Blottede banaliteter

Blottede banaliteter

En af de selvudleverende broderinger i serien Markader på mit tøj (2005-) af Gudrun Hasle. (Foto: Gudrun Hasle)

Hvis vi forstår banaliteter som det, vi alle forholder os til hver dag, og som præger vores selvforståelse, så er Gudrun Hasle en hudløs banal samtidskunstner, erkender hun. Nu har hun modtaget Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium.

Drømmen om det perfekte liv har sin direkte modpol i kunstneren Gudrun Hasle (f. 1979), der efter et kort besøg i maleriet, fandt sit dybt personlige sprog lige dér hvor hendes egne begrænsinger og fejlbarlighed var aller mest åbenlyse.

Dét at skulle leve med sig selv og de banale spørgsmål, der præger vores liv, bliver gennem Hasles værker til en følsom og sanselig diagnose over vores kulturelle selviscenesættelse og identitet.

Værkerne strækker sig fra video, foto, indsamlet materiale til særligt tekstværker, der typisk broderes i tekstiler og motiver, der har direkte forbindelse til kroppen, og igen særligt kunstnerens egen krop.

Gudrun Hasle ved hendes værk under en bill-board festival i Casablanca i år. (Foto: Charlotte Haslund-Christensen)
Gudrun Hasle ved hendes værk under en bill-board festival i Casablanca i år. (Foto: Charlotte Haslund-Christensen)
Gudrun Hasle: My Blod System, 2012. (Foto: Anders Sune Berg)
Gudrun Hasle: My Blod System, 2012. (Foto: Anders Sune Berg)

Disse elementer samles i en form for auto-fiktion, et frit bearbejdet selvportræt, hvor de kropslige elementer og særligt teksten er vores mulighed for at træde i Gudrun Hasles sted og mærke verden påny.

Samfundet og individet
På den måde er Hasles værker uhyre intime afsæt til en diskussion om samfundets idealer indlejret i individet. Her i mødet med Hasles værker er identiteten og normerne knyttet til kroppen og selvværdet fyldt med tvivl, stræben og sårbarhed.

”De følelser vi har, er ret banale, men banaliteter, er også de ting vi lever med. Det er spørgsmål, der er alle vegne og rammer bredt ud i både samfundet og kulturen, og udfordringen er, om man kan give dem noget ekstra. Noget, der gør at man stopper op og begynder at undersøge dem og undersøge sig selv,” forklarer hun, da vi mødes i hendes atelier, der meget sigende er hjemme i privaten på Nørrebro. Skiftet fra hjemmet, det private til kunsten og det kunstneriske er i dag en hårfin balance hos Hasle:

”Da jeg begyndte at definere min praksis, kom alt virkelig fra hjertet, og jeg synes, det var meget pinligt men også ret interessant, hvad der skete, når man udtrykte så følsomme og intime ting i et offentligt rum.”

Installationsview, Modsmerte, 2012, Museet for Samtidskunst. (Foto: Maria Laub)
Installationsview, Modsmerte, 2012, Museet for Samtidskunst. (Foto: Maria Laub)

“Med årene bliver man mere erfaren og jeg har råbt min livshistorie 5000 gange allerede, så nu er det mere blot en historie, et redskab, en teknik jeg anvender. Det handler stadig om at finde et interessant sammenstød med virkeligheden og for mig et spørgsmål om, hvorvidt man overhovedet kan eller tør udtrykke sig sådan.”

Gudrun Hasle: My Perens, 2010. (Foto: Gudrun Hasle)
Gudrun Hasle: My Perens, 2010. (Foto: Gudrun Hasle)

Opdraget som oplyser
Gudrun Hasle er en kunstner, der gerne vil fortælle historier, snakke om vores samfund.

Det er sket via folkekulturelle fænomener (senest heksen som kvindefigur ved Format Art Space i København) og særligt hendes egen livshistorie, der inkluderer en kraftig ordblindhed, et teenageliv som cutter og psykiatrisk patient, en stor og stolt kommunistisk familie med klare samfundsidealer, dramatiske skæbner og her en klar idé om at kunsten har en oplysningsrolle i vores samfund.

Det har effektivt aflejret sig i den første kvindelige kunstner i familien:

”Jeg er opdraget til, at vi skal ud og redde verden, og at oplysning er vejen frem. Med det i bagagen giver det for mig ret god mening at lave kunst. Nu er jeg ordblind, så jeg sætter mig ikke ned og skriver en samfundsomvæltende roman. Jeg bruger den lille historie i mine værker til at fortælle en større historie. Og det valg står man overfor i mine værker. Man kan vælge at læse dem én til én, det helt nære og banale, eller læse en meget større samfundsmæssig kontekst ind i dem. Samtidig kan jeg godt lide at der er noget humor og ironi i det, men det er op til øjnene, der kigger.”

Gudrun Hasles afgangsværk, Sibling, 2008, hvor hun er i capoeira-kamp med sin tvilligebror. (Still fra værket)
Gudrun Hasles afgangsværk, Sibling, 2008, hvor hun er i capoeira-kamp med sin tvilligebror. (Still fra værket)
Gudrun Hasle: Sibling, 2008, efter kampen. (Still fra værket)
Gudrun Hasle: Sibling, 2008, efter kampen. (Still fra værket)

”Jeg elsker faktisk at være lidt kikset. Den skillelinje, hvor man er lige på grænsen til at falde til jorden med et klask, er rigtig spændende, synes jeg. ”

Mere end feminisme
Selvudleveringen stiller nogle fundamentale spørgsmålstegn ved kunstneren som figur og har klare referencer i historien til kunstnere som Tracey Emin, Sophie Calle og danske Kirsten Justesen, som nogle oplagte pejlemærker.

”Jeg er ofte blevet indskrevet i en feministisk kunst, og det har sådan set været fint nok, selvom det ikke betyder så meget for mig med sådanne kategorier. Jeg tænker mere min praksis som en, der behandler de menneskelige vilkår. De kvindelige facetter i mine værker hænger i den sammenhæng blot sammen med, at jeg er en kvinde, og det for mig var et naturligt udgangspunkt.”

Installationsview fra Belding a Humen, 2013, ved Galleri Tom Christoffersen. (Foto: Anders Sune Berg)
Installationsview fra Belding a Humen, 2013, ved Galleri Tom Christoffersen. (Foto: Anders Sune Berg)

“Nu har jeg på det sidste været sammen med Kirsten Justesen, da hun indgår i et mine værker til Vejen Kunstmuseum. Og hendes fotoserie under hendes graviditet ligger som direkte afsæt for mit eget graviditetsprojekt (Belding a Humen, udstillet ved Galleri Tom Christoffersen i 2013), og så er der mange af hendes projekter, der er ret inspirerende og til tider også lidt kiksede, og det er jeg jo ret vild med. Når det er sagt, så er der flere af min projekter, hvor jeg virkelig håber, at man kan se dem som meget mere end et feministisk projekt.”

Et af Gudrun Hasles offentlige projekter: Bander på gågaden, fra 2005.
Et af Gudrun Hasles offentlige projekter: Bander på gågaden, fra 2005.

Ærlighedens kraft
I sidste ende handler det for Gudrun Hasle om, hvorvidt et værk har en power, der går ud over materialet, formen og får magt over beskueren.

”I den sammenhæng synes jeg, ærlighed er langt mere interessant end dét at gøre de rigtige ting, der følger normen i kunstverdenen. Jeg tænker tit, ”gid jeg var så smart”, men det bliver jeg bare aldrig. Og det har jeg vel forsøgt at vende til en force i min praksis. Jeg skulle bare finde formen på det,” forklarer Hasle. Men vejen derhen var ikke lige for:

”Da jeg startede på Kunstakademiet, lavede jeg store abstrakte malerier, der minder lidt om min morgenmad, og jeg tror helt sikkert ikke, jeg var kommet ind, hvis jeg havde været til samtale. På et tidspunkt fandt jeg frem til en teknik, som jeg fik en masse ros for, og jeg malede fem billeder. To af dem kom med på Forårsudstillingen, og efter det var jeg færdig med maleri, helt færdig faktisk. Det var moderigtigt og så virkelig godt ud, men jeg kunne slet ikke finde energien i det.”

Hun holdte op med at ryge, og tegnede i den forbindelse en række selvportrætter i en lille bog, og det blev starten på en praksis, der tog afsæt i Hasles egen verden. Et par måneder senere arbejdede hun på et stort maleri, hvori hun endte med at brodere nogle tekstbidder. Og fordi der ikke lige var nogen på atelieret den aften til at rette stavefejlene, så lod hun det bare være.

Gudrun Hasle: Ruls Befor, Ruls Now, 2012. (Foto: Anders Sune Berg)
Gudrun Hasle: Ruls Befor, Ruls Now, 2012. (Foto: Anders Sune Berg)

”Næste dag under gennemgangen sad alle i lokalet og kæmpede med at mundlæse udsagnene, og der faldt det på plads. Det var sådan det skulle gøres. Broderiet var ret absurd og sjovt, fordi det tager så lang tid og så konstant indeholder de her stavefejl. Fejlene er for mig det menneskelige perspektiv, der udtrykker den her stræben efter det perfekte og den maskering, der opstår hele tiden. Det her med at kradse i overfladen på den her selviscenesættelse.”

Den ultimative reaktion
Forbindelsen fra den lille, private, blottede historie til den store fortælling, kulturens manifestationer, har sat Gudrun Hasle på kortet og resulteret i meget følelsesladede reaktioner fra kunstpublikummet:

”Jeg elsker, når folk siger, at de fik en mavepuster. Det er jo det største, man i min bog kan opnå med sin kunst. At man med et par sætninger, skrevet i et værk, installeret fx på et bibliotek, kan ramme nogen, så det gør ondt. Det er det ultimative. Og det betyder at den forbindelse, der starter hos mig selv, er blevet forvaltet på en måde, så den kan skabe en personlig forbindelse på den anden side. Jeg har som kunstner en idé om at, hvis jeg åbner mig, så gør publikum det også, så selvudleveringen ser jeg nærmest bare som et redskab nu. Og jeg tænker, at mine overvejelser har en relevans i måden vi tænker og iscenesætter os selv på i dag.”

Gudrun Hasle er født i 1979, bor og arbejder i København.

Hør Gudruns Sang her

2007-08 Det Kongelige Danske Kunstakademi
2002-08 Det Fynske Kunstakademi
1997-98 Lorenzo de Medici, Firenze: Art section

Nogle af Gudrun Hasles seneste soloudstillinger:
2014 Kunsthallen Brandts, Odense
2013 Belding a Humen. Galleri Tom Christoffersen, Cph.
2013 Regler. Demorummet, Galleri Image, Aarhus
2013 All for One m. Luana Perilli. Media Gallery, Bratislava (SK)
2012 Overruling Pain/Modsmerte. Museet for Samtidskunst, Roskilde
2012 Im not stuped. Hvidovre Biblotek, Hvidovre
2011 Con amore in Koh-i-noor. Koh-i-noor, Kbh.
2011 Im not stuped. Traneudstillingen, Gentoft

Se hele Gudrun Hasles cv

Del artiklen

'Blottede banaliteter'

Facebook