Collagens førstedame brillerer

Billedserie

Udstilling

NUIT:SUN forms of beneath

9 aug 2010 31 jan 2010

Kirstine Roepstorff

Brandts
Se kort og tider

Collagens førstedame brillerer

Kirstine Roepstorff: South. Pressefoto (udsnit)

Kirstine Roepstorffs første store soloudstilling i Danmark viser collagekunstens unikke potentialer. Glittet papir og kornede kopier bliver flettet sammen i visuelt forførende udsagn om magt og balance.

Billederne som holder alting sammen
Når Roepstorff i flere værker inkluderer spørgsmålet; Who decides? er man tilbøjelig til at svare, at det er billedet, der har magten; mediebillederne, som flyder over med piskeslag, rasende demonstranter og bombesprængninger, men når velkendte scenarier sættes ind i knap så velkendte rammer, antydes det, at det blik, vi lægger på verden, måske ikke er naturligt og eviggyldigt.

Where the World Wander - The Road to Excelsior #4 Pressefoto
Where the World Wander – The Road to Excelsior #4 Pressefoto
Where the World Wander - The Road to Excelsior #12 Pressefoto
Where the World Wander – The Road to Excelsior #12 Pressefoto

Udstillingen NUIT:SUN på Kunsthallen Brandts er Roepstorffs første store soloudstilling på dansk jord. Undertitlen forms of beneath er et rammende udtryk for det materiale, Roepstorff arbejder med i sine collager. Hun anvender nemlig de billeder og former, vi udtrykker og opfatter verden igennem.

Moment Man. Pressefoto
Moment Man. Pressefoto
Aktuelle billeder fra dagspressen sakses sammen med udklip fra antropologiske magasiner og opslagsværker, og i resultatet går form og indhold op i en højere enhed. Massemediernes evigt flydende billedstrøm er materiale og undersøgelsesfelt i Roepstorffs værker, og hun udforsker sprækkerne imellem virkeligheden, billederne og vores reception af dem. Ved at klistre dem sammen i nye konstellationer tvinger Roepstorff os til at se på billederne med nye øjne.

Gentagelse fremmer refleksionen
I sin brug af et allerede eksisterende billedmateriale skylder kunstneren os ikke nogen forklaring på sammenstillingen, for billederne har vi allerede selv genereret. Ikke derved forstået at kunstneren gennem collagen fralægger sig ansvaret for værkets indhold, men det er opfordringen til refleksion, der fylder på Brandts, ikke konklusioner og helstøbte verdenssyn.

Eight Hanging. Foto: Solveig Lindeskov Andersen
Eight Hanging. Foto: Solveig Lindeskov Andersen
Udstillingen viser syv værkserier, som den produktive kunstner har skabt gennem de seneste fire år, og mens de enkelte serier fremstår som afrundede udstillinger, er der samtidig en tydelig afsmitning serierne imellem.

Når Roepstorff dykker ned i vores fælles billedarkiv, er det nemlig de samme billeder, hun trækker med op gang på gang. Både motiver og former gentages igen og igen, og gentagelsen føjer et nyt lag til refleksionen over billederne. Det skaber en visuel sammenhæng mellem udstillingens værker og antyder samtidig, at der måske er en underliggende, usynlig sammenhæng og skjulte strukturer i verden omkring os.

Værket If Balance Stops and Asks Why, Balance Will Die giver et muligt billede på denne sammenhæng. Kvinden i billedets centrum holder sammen på en skrøbelig harmoni i verden, og mister hun grebet, vil det truende kaos af ulykker og eksplosioner, der omgiver hende, tilsyneladende bryde løs.

If Balance Stops and Asks Why, Balance Will Die. Pressefoto
If Balance Stops and Asks Why, Balance Will Die. Pressefoto

Overlegen balancekunst
Roepstorff bevæger sig mellem enkle sammenstillinger af råt udklippet billedmateriale og ekstremt forfinede og gennemkomponerede værker i kæmpeformat. Mængden af lag og sirlige detaljer kulminerer i en æstetisk mavepumper, der næsten tager pusten fra beskueren.

Roepstorff går dog også til den anden yderlighed i nærmest minimalistiske collager, hvor det oprindelige billedmateriale er dominerende, og kun tilføjes ganske få elementer. Således bliver eksempelvis værket Four who clean en visuelt rolig og humoristisk kontrast til al mørket og detaljerigdommen, der dominerer udstillingen.

Four Who Clean. Foto: Solveig Lindeskov Andersen
Four Who Clean. Foto: Solveig Lindeskov Andersen
Rock in Rocks Version 2 Pressefoto
Rock in Rocks Version 2 Pressefoto

Balancekunsten er et tilbagevendende motiv i udstillingen, og Roepstorff kan selv betegnes som en overlegen balancekunstner, der på en helt unik måde betræder collagens grænser. Gennem sammenstillinger af umiddelbart disharmoniske elementer når Roepstorff frem til et helstøbt udtryk, og hun opnår en fin balance mellem det eksisterende billedmateriale og hendes egne tilføjelser.

Kunstneren afpasser på meget imponerende vis det rent æstetiske og det eksplicit samfundskommenterende både i de enkelte værker og i den samlede udstilling. Det udtalte og det usagte spilles op imod hinanden, og udstillingen udfordrer publikum til at afprøve en ny relation mellem billederne og blikket. Midt i alting står Roepstorff med saks og lim og holder sammen på det hele.

Kirstine Roepstorff (født 1972) er uddannet fra det Kongelige Danske Kunstakademi.
Hun bor og arbejder i Berlin.

Udstillingen NUIT:SUN forms of beneath viser serierne History of Anthropology and Humankind, Rocks, Where the World Wander – the Road to Excelsior, Rainbows, It’s Not the Eye of the Needle that Changed, One Hand og The King is Dead.

Billedserie

Udstilling

NUIT:SUN forms of beneath

9 aug 2010 31 jan 2010

Kirstine Roepstorff

Brandts
Se kort og tider

Del artiklen

'Collagens førstedame brillerer'

Facebook