Dansk performancekunst under Venedig Biennalen

Dansk performancekunst under Venedig Biennalen

Under dette års Venedig Biennale dækkes kunstner Lilibeth Cuenca Rasmussen til af 1 ton mudder under sin performance LUCY. Her fra opførelsen af værket på Nikolaj Kunsthal. Foto: Frida Gregersen

Under årets Venedig Biennale er de danske performancekunstnere Lilibeth Cuenca Rasmussen og Jeannette Ehlers med til at fremme den interkulturelle dialog i programmet Remembering the Future, som er kurateret af Rikke Jørgensen. Programmet finder sted den 10.-19. maj.

Remembering the Future forløber som en del af The Arts & Globalization Pavilion med en række art talks, saloner og performances på Palazzo Rossini i centrum af Venedig. The Arts & Globalization Platform er ledet af den danske kurator Rikke Jørgensen.

Programmets talks og performances vil undersøge den kollektive erindring i forhold til migration, historie og identitet ved at undersøge kunstens stemme i kollektive bearbejdelser af historie og stille spørgsmål ved hvem, der har ret til at fortælle vores historie. Programmet er en åben invitation til gennem samtidskunsten i fællesskab at reflektere over, hvordan vores globale verden gør det muligt at dele historie og kultur på nye måder. 

Programmet vil blandt andet fokusere på de postkoloniale spørgsmål om erindring og traume i lyset af 100-året for salget af De Dansk Vestindiske Øer, og nogle af programmets art talks vil derfor undersøge, hvordan det kan påvirke vores fremtid at genoptage glemte og skjulte dele af historien. Programmet opfordrer hermed til en interkulturel dialog om kunsten og kunstinstitutionernes rolle i inklusionen, ligheden og innovationen af kulturelt samarbejde på tværs af grænser. 

Som del af programmet præsenterer Lilibeth Cuenca Rasmussen den 17. maj sin performance LUCY, hvor publikum får mulighed for at forme og grave i det 1 ton mudder, der omgiver kunstneren under hele performancen. Titlen refererer til fundet af menneskeknogler i Etiopien, der menes at være fossiler fra det første oprejste menneske, som fik navnet Lucy.

Desuden vil Jeannette Ehlers den 14. maj bidrage til programmet med paraden The Black Parade – let’s liberate!, der med musik og 300 sorte balloner går gennem Venedigs gader. Alle ballonerne slippes til slut fri ved The Diaspora Pavilion i Palazzo Pisani a Santa Marina, en pavilion som Arts & Globalization samarbejder med og som organiseres af International Curators Forum (ICF) og University of the Arts London (UAL).

Den verdenskendte kurator Jean-Hubert Martin (FR) åbner programmet den 13. maj kl 16 i samtale med kurator Rikke Jørgensen. Jean-Hubert Martin er aktuel i Danmark som en af kuratorerne af Socle du Monde Biennalen i Herning, og han har blandt andet tidligere kurateret den banebrydende udstilling Magiciens de la terre. Derudover kan kurator Simon Njami (CH), der var kunsterisk leder af Dakar Biennalen sidste år, også opleves i en talk ved åbningen af programmet.

Læs det fulde program for Remembering the Future her

Remembering the Future er en del af udstillingen Personal Structures, der er organiseret af GAA Foundation og European Cutural Centre.

Programmets talks er blevet til i samarbejde med professor Paul Goodwin fra TrAIN, University of the Arts, London.

Projektet The Arts & Globalization følger op på konferencen Arts & Globalization - Achieving Intercultural Dialogue Through the Arts, som fandt sted i København i 2015, og vil med årets program på Venedig Biennalen trække tråde frem til den næste konference i 2018.

Læs vores reportage fra konferencen her

Del artiklen

'Dansk performancekunst under Venedig Biennalen'

Facebook