Asger Jorn er en verdensstjerne – en rebel, ja – og en ’pain in the ass’ for ejeren og medarbejdere på Sorring Lervarefabrik, hvor den unge Jorn trådte sine barnetræsko udi lerets univers. Jorn ville ikke bare være håndværker; han ville noget med leret, og han krævede noget andet af det, end pottemagerne gjorde. Jorn var fandenivoldsk og virkede derfor ligefrem skræmmende på de unge kvinder, der disciplineret arbejdede ved drejeskiverne på værkstedet i Sorring.

Jorns ildhu bragte ham videre, og han tog sine erfaringer fra Danmark med sig til keramikerbyen Albissola i Italien, hvor han med krop, scooter, værktøj og glasurer skabte sit mesterværk Det Store Relief. Relieffet har i snart 60 år tilhørt Aarhus Statsgymnasium, hvor det udsmykker væggen i forhallen og dagligt gør indtryk på alle, som færdes der.

Jorn blev i 1953 af staten udpeget til at udsmykke skolen i forbindelse med, at arkitekterne Johan Ricter og Arne Gravers vandt konkurrencen om at tegne det nye gymnasium. Jorn var modvillig i starten, fordi de to arkitekters funktionalistiske arkitektur stod i fuldkommen opposition til det kunst- og menneskesyn, han selv stod for. Han accepterede til sidst udfordringen, fordi han kunne se en pointe i at skabe et værk, der kunne yde arkitekturen en betydelig modstand. Det 27 meter lange og tre meter høje relief gør netop det med dets overflod af farver, fantasi og kreativitet. Det inviterer beskuerne ind i et sprællevende, fabulerende og demokratisk billedunivers, hvor alle har lov til at fortolke, undres, græmmes og glædes.

Ler i en helt anden skala
Denne anekdote er væsentlig for at forstå de tanker, som ligger bag ved udstillingen på Museum Jorn, som slet og ret har fået titlen LER!. For selv om museet ejer ca. halvdelen af alle Jorns keramiske arbejder, hvoraf mange er fade, krukker og småskulpturer, er ambitionen nu at anskue keramikken fra en anden skala og tappe ind i noget af den vildskab og uregerlighed, som i sin tid fik Jorn til at gå på leret med krum hals.

Museumsdirektør Jacob Thage og kurator Karen Friis bød pressen velkommen med ord om lerets evne til at møde kroppen – sanseligheden i selve arbejdsprocessen og om dets mange vidunderlige kvaliteter undervejs fra vådt og blødt til hårdtbrændt og fast. Herefter stod udstillingens otte kunstnere klar til at præsentere deres værker i en udstilling, der stadig summede af aktivitet kun få timer får den officielle åbning.

Krop, kys, humor og råhed
Det første værk, som møder os, er en fodboldbane med et underlag af vådt ler og halm. Det lugter som en kostald! På banen er der gigantiske ’muldvarpeskud’ af håndæltet ler, hvorimellem fodboldspillere af ler angiveligt er midt i kampens afgørende sekunder. Der er tale om EM-finalen i 1992, og kunstneren er engelske William Cobbing, der her fusionerer sine to store passioner, ler og fodbold, i et sympatisk forsøg på at tilvejebringe en form for situation eller et performativt element, lerets stivhed på trods, som bringes til udtryk gennem kombinationen af de forskellige elementer: Våd bane, forhindringer og det momentum, som er iscenesat teatralsk og med lige dele humor og råhed.

Herrerne blandt kunstpressens udsendte bliver hængende, ivrigt diskuterende værkets mange detaljer, mens kvinderne hurtigere trækker videre. Denne anmelder vælger at give kunstneren point for begejstring og uortodoksi, men selve værket formår ikke rigtigt at gøre indtryk. Det gør til gengæld videoen Kysset også af William Cobbing, som heldigvis også vises i samme sal.

Her ser vi to personer med gigantiske lerhoveder i færd med at udveksle et kys – en parafrase er det vel af historiske skulpturværker af bl.a. Brancusi og Rodin. Personerne kærtegener og ælter hinanden til uigenkendelighed i lerindsmurte ansigter. Som beskuer bliver du mere og mere optaget af, hvordan de mon trækker vejret inde i de enorme lerklumper? Værket bevæger sig fra en gimmick til en historie om liv og død, kødets lyst og om angsten for at gå til grunde og miste kontrollen under den fysiske kærlighedsakt.

Kompromisløs og grænsesøgende
Det, som dernæst gør indtryk, er først og fremmest hollandske Alexandra Engelfriet, der er kendt for sine enorme og utroligt krævende arbejder med ler i landskaber. Kunstneren bruger sin krop som værktøj, når hun møjsommeligt ormer sig rundt i sine værker, der ofte består af mange tons ler. Her har hun med håndkraft og kropstromle installeret ti tons ler i et af museets rum. I løbet af udstillingen arbejder hun videre med leret, og dette arbejde genererer en række nye værker. Engelfriet adresserer urkraften: Hun engagerer sig i en direkte og spontan relation med leret – 1/1. Det skal opleves for at forstå de kropslige, universelle og tidslige aspekter i en så kompromisløs og grænsesøgende praksis. I hendes univers forsvinder museet og bliver til noget helt andet: Natur, laboratorium, kødkatedral, riterum…

Mellem fødsel og død
I den næste sal residerer en anden ’lerkivnde’: Lilibeth Cuenca Rasmussen, som er i gang med de sidste forberedelser, inden hun nøgen indtager sit leje af ler, hvorpå hun under ferniseringen må kæmpe for at bevare sit mentale overskud, mens hendes krop arbejder på højtryk for ikke at blive underafkølet i nærkontakten med det våde ler. Kunstnerens eneste fokus er åndedrættet, og mens hun ligger der som en levende fossil i jordens skød, inviterer hun publikum helt tæt på sig for at røre ved leret og afsætte aftryk på lærreder udbredt til formålet ved siden af lersengen.

Man må rose Museum Jorn for at inddrage denne type bastante og samtidig flygtige værker i udstillingen, for de bidrager med et intenst feminint nærvær, som formidles til de, som oplever kunstnerne ’in action’. Dernæst bygger de bro mellem det okkulte og det filosofiske, som er til stede på flere planer i hele udstillingen, hvor bl.a. Anne Wenzels meget spektakulære totalinstallation også taler ind i temaet om skabelse og destruktion og om det feminine og det politiske.

Leret er kroppen
”Ler er noget meget sensuelt. Det er et seksuelt materiale. I Biblen lavede Gud Adams legeme af ler, og leret blev kødet – kroppen,” citeres Miquel Barceló for i udstillingsavisen, og hans udsagn præciserer forestillingen om leret som en form for ursubstans, hvoraf alt levende oprinder. En forestilling, som går igen hos flere af kunstnerne, og som var og er en udbredt tanke i kunst-, kultur- og religionshistorien. Barcelós tilgang til leret er sanselig og spontan – en form for rituel primitivisme, der trækker på figuration og masketradition som hos f.eks. Picasso og manifesterer sig med et udtryk, der mimer arkitektur og har rod i traditionel fremstilling af teglsten. Barcelós arbejder bærer tydeligt præg af hånden og hans fingre, der ’penetrerer’ leret. For kunstneren er det en akt, der forener ham med hans forfædre, og på den facon bringes krop, slægtskab, håndværkstradition og kultur i spil med stor visuel og dynamisk kraft.

LER! er en spændende udstilling, der udfordrer traditionen og favoriserer eksperimenter. Flere af værkerne er inviterende og inddragende, så børn og voksne kan lege med. LER! tager fat på en lang række relevante tematikker og ideer, som alle forløses flot i museets rum. Men LER! fordrer også af sit publikum, at det tager sig god tid – til at dvæle, mærke og tænke over, hvad der forgår. For leret i dets mange stadier fra vådt til brændt kræver mentalt nærvær og tilstedeværelse i kroppen, og det er netop det dejlige ved LER!