Broken Palace – Natur og arkitektur i opbrud

Den internationalt anerkendte danske kunstner Marianne Grønnow er måske mest kendt for sine malerier, hvori hun med forskellige teknikker og inspirationer fra kunsthistorien udforsker og bearbejder blomstermotivet. På det seneste har hun imidlertid markeret sig med flere bemærkelsesværdige installationer, hvor blomster klippet i papir er ’vævet’ sammen til store tæpper eller gobeliner, der monumentalt hænger ned fra loftet i udstillingsrummene.

Ny drejning
Således tager for eksempel The Valley, der er en del af den faste samling på Statens Museum for Kunst og tidligere vist på Den Frie Udstilling, nærmest form af et stort orientalsk tæppe. Rigt ornamenteret og komplekst i sine mønstre, men samtidig med en gennemskinnelighed til stede i papirklippene, der giver værket en lethed og ynde. På Gl. Strand arbejder Marianne Grønnow videre med papirklippet, men bearbejder og forenkler her blomsterformen i en sådan grad, at papirformerne i stedet nærmest kommer til at fremstå som blade på et træ eller krystallinske snefnug.

At væve et rum
Broken Palace spænder SALEN på Gl. Strand ind i et net af tråde, der løber i parallelle mønstre. Trådene udgør i deres stringente geometri nærmest en arkitektonisk ramme om rummet og tankerne ledes hen på edderkoppens spindelvæv, der er en af de største ingeniørmæssige frembringelser fra naturens side. De er spændt op omkring et stabilt jernskelet og virker umiddelbart stærke og spændstige, men er faktisk sarte og tynde og kan let knække. Rundt omkring samler der sig klynger af, noget der ligner blade, som nærmest synes at vokse frem.

Visne blade
’Bladene’ er skåret ud i metallisk papir og rødt, sort og blåt og fremstår meget dekorativt som ornamenter i et fortættet mønster. Deres skønhed er imidlertid ikke varig, som en tur rundt i installationen vidner om, hvor man her og der ser dem ligge spredt på gulvet som visnede blade, der er faldet til jorden. De sølvfarvede skinnende former leder imidlertid også tankerne hen på snefnug, som stille daler mod jorden.

Skrot eller slot?
Marianne Grønnow har ladet sig inspirere af Sydeuropas dekadente kongeslotte og deres meget pyntede ornamentik. Derudover har hun rejst meget i slumområder udenfor Europa og er blevet fascineret af byggestilen i de her områder, hvor blikplader og skrot samles for at udgøre en bolig.
I mødet med Broken Palace kan man som besøgende derfor også godt komme i tvivl, om ruminstallationen er noget, der er ved at blive bygget op eller om det hele er ved at falde sammen? Om værket skal forestille et slot eller blot er en samling skrot?

Skønheden i forfaldet
Forfaldet er også synligt, når man bevæger sig udenfor installationens ramme, hvor sodrester på væggene vidner om noget, der er brændt ned. De sorte plamager kan imidlertid også ses som skygger fra de træer, der står i hvert hjørne af udstillingsrummet og som Marianne Grønnow har malet sorte, så de nærmest står som grafiske billeder mod de hvide vægge. De sorte træer har mistet alle deres blade og udtrykker dermed også en form for forfald.

Vekslen mellem tyngde og lethed
Det er imidlertid ikke dysterheden, der er det mest fremtrædende træk ved den meget smukke og poetiske installation, som Marianne Grønnow har skabt til Gl. Strand. Det er derimod i høj grad skønheden i forfaldet. Den sitrende vekslen i installationen imellem kompakthed og lethed, tyngde og transparens, gør den også utrolig spændende og varieret at opleve. Letheden går igen i møbleringen af rummet, der bruges til møderum for kunsthallens besøgende, og sætter man sig ved bordet, der tager form af et persisk ornament, er det som at spejle sig i en stor blank skovsø.