Charlie’s Slow-Mo Kung Fu er et trodsigt livstegn

Normalt bruges de syv skærme i AKB Lundtoftegade til forskellige informationer til beboerne samt billeder fra området, men i visse tidsrum fyldes de af indhold fra udstillingsplatformen Til Vægs, der drives af Mette Nisgaard Larsen, Søren-Emil Schütt og Karoline W. Andersen.

Netop nu løber udstillingen Charlie’s Slow-Mo Kung Fu af Marie-Louise Vittrup i Til Vægs sendetid på Lundtoftegade. Kunstneren beskriver selv udstillingen således: 

“De syv videoer afspilles i loop, der er ingen kronologi og scenerne kan opleves uafhængigt af hinanden. Videoerne viser en gruppe unge mennesker som kommunikerer til os gennem bevægelse; dans, gestikuleren og mimik.”

Området er stort og nogle af skærmene er der langt imellem, så man skal arbejde lidt for sagen for at opleve det hele på én gang. Men værkerne indbyder helt klart også til, at man bare stopper op et par minutter foran den skærm man nu tilfældigvis møder på sin vej.

Karismatisk Chaplin

En ting, jeg hurtigt formoder, er, at titlens “Charlie” refererer til Charlie Chaplin. I flere videoer er unge mennesker i hvert fald iklædt Chaplin-agtige gevandter, inklusive overskæg, bowlerhat og hvidmalede ansigter. Der må være noget appellerende i netop dén udklædning. Hver gang Chaplin-figuren toner frem på en af skærmene, er det med et smil på læben. På én skærm udfører et par drenge i Chaplin-outfit meget karismatisk og humoristisk en dans ved hjælp af to gafler og brød.

Jeg får senere bekræftet af Vittrup, at Chaplin ganske rigtigt er inspirationen, og at scenen er hentet fra en af hans mest kendte film:

“Jeg havde medbragt en lille bid fra Charlie Chaplins film The Gold Rush; en scene hvor Chaplin danser med brød i gafler på en hvid dug. Jeg havde tøj og sminke med og kamera, men tror i virkeligheden at dette første møde snarere var tænkt som en introduktion til det, vi senere skulle lave, og som en slags “icebreaker”. Og måske fordi fokus var på hænder, gafler og brød var det mindre grænseoverskridende, end fra første møde at skulle kaste sig ud i vild dans.”

Surreelt som en ubrudt tankerække

At en løs idé på den måde blev til et færdigt værk, er sigende for det udtryk, man mødes af som publikum. Alle skærme viser forskellige former for dans, men der lader ikke til at være nogen stram koreografi. Nogle steder er der tale om solo-optrædender, mens der andre steder danses i grupper, men over en bred kam er dansen ekspressiv på en langt mere personlig end show-agtig måde.

Videoernes udtryk er råt og surreelt. Det clash ses også i de medvirkendes beklædning, der er en blanding af hverdagstøj og sportsmærker blandet med mere teatralske elementer. Nogle af danserne vises lige på og dokumenterende, imens der på andre tidspunkter filmes mere obskurt og varieret.

En af videoerne viser personer iklædt hundemasker, der udfører en dans, der er skiftevis electric boogie-agtig og noget, der mere ligner rolig og meditativ morgengymnastik. På grund af de forskellige kostumer er det ikke muligt at se præcis, hvem der medvirker, men der er helt klart en ungdommelig power, men også humor over de forskellige performances. Det er surreelt, som en tankerække, der får lov til at fortsætte frit, snarere end som bevidst opstillede lignelser og metaforer.

Klub 43

At der er tale om lutter unge mennesker får jeg også bekræftet af Marie-Louise Vittrup:

“Min oprindelige ide var at lave et værk, som involverede så mange forskellige beboere fra boligblokkene som muligt. Til Vægs skulle hjælpe mig med kontakten til beboerne, og de første som indvilgede i at deltage i projektet var Klub 43. Klub 43 er en klub for børn, hvor de kan komme efter skoletid. Det første møde med en gruppe af børnene, kom dog til at ændre en hel del på mine oprindelige ideer.”

“Børnenes indlevelsesevne, deres iver og nærvær var så intenst og særligt, at jeg ret hurtigt i processen tænkte, at det var i samarbejdet med disse unge, at alle syv videoer skulle laves. Det skulle være deres video! På deres præmisser.
Jeg havde oprindeligt forestillet mig et mere teatralsk værk med vilde masker og kostumer, men de unge havde så meget at give i deres bevægelser og hele projektet er blevet mere råt, usminket.”

Medbestemmelse og trodsighed

Det vrimler ikke ligefrem med mennesker, den eftermiddag jeg besøger Lundtoftegade. Coronavirus har vendt op og ned på stort set alle aspekter af livet for de fleste. I lyset af dét virker værkerne næsten som en stor trodsig fuckfinger. Beboerne kan ikke bruge deres fællesarealer, som de normalt gør, men nogle af områdets mest levende unge mennesker tager rummet tilbage igennem skærmene.

Marie-Louise Vittrup har selvfølgelig på ingen måde kunnet forudse den situation, vi alle står i lige nu, men hun har gjort sig mange tanker om, hvordan man skaber kunst til netop et sted som her:

“Jeg tænkte det var naturligt at inddrage de mennesker, som bor i området og give dem en form for medejerskab, medbestemmelse. Og i dette tilfælde er det vigtigste publikum også beboerne selv.”