Carnegie Copycat

Udstillingssalene på Den Frie er fyldt med kinesiske kopi-malerier. Men det er ikke en maleri-udstilling. Det skulle det have været.

I stedet er det blevet en koncept-udstilling om en udstilling, der ikke kom hertil som planlagt, og om risikoen for, at vi for fremtiden måske lige så godt kan blive spist af med kinesiske ’kopier’ som den ’ægte’ vare.

Årets Carnegie Art Award-turné indstillet
Baggrunden er som følger: Hvert andet år indstiller en jury af eksperter kandidater til årets Carnegie Art Award, der gives til det bedste nordiske samtidsmaleri.

De nominerede værker bliver præsenteret på en udstillingsturné i de nordiske lande, men i år er turnéen indstillet af økonomiske årsager.

Det blev kun til en enkelt præsentation i Stockholm.

Xiamen Painting Village
Aflysningen har efterladt et hul i Den Fries udstillingsprogram, og de bestemmer sig derfor for at invitere den danske kunstnergruppe A Kassen til at udstille i stedet.

Det giver god mening, eftersom A Kassen i år vandt Carnegie Art Awards tredjepræmie, og vi derfor burde kunne se frem til at se i hvert fald noget af årets Carnegie Art Award.

Men A Kassen bestemmer sig i sin tur for at lave en kopi af hele årets Carnegie Art Award-udstilling i form af ’billige’ kinesiske maleri-kopier, som de bestiller fra Xiamen Painting Village i Kina.

Resultatet er en forskydning af Carnegie Art Award-projektet. Hvor den originale udstilling præsenterede det bedste nordiske maleri, handler A Kassens version om forholdet mellem original og kopi, om globaliseringens indflydelse på de kunstneriske produktionsbetingelser, og en lille smule om maleriet som udtryksform.

Skal vi tage de kinesiske kopi-malerier alvorligt?
Den umiddelbare pointe er naturligvis, at når pengetanken bag Carnegie Art Award ikke har råd til at vise originalerne, så kan vi i stedet få det næstbedste og billigere alternativ: kinesiske kopivarer.

Det demonstrerer en stadig eksisterende forskel i lønninger mellem Norden og Kina, ligesom det fastholder de nordiske kunstnere som de innovative nytænkere og kineserne som kopister.

Balancen truer dog med at tippe rundt, for hvorfor ikke bare nøjes med ’kopierne’, når nu de er så meget billigere at producere? Har vi overhovedet råd til den dyre (kunstneriske) arbejdskraft i Norden og er vores arbejde egentligt så meget bedre end det, kineserne kan præstere?

Og det er måske det faktum, der interesserer A Kassen mest. I hvert fald lægger både de og Den Frie en del kræfter i at tage de kinesiske kopi-malerier ’alvorligt’ som ’pudsige’ eller ’uventede’ eller blot ’anderledes’ oversættelser af et nordisk maleri og altså potentielt som bidrag til maleriets udtryk og position i dag.

Men spørgsmålet er, hvor meget betydning, man kan lægge i kinesernes fortolkning? For dem handler det vel om at opfylde en kontrakt?

De leverer ikke kunst, men derimod et produkt, og det er først i vores ende, at forestillingen om et kunstnerisk potentiale lægges til inden for rammerne af en konceptuel kunstforståelse og i forhold til den efterhånden langvarige tradition for at gentænke forholdet mellem finkultur og populærkultur.

Inden for de rammer passer konceptet til gengæld fint ind og leverer et aktuelt bud på, hvor slaget står i dag.

Nordisk maleri = olie på lærred!
Derimod er det vanskeligt at se, hvad oversættelserne tilbyder af perspektiver for de enkelte original-værker. At alle de nordiske værker er blevet ”oversat” til olie på lærredet, selv om de var video-værker, objekter eller collager, er for så vidt sjovt, men det er jo egentligt blot et resultat af de kinesiske leverandøres fortolkning af kontrakten.

Det handler ikke om noget kunstnerisk statement. For A Kassen selv kan det muligvis udgøre en konceptuel nyfortolkning af deres arbejde, men gælder det også de andre kunstnere, hvis værker er blevet kopieret? Og i særdeleshed dem, der arbejder mere med maleriet som bærer af et specifikt udtryk end som konceptuel form?

Dårlige kopier skyldes dårlige reproduktioner
Grundlæggende er de kinesiske kopier nemlig upræcise og uskarpe i forhold til endda reproduktionerne i udstillingskataloget. Men det skal man ikke tage som bevis for, at kineserne ikke kan bedre – eller at de er tvunget til at arbejde så hurtigt, at det nødvendigvis må blive et dårligere resultat.

A Kassen afslører i den korte introduktionsvideo, at de har sendt ret dårlige digitale reproduktioner til den kinesiske landsby og i øvrigt blot gættet sig til værkernes mål. Der er således ikke noget at sige til, at både klarhed og præcision er forsvundet.

Det bedste ved A Kassens koncept er, at det smidigt inviterer os, som ser udstillingen, med ind i refleksionerne, og samtidig presser os til nærstudier af de enkelte kopiværker i sammenligning med originalerne (på tryk i kataloget). På denne lidt omvendte måde skaber udstillingen et blik for originalernes kvaliteter – netop fordi de udebliver i kopierne. Og udstillingen kommer derfor også til at handle om malerisk kvalitet, om end vi altså ikke får lov til at opleve den direkte.