Da statuerne lagde sig – et kollektivt mindesmærke om et kollektivt trauma

Da statuerne lagde sig – et kollektivt mindesmærke om et kollektivt trauma

Jakob Jakobsen: Mindesmærke for de 743 fanger på Livø fra 1911 til 1961, Foto: Rikke Ehlers Nilsson.

Mindesmærker er en omdiskuteret genre, hvad de senere års statue-storme i forskellige afskygninger har bevidnet. Jakob Jakobsens mindesmærke for de 743 fanger på Livø er en refleksion over, hvordan man i 2021 kan lave et offentligt mindesmærke over et kollektivt traume. Et mindesmærke som hverken er støbt i bronze eller hugget i granit men i stedet er udformet som en avis, man kan tage med sig, og som kan omgå statuetraditionens entydige retorik.
“Jeg vil med dette mindesmærke gerne have, at regeringen får en dårlig smag i munden i forhold til den undskyldning, de planlægger. Historien har forskudt sig, men volden er den samme,” siger Jakob Jakobsen.

“Idéen opstod i forlængelse af hele den her debat om monumenter, som opstod i forbindelse med Black Lives Matter bevægelsen. Mindesmærket er en overvejelse over, hvordan man alligevel kan operere i forhold til minder i samfundet. Mange af de mindesmærker, der blev smidt i havne og væltet af sokler, knyttede sig til sejrherrerne med succes enten som krigsherrer eller med et forretningsimperium. Jeg var interesseret i, hvordan man egentlig markerer og husker aspekter af samfundets historie, som er mindre glorværdige, og som knytter sig til traumer og vold”.

Jakob Jakobsen: Mindesmærke for de 743 fanger på Livø fra 1911 til 1961, Foto: Rikke Ehlers Nilsson.

Vi sidder i Folkets Park på Nørrebro en mandag formiddag. Solen skinner. Rundt omkring har andre sat sig med deres telefoner, et par unge fyre spiller bold og en fejemaskine blæser forbi. Jakob Jakobsen er på cykel. På gedebukkestyret har han en Irmapose med en stak af de aviser, der udgør hans mindesmærke over de 743 ‘afvigere’, den danske stat placerede på Livø over en halvtredsårig periode i første halvdel af 1900 tallet. Vi har slået os ned på en bænk med posen og optageren imellem os.

Bliv eller bliv kastreret!

Livø var fra 1911-1961 en del af de Kellerske anstalter – den mandlige pendant til kvindeanstalten på Sprogø – hvor man på ubestemt tid placerede de såkaldte moralsk åndssvage, et begreb der dengang spændte vidt fra kriminelle over hjemløse til homoseksuelle. For mange af de indsatte var den eneste måde at komme væk fra øen på at lade sig kastrere, sådan at myndighederne sikrede sig, at disse af samfundet udskilte mennesker ikke reproducerede sig selv.

Mindesmærket for de 743 fanger på Livø fra 1911 til 1961 er en avis, som alle kan tage med sig. Mindesmærket er ikke forbeholdt parker eller offentlige steder, men kan bevæge sig med på folks arbejde og ind i deres hjem. Det er ikke så meget statuen, Jakobsen sætter spørgsmålstegn ved, som den individbaserede kultur og det sprog, hvor én stemme, et perspektiv, trækkes frem foran andre.

“Hele den historieopfattelse, som knytter sig til sejrherren, vil jeg gerne kritisere i dette projekt,” forklarer Jakob Jakobsen. “Den tendens, at man skal have flere monumenter af for eksempel ikke-hvide kvinder, ved jeg ikke, om er løsningen. Altså, at vi skal fylde byrummet med alternative fortællinger på den samme traditionelle måde. Jeg ville gerne have et monument, som tog fat i en traumatisk begivenhed, som Livø-anstalten jo er. Der findes jo også monumenter for eksempel for krigsnederlag. Jeg ønskede, at lave et monument, som filtrerede sig ind i folks hverdag, ind i deres daglige liv og også ind i deres dagligstue ved at tænke mindet på en mere aktiv måde. Så fik jeg den idé at lave en samling plakater i form af en avis.”

Jakob Jakobsen: Mindesmærke for de 743 fanger på Livø fra 1911 til 1961, Eksempel på plakat fra avisen. Foto: Rikke Ehlers Nilsson.

 

Erfaringer med anstaltsvæsenet

Plakaterne i avisen viser genstande eller fotografier fra Livø. Arkene må tages ud én for én, for at man kan læse bagsiderne af plakaterne; her er poetiske stemmer, fortællinger og interviews med folk med erfaringer med anstaltsvæsnet eller Livø. På plakaterne har Jakobsen skrevet sine kommentarer til de udvalgte genstande og fotografier.

“Jeg ønsker at give et billede af fangernes liv. Jeg tror ikke, at vi kan sætte os i deres sted, men jeg er optaget af, hvordan man kan skabe en eller anden form for forbindelse til den situation, de levede i.”

“Så jeg søgte at finde spor, som kom direkte fra de indsatte for at give dem en stemme selv, og så fandt jeg denne samling genstande, som var blevet konfiskeret fra de indsatte og ad omveje var havnet på Viborg Museum.”

En sten malet som en spegepølsemad

I kassen var hverken konfiskeret poesi, politiske manifester eller andre tanker fra de indsatte. Indholdet bestod enten af noget som potentielt var et våben, eller noget som bare var fjollet. Som for eksempel en sten malet som en spegepølsemad. I billedteksten skriver Jakobsen: ”Her ses en spegepølsemad malet på en flad sten, som på et tidspunkt blev konfiskeret af personalet. Man kan spørge sig selv, hvorfor netop denne sten ikke har været tilladt. Men det er svært ikke at se den som en humoristisk kommentar til den mad, som fangerne fik serveret på øen.”

“Objekterne har deres eget sprog. Jeg er ret optaget af den åbenhed, de her genstande også har. Jeg skriver nogle små kommentarer til objekterne, hvor jeg gætter lidt på, hvad det handler om, og hvor jeg leder blikket lidt i forhold til, hvad man kigger på.”

Jakob Jakobsen: Mindesmærke for de 743 fanger på Livø fra 1911 til 1961, Eksempel på plakat fra avisen. Foto: Rikke Ehlers Nilsson.

“På billedet fra Svanesøen, stedets branddam, ses to svaner, men bagved står tre indsatte på en sten. Fotografiet er primært taget for at fotografere de smukke svaner i Svanesøen. Personerne bag ved står helt passivt og kigger på fotografen. Det rum er jeg ret optaget af at åbne op. Der er selvfølgelig flere spørgsmål end svar her. Vi ved ikke, om de hed Flemming, Brian eller noget tredje, men de står der og kigger ud på os.

En amatørhistoriker tippede Jakobsen til at tjekke websider ud, der solgte frimærker, og søge efter Livø, da postkortene, frimærkerne sidder på, oftest følger med. Her dukkede to postkort op fra indsatte; det ene sendt til en mor på Ryesgade på Nørrebro, hvor den indsatte beroliger moderen og siger, at hun ikke skal bekymre sig: ”er rask og har det godt”.

Det polyfone mindesmærke

Disse billeder af spegepølsemad-stenen, branddammen eller postkortet kan foldes ud som plakater og hænges op, mens bagsiderne består af interviews med folk, der har erfaring med anstaltsvæsnet eller som havde en relation til Livø.

“Jeg er interesseret i de personlige erfaringer, ikke den akademiske, distancerede fortælling, men i folk som har en interesse, et personligt engagement eller et levet liv. Men det gør det også sværere, fordi der er så mange interesser omkring sådan en historie.”

Jakobsen kalder mindesmærket polyfont, og på den måde er mindesmærket også kollektivt; der er mange stemmer, som ikke nødvendigvis stemmer overens, men som præsenterer Livø fra forskellige vinkler. Alt fra dr. pæd. Birgit Kirkebæk, som med kritisk røst har forsket i anstaltsvæsnet, til Ib Svenningsen, hvis familie i flere generationer arbejdede ved de Kellerske anstalter helt tilbage fra 1913, og som dreng holdt sorgløse sommerferier på Livø hos familien, imens øen stadig var en lukket anstalt.

I forbindelse med lanceringen 7 august af Jakob Jakobsens Mindesmærke for de 743 fanger på Livø fra 1911 til 1961 blev der afholdt mindemøde på Livø. Foto: Rikke Ehlers Nilsson

“Jeg kan godt lide at lave interviews med folk, som har en eller anden form for erfaring med de emner, jeg kigger på. I det her tilfælde Livø. Alle de mennesker, jeg har snakket med i denne sammenhæng, har jeg været hjemme og besøge, og interviewene handler mere om deres personlige historie, end de er udtryk for en mere ’objektiv’ interesse i Livø.”

“Det var vigtigt for mig, hvis nogle havde sat sig ind i historien omkring Livø, at gå igennem dem – i stedet for at prøve på at konstruere en eller anden idé om, at jeg har min egen uafhængige viden. Mindesmærket er baseret på en masse menneskers arbejde og en masse menneskers erfaring indenfor dette anstaltsvæsen; åndssvageforsorgen, som det hed i gamle dage. På den måde er det et mindesmærke, som handler mere om sociale relationer, end det handler om bronze eller granit.”

Jakob Jakobsen: Mindesmærke for de 743 fanger på Livø fra 1911 til 1961, Eksempel på plakat fra avisen. Foto: Rikke Ehlers Nilsson.

Danmark set ud af vinduet på en psykiatrisk afdeling

På Rønnebæksholm har man under overskriften ”Vi er alle syge” de sidste måneder kunnet ‘indlægge’ sig på Hospital for Selvmedicinering – en institutionskritisk installation af Jakobsen, som skaber dialog om sygdom og helbredelse i samfundet, samt tilbyder et alternativt rum, for eksempel med arrangementet Poesi for liggende tilhørere. Sidste år udgav Jakobsen Ophør oprør – dagbog fra en indlæggelse, som er baseret på dagbogsnotater fra egen indlæggelse på et psykiatrisk hospital. Institutions- og samfundskritik og alle dem, som falder ved siden af og slår sig på livet, har været gennemgående motiver i Jakobsens praxis.

“Jeg har en lang historie med interesse i psykisk syge eller psykisk handicappede og behandlingen af dem indenfor anstaltssystemet. Alle de spørgsmål om institutionalisering, der præger vores gennemregulerede samfund, og som også kommer til udtryk i kunsten, i uddannelse og i en masse aspekter af vores liv. Min interesse er også, uden at gøre mig til offer, at se på Danmark ud af vinduet på en psykiatrisk afdeling med baggrund i at have oplevet, hvad der foregår sådan et sted i forhold til socialt udstødte og psykisk sårbare. Jeg oplevede, at det er den absolutte bund af samfundet, jeg mødte der. Gentofte så anderledes ud derindefra, end det ser ud i TV-avisen.”

Fortællingen om velfærdsstatens vold

En ø er en ø, skriver digter Mikael Josephsen i mindesmærkeavisen, på den ø en ø, hvor den isolerede sidder og piller hår, af hovedet, til hele mennesket er pillet ud, og dyret kommer til, jeg var aldrig farlig, det er jeg nu. Josephsen blev inviteret af Jakobsen til at skrive en poetisk tekst over det oprør, fangerne gjorde i 1952, hvor de ville skabe en selvstændig stat, Livø Republikken, hvis det var lykkedes.

Jakob Jakobsen: Mindesmærke for de 743 fanger på Livø fra 1911 til 1961, Eksempel på plakat fra avisen. Foto: Rikke Ehlers Nilsson.

Men det gjorde det ikke, i stedet er Livø ifølge Jakob Jakobsen fortællingen om Velfærdsstaten, og hvilken vold denne øver på de af os, som ikke passer ind. Dengang alt fra homoseksuelle til folk med epilepsi, til forskellige psykiske handicap, til vagabondering og andre uarbejdsdygtige. Primært proletariatets børn; dem med mindst skolegang og de mindst hørte stemmer i samfundet.

Øerne er ikke forsvundet, de er her endnu – også selvom den siddende regering planlægger en undskyldning for overgrebene i den dengang såkaldte åndssvageforsorg.

“Jeg vil gerne med det her mindesmærke have, at de får en lille smule dårlig smag i munden i forhold til den undskyldning, de planlægger. Historien har forskudt sig, men volden er den samme,” siger Jakobsen.

Det er blæst op over Folkets Park. Der er hverken statuer eller mindesmærker i parken, andet end den bunke aviser, som ligger i Irmaposen; der er kun mennesker, der sidder eller skråner over den lille grønne plet på Nørrebro.

 

Del artiklen

'Da statuerne lagde sig - et kollektivt mindesmærke om et kollektivt trauma'

Facebook