Danskeren – den ædle vilde?

Vis billedserie

Udstilling

De indfødte

23 feb 2008 12 maj 2008

Charlotte Haslund-Christensen

Nikolaj Kunsthal
Se kort og tider

Danskeren – den ædle vilde?

De indfødte 004-005. Natives of Lolland. Foto: Charlotte Haslund-Christensen

Charlotte Haslund-Christensen har været på danmarksekspedition med sit kamera og bevist registreret et stereotypt og unuanceret billede af ’os’ og den såkaldte ’danskhed’.

Installation med dansk hygge. Foto: Pernille Rom
Installation med dansk hygge. Foto: Pernille Rom
Hjemlig hygge
På tredje sal i kunsthallen Nikolaj overraskes jeg af en installation, der virker meget familiær. Rummet er indrettet som en typisk dansk stue med PH-lampe, sofaarrangement og ’hygge’. På fjernsynet vises der klip fra Charlotte Haslund-Christensens danmarksekspedition, hvor en familie fra Almind i Midtjylland pænt stiller op til fotografering. De skal fotograferes forfra og bagfra efter præcise opmålte anvisninger, for til sidst at udgøre en del af værkets dokumentationsmateriale side om side med folk lige fra Thyborøn til Vesterbro.

Opdagelsesrejsende gennem generationer
Som en rigtig opdagelsesrejsende har Charlotte Haslund-Christensen sit britiske koloniudstyr i orden. Desuden har hun sin bedstefars gamle ekspeditionskasse fra 1930’erne med landkort og opmålingsudstyr med sig. Charlottes bedstefar Henning Haslund-Christensen var opdagelsesrejsende og bragte utallige genstande med hjem til Nationalmuseet. Hendes bedstefar har skabt et antropologisk arkiv af fotografier og genstande, som er gennemgående for den tids måde at repræsentere og tænke andre kulturer på. Det er denne tids ’koloniale’ optik, der i dag afprøves på den danske befolkning anno 2007 i Kunsthallen Nikolaj.

Udstillingsvue fra Kunsthallen Nikolaj. Foto: Pernille Rom
Udstillingsvue fra Kunsthallen Nikolaj. Foto: Pernille Rom

Repræsentation af kultur
Igennem sin linse har Charlotte Haslund-Christensen indfanget et bredt geografisk udsnit af den danske befolkning. Dog er det samlede billede af ’danskheden’ renset for diversitet og er bevidst et stereotypt portræt. Fotografen har desuden udelukkende interesseret sig for en objektiv registrering af sit materiale. På den måde bliver de personer som optræder på fotografierne synonyme med deres oprindelsessted som for eksempel ”male from Tisvildeleje”.

Menneskeudstillinger
Charlottes metode tager sit udgangspunkt i Danmarks kolonifotografi og den måde vi gennem tiderne har kortlagt andre kulturer i Europa. Til denne skribents forundring var danskerne åbenbart så fascinerede af fremmede kulturer, at man arrangerede deciderede menneskeudstillinger med folk fra Grønland, Indien og Afrika i Tivoli i 1870’erne. Som et forsøg på at genskabe det eksotiske og primitive folk. Det er disse visuelle referencerammer, udstillingen De indfødte søger at problematisere. For selvom vi måske ikke mere registrerer andre folkeslag ud fra en ide om, at de er mere primitive end os, kan man spørge om, hvordan det forholder sig med forestillingen om de fremmede i Danmark?

Genstande fra de danske hjem. Foto: Pernille Rom
Genstande fra de danske hjem. Foto: Pernille Rom
Hvilken kulturarv?
Charlotte Haslund-Christensen har vendt blikket på de fremmede om og kørt sine danske medborgere gennem en reproduktionsmaskine, som stiller en masse aktuelle spørgsmål til de kulturelle konstruktioner, vi hele tiden skaber. På udstillingen kan man gå på opdagelse i de genstande kunstneren har medbragt fra de danske hjem, præcis som når man kigger på Nationalmuseets samlinger. Her er det ikke harpuner eller flintesten, der udgør den danske materielle kulturarv, men en pakke Prince eller en vatpind med tilhørende forklaring. På en sirlig måde piller Charlotte Haslund-Christensen ’danskheden’ fra hinanden og udstiller den i et humoristisk og sårbart lys.

Vis billedserie

Udstilling

De indfødte

23 feb 2008 12 maj 2008

Charlotte Haslund-Christensen

Nikolaj Kunsthal
Se kort og tider

Kommentarer

Del artiklen

'Danskeren - den ædle vilde?'

Facebook