Beboernes drømme som lysskrift på væggen, en mulighed for at agere som marionetdukke og et “reklameskilt” med unik synlighed. Amalie Frederiksen har set på kunstværker i det offentlige rum i hovedstaden og fremhæver tre, som vi bør valfarte til, når det igen bliver tilrådeligt at valfarte.
I anledning af Corona-krisen og den medfølgende nedlukning af kunstens indendørs institutioner bad Kunsten.nu mig om at lave en top tre over de bedste udendørs kunstværker i København.
Listen – forestillede jeg mig – skulle stille sulten hos den kunsthungrende befolkning ved at erstatte søndagsudflugterne til museerne og kunsthallerne med en ny aktivitet: Familieture til nogle af de mest markante offentlige kunstværker i hovedstadsområdet. Trods mange af disse værkers høje kunstneriske niveau, har de mig bekendt aldrig foranlediget hverken små eller store folkevandringer. Nu skulle de så få chancen.
Som Corona-krisen i ugernes løb eskalerede, og udendørs færden som følge deraf blev en usolidarisk handling, svandt chancen ind. Folkevandringerne til de offentlige værker må udskydes.
Men det gør ikke noget. For det, der kvalificerer kunsten i det offentlige rum, er i bund og grund ikke dens evne til at tiltrække kunstinteresserede publikummer. Derimod er det dens evne til at blive en del af et sted; blande sig med virkeligheden og påvirke de mennesker, der bruger stedet, som andet end et rum for kunst.
Det er den offentlige kunsts natur, at ville lege med sine omgivelser og jo bedre den er til det, jo bedre er værket.
Det er på baggrund af dét kriterie, at jeg her giver mit bud på tre virkelig gode offentlige kunstværker i København, der på hver deres måde forholder sig til virkeligheden omkring sig.
Lad være med at tage ud og se på kunstværkerne lige nu, men skriv dig dem bag øret. Og hiv dem så frem fra hukommelsen igen, næste gang du har et andet ærinde i nærheden af et af dem. Værkerne fungerer nemlig bedst, når de får lov at integrere sig med stedets naturlige funktion og liv.
1. Drømmegavl, Morten Søndergaard. Valby. 2015.
På førstepladsen kommer Morten Søndergaards Drømmegavl på Gadekærvej i Valby. Det er en moderne nyfortolkning af det klassiske vægmaleri, som vi kender det alt for godt fra facader og husmure overalt i København. Søndergaard har skiftet malingen ud med lysende LED-sætninger, der får facaden til at ligne en mellemting mellem en overdimensioneret åben bog og et reklameskilt.
Kunstneren har skabt værket ved at indsamle drømme fra de mennesker, der bor i boligblokken, og indprentet dem på husmuren som hundredvis af lysskilte. De tændes, når solen går ned, og fader ud efterhånden som det bliver lyst.
Drømmegavl tilfører et helt boligområde sit eget visuelle særpræg ved at forvandle en enkel facade til et stort dragende lyshav. Men derudover er værket også en historie om stedet, fortalt gennem dem der bor der. Boligblokken er ikke længere blot én ud af mange blokke på vejen men et hjem for mange forskellige slags mennesker med forskellige følelser, håb og bekymringer.
Som gæst får man lynhurtigt sympati for stedet, og set fra et beboerperspektiv er jeg ret sikker på, at værket giver et stærkere tilhørsforhold og måske også fællesskab. Tænk at bo et sted, der på ydersiden spejler det levede liv på indersiden!
En fin detalje ved værket er desuden, at det er placeret lige opad en offentlig park, der forbinder boligblokkene med det omkringliggende kvarter. Drømmegavlen kan ses fra den anden side af selve boligområdet og kommunikerer på den måde med resten af Valby.
Adresse: Gadekærvej på gavlen ud mod Valby Gadekær vendt imod Valby Station.
2. Marionetdukkepavillonen, Hartmut Stockter. Bispebjerg Hospital. 2017.
Hartmut Stockters mekaniske træskulptur til Bispebjerg Hospital kommer på andenpladsen. Det er et kunstværk, man helt bogstaveligt kan tage på. Værket består af en træpavillon med to træ-marionetdukker hængende fra loftet, en i børnestørrelse og en i voksenstørrelse. Man kan stikke hoved, arme og ben ind i dukkerne og med lidt kraftanstrengelse og koncentration få dem til at bevæge sig.
Marionetdukkepavillonen inviterer på en legende og sjov måde besøgende til at performe for hinanden i ægte marionetdukke-stil og giver anledning til at prøve på egen krop, hvordan det føles ikke at kunne bevæge sig ordentligt. Denne dobbelte funktion er paradoksal, underfundig og en virkelig original måde at gentænke den offentlige skulptur på.
Og så giver det god mening i lyset af, at værket er placeret i haven lige bag den bygning, der huser hospitalets ergo- og fysioterapi. Altså et sted, hvor der arbejdes med kroppens fysik, og hvor mange kommer, fordi de har svært ved at udføre basale bevægelser.
Ved at hoppe ind i skulpturen bliver man sat i patienternes sted, og det er gennem denne aktive handling, at værket virkelig kommer til sin ret – især hvis man er flere sammen om det. Og så skaber værket et rekreativt rum med plads til et godt grin, hvilket kan være tiltrængt, hvis man befinder sig som besøgende på et hospital.
Eneste minus er, at værket er lidt gemt væk og svær at opdage, hvis man ikke ved, det er der.
Adresse: Badebygningen, bygning 10. Bispebjerg Hospital.
3. ”RoofTop”, skiftende kunstnere. Ingerslevgade/Dybbølsbro Station. 2019.
RoofTop er en forholdsvis ny udstillingsplatform i form af et 12 meter langt lysskilt på et hustag langs Ingerslevsgade, som skiftende kunstnere inviteres til at indtage med nye værker.
RoofTop kommer ind på en tredjeplads, fordi det er et ret klassisk og ekstremt simpelt men ikke desto mindre vigtigt modspil til det offentlige rums kommercialisering. Det er et tiltrængt indspark i et interessant format, og så får det point for at være super godt placeret i bybilledet.
Ideen med at overtage reklamens plads i byrummet som genvej til at få sine kunstneriske budskaber ud til en bredere offentlighed er fin og virker godt, hvilket nok er derfor metoden er set mange gange gennem nyere tids kunsthistorie.
Set med reklamebriller har RoofTop fået en helt eminent placering med en rækkevidde, der – vil jeg skyde på – overgår langt de fleste kunstinstitutioners publikumstal. Derfor kan det undre lidt, at kuratorerne hos RoofTop ikke i højere grad benytter sig af denne vanvittig gode placering til at få vigtige budskaber ud. Det kunne være ved at kommentere på måden, vi mennesker forbruger og handler på i det gennemkommercialiserede offentlige rum – en tendens der jo er særlig fremtrædende på den type sted, som udstillingsplatformen skriver sig ind i, altså banegård, togstationer og offentlige transportmidler.
Mange af værkerne har karakter af at være svært aflæselige poetiske indslag i mellemrummet mellem billedkunst og litteratur. Hvorvidt reklameskiltet ved Dybbøls Bro skulle være det mest egnede til at formidle netop denne kunstform, står lidt hen i det uvisse for mig. Og personligt synes jeg det fungerer bedst, når værkerne rækker ud i konteksten og kommunikerer med det omkringliggende i et genkendeligt og familiært sprog, der leger med reklamens salgslogik og stedets funktion. Man har ikke meget mere end 2 minutter til at aflæse værkerne, hvis man står og venter på S-toget, eller er på vej et eller andet sted hen.
Det er der også nogle af kunstværkerne, der har gjort. For eksempel Lise Harlevs værk A Common Name. Både i sit udtryk og budskab mimer hun det typiske butiksskilt og manipulerer med de symboler, vi kender fra reklamer. Et godt greb til at forvirre og skabe undren og dermed udfordre den vanlige måde at læse og forstå visuelle udtryk i byrummet på.
RoofTop opleves bedst fra Dybbølsbro Station, inde fra toget eller fra gangbroen. Lige nu kan man opleve Bjørn Poulsens værk Det regner med frøer i mit hus.
Adresse: Ingerslevsgade 84 A/Dybbølsbro Station.
