Coronavirus påvirker også kunstens verden

Coronavirus påvirker også kunstens verden

Coronavirus COVID-19. Foto: Felipe Esquivel/Wikimedia Commons

Myndighedernes indskærpede regler for at begrænse spredningen af COVID-19 virus påvirker alle dele af samfundet – og ikke overraskende får de nye tiltag nu også betydning for kunstens verden.

Flere store europæiske kunst- og kulturbegivenheder, som Miart, Milan Art Week, er allerede udskudt til senere på året, og det er i skrivende stund usikkert, om Art Brussels, og Art Cologne gennemføres som planlagt. (Red. 13 mar 2020: Art Cologne er nu også udskuldt til november)

Den landsdækkende karantæne i Italien får også indflydelse på udstillinger herhjemme, hvor værker, der skulle have været udlånt til danske museumsudstillinger, ikke kan fremsendes i tide.

Udstillingssteder og museer følger anbefalinger

I Danmark får myndighedernes nyeste anbefalinger nu også mere direkte konsekvenser for publikum på kunstmuseer og udstillingssteder.

I en pressemeddelelse meddeler Louisiana eksempelvis, at man er opmærksomme på situationen og følger myndighedernes anbefalinger. Indtil videre holder museet åbent som normalt, men planlagte arrangementer gennemføres med et nedreguleret antal deltagere.

Museum Jorn meddeler, at museet holder åbent som normalt, men at man aflyser alle særlige arrangementer, omvisninger og workshops til og med 31. marts 2020.

OPDATERING 11 mar kl 21.00: Seneste melding fra myndighederne er, at alle offentlige kulturinstitutioner lukker helt ned de næste 14 dage. Opdateres…

Enkelte udstillingssteder, som Regelbau 411 i Thy, har også valgt at udskyde eller aflyse planlagte ferniseringer og arrangementer, der ville samle mange mennesker på forholdsvis lidt plads, selvom udstillingerne selv indtil videre gennemføres som planlagt.

I Sverige er man gået mere drastisk til værks med aflysningen af ferniseringen på Konsthögskolan i Malmös afgangsudstilling og en adgangsbegrænsning, så udstillingen kun kan besøges af ti personer ad gangen.

Hold øje med ændringer

Vi anbefaler, at man også dobbelttjekker med udstillingstedernes egne hjemmesider eller facebook for seneste nyt, inden man planlægger et besøg.

 

Del artiklen

'Coronavirus påvirker også kunstens verden'

Facebook