den sidste ende er netop dét noget, der kommer alle til gode – også eller især også i forhold til en kritik af det bestående. For der er ikke (længere) noget ‘udenfor’. Hvad enten du er hjemløs, aktivist, karrierekunstner eller klummeskribent, så har vi alle til huse i den grå kube.

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.

Kommentarer

Del artiklen

'Den grå kube'

Facebook