Vi gav hånd da vi mødtes. Tøvede begge to et øjeblik og fortrød så lidt. Ledte efter sprit i cafeen, men fandt kun en flaske, der var tom. Dagen efter lukkede Danmark.

I et fyldt lokale, med en mødregruppe ved langbordet bag os og frokostspisende mennesker til højre og venstre, snakkede vi om samfund og samfundssind. Om det synlige og usynlige samfund og vores institutioner, og om hvordan samfundet er noget, vi tager for givet, og at det først er, når det ikke fungerer, at vi opdager, at det er der, og bliver irriteret over det. Eller savner det.

Samfundet ved banelegemet

Mødet er kommet i stand, fordi vi skal tale om Birgitte Ejdrup Kristensens kommende nye skulptur, der med store bogstaver af mursten skal stave SAMFUND ved det gamle banelegeme i Ikast. Skulpturen skal laves af genbrugssten, og en af pointerne er, at institutioner og private borgere kan donere mursten til projektet.

Men til at begynde med er murstenene en del af udstillingen Rådhuset, Biblioteket, Museet i Kunstpakhuset i byen, hvor hun ved ferniseringen i sidste uge præsenterede projektet og tankerne bag, sammen med en skitse over skulpturen.

Er der noget der har overrasket dig indtil videre?

”Ja, hvor meget folk lægger i projektet. Jeg havde slet ikke regnet med, at det ville blive så meget én til én – den anden dag kom en dame med en sten, hvor hun havde skåret sine initialer i, og hun ville gerne sikre sig, at den side blev synlig i skulpturen. Dét, synes jeg, er meget rørende. Der var også en, der ringede til mig forleden. Han havde revet sin lade ned og ville gerne donere flere tusinde sten. Og en der havde nogle helt særlige gamle munkesten, der stammede fra en kirke, og som betød meget for ham. Jeg har faktisk været nødt til at love at lave en skitse over, hvor de forskellige sten er placeret, så folk kan se, hvor lige præcis den sten, de har doneret, er.”

Men hvorfor Ikast. Var noget så konkret som kommunesammenlægningen mellem Ikast og Brande en faktor?

”Nej, min tilgang er mere generel. Det er et værk, der kan give mening flere steder. Og det var faktisk en række tilfældigheder, der afgjorde, at det blev i Ikast. Jeg havde læst om den tradition, de har i Ikast og Brande for udendørs skulpturer, og er inspireret af Per Kirkebys første udendørs værk, der også er opført i mursten, Huset i Ikast, som står i boligområdet Højrisparken fra 70erne i den østlige del af Ikast. Jeg hørte om den for et par år siden og besøgte stedet og gik en tur. Her vandrede jeg så rundt og spurgte forskellige mennesker, der var ude og lufte hund, om de vidste, hvor den stod, og til sidst var der en dame, der kom i tanke om en gammel ruin, der stod et sted i kvarteret. Hun vidste ikke, hvad det var, men den står i en trekant mellem de forskellige parceller, for enden af Per Kirkebyvej. Og så var der også det gamle rådhus i Brande, der skulle rives ned.”

Et meget realiststisk sted

Ideen om et nyt værk – ikke i fabriksfremstillede nye sten som Kirkebys, men genbrugssten, i tråd med tidsånden og klimatankerne anno 2020 – der både vil pege tilbage til Kirkebys skulptur men også fremad og trække en historisk rød tråd, talte ind i et projekt, der allerede var i gang.
Skulpturparken LOW LINE er en del af en ambition om at forskønne området langs banelegemet omkring stationen og det gamle posthus. Men selvom det var mange tilfældige brikker, der pludselig passede og landede projektet, hvor det gjorde, har stedet Ikast også siden inspireret med sin særegenhed:

”Ikast er en erhvervskommune og en meget driftig kommune. Det er også en del af deres selvforståelse, den her driftighed. Selve området, skulpturen skal ligge i, er meget samfundsagtigt. Du har banelegemet, stationsbygningen, der var tom, og som nogle forskellige foreninger er flyttet ind i, og så har du KUNSTPAKHUSET, elmaster og anlæg, den gamle præstegård, der er blevet til en børnehave og så en klat parcelhuse, et område med en skaterbane, en plads hvor der kan være marked og cirkus og lidt længere inde spejderhytte og spildevandsanlæg – så det er et meget realistisk sted. Området består af mange forskellige institutioner i vores samfund, der eksisterer side om side med hinanden eller måske op imod hinanden.”

Til fernisering med en mursten

I hele udstillingsperioden kan folk komme og donere sten. Det er et forsøg på at kombinere de godt 3000 sten, som Ejdrup Kristensen har fået fra det gamle rådhus i Brande, der er blevet revet ned, og så alle de sten, som folk kommer og bidrager med til projektet. Adgangsbilletten til udstillingsåbningen var en mursten:

Hvor mange fik du, da udstillingen åbnede?

”Der var 30, der donerede. Men nogen donerer mere end en, én donerede 30. Jeg har fået både individuelle sten fra parcelhuse eller garager og fra kommunen, der bidrager med sten fra børnehaver, der bliver revet ned i området. Så det skulle gerne blive et billede på samfundet, så der både er sten fra vores fælles institutioner og os hver især.”

Hvordan fik du oprindeligt ideen til værket?

”Det startede med min interesse for genbrugssten. Med at ville give værdi til noget, der havde mistet værdi. Man kan sige at stenene er blevet tilovers, og at de er et resultat af de forandringer, der sker i vores samfund. Men sådan har det faktisk altid været. I antikken kunne en kirke eksempelvis være bygget af mange forskellige byggerier. Jeg vil gerne skabe noget nyt. Og så er jeg fascineret af det æstetiske aspekt, der ligger i, at man kan se, at stenene er forskellige og at nogle er ældre end andre, de rummer meget fortælling.”

Hvordan oplever du at arbejde i det her dialogbaserede felt?

”Det er et virkeligt spændende felt at arbejde i, fordi jeg kommer i dialog med folk og ud i hele landet. Der er en samtale, der går begge veje, og jeg skal være lyttende i forhold til den sammenhæng, jeg er i. Hvor andre arbejder med andet konkret materiale som maling eller beton og de udfordringer, der måtte være der, så er det inddragelsen og samtalerne, der er mit materiale.”

Stopper borgerinddragelse på et tidspunkt, hvor du som kunstner tager over?

”Jeg vil gerne lave noget, der kan udfordre kunstnerisk, men der er en risiko for at ende med noget, der er ligegyldigt, når det er i det offentlige rum, hvor mange kan have en mening og en holdning til arbejdet. Særligt hvis vi alle sammen skal blive enige. Så får værkerne sjældent noget kant. Det er altid noget, der bekymrer mig.”

”Min erfaring er, at jeg indimellem har været for åben omkring min proces. Hvor det faktisk har været svært for folk at deltage. At man skal blive enige om, om den skal være blå eller grøn. Det bliver bedst, hvis jeg tør træffe nogle valg, også selvom de kan virke provokerende, hvis man ikke lige forstår dem. Men jeg tror, at man som kunstner får givet mest tilbage, hvis man tør skubbe grænsen.”

Instrumentalisering af kunsten?

Det sociale engagement står centralt i Birgitte Ejdrup Kristensens kunstpraksis.

Hvad er det den her borgerinddragende kunst kan?

”Nogle kunstnere er inspireret af teoretikere, de faglige fællesskaber, man møder på konferencer, og det synes jeg også er spændende, men jeg bliver inspireret af det, jeg møder, og jeg kommer et originalt sted hen, sådan som jeg arbejder.”

”Det er også en proces, der udfordrer fordomme. For jeg startede nok med at komme til de her samfund og se problemerne – at der var huse, der blev revet ned, og skoler der lukkede, og busser der ikke rigtigt kører, hele den der fortælling om udkanten, som vi efterhånden kender så godt. Men det har været en berigelse at opleve, at alt ikke bliver skabt i byen, men rigtig mange ting bliver skabt med fødderne i mulden.”

Kunst kan få en vigtigere rolle i samfundet

Det handler om at give kunsten en mere konstruktiv aktiv rolle i samfundet, siger den engelske kunstteoretiker Claire Bishop. Den inddragende eller inddragede kunst åbner for et stort felt af muligheder, som endnu er uprøvet, og kunst kan i vores samfund få en langt vigtigere rolle, end den har i dag. Et endnu ikke fuldt udnyttet potentiale.

Kunst kan ikke ”redde” en landsby, mener Ejdrup Kristensen, og det skal den heller ikke, men den kan være med til at skabe identitet og fortælle nye stærke historier om et sted. Den kan vise både omverden og i særdeleshed de, der bor der, forhold, der ellers kan være svære at få øje på, og her skabe en diskussion af de fælles anliggender.

For en stund kan det samle en gruppe borgere om et sted og ”måske kan de kunstneriske indgreb forårsage mikrorevolutioner, der skaber ringe i vandet og fører andre mikrorevolutioner med sig.”

Det handler ikke om at instrumentalisere kunsten, understreger hun. Men hvordan forholder det sig med det æstetiske slutprodukt i en praksis, der ofte bliver beskyldt for i det værdibaserede fokus helt at miste objektet af syne:

”Det er en meget kompleks diskussion. Og jeg synes også, der bliver lavet meget, der ikke bliver til kunst, men som drukner i workshops og alt muligt andet. Men der bliver jo også lavet masser af dårlig kunst på gallerierne.”

Hvor meget tænker du selv over, hvordan man kommer til at opleve dine værker om eksempelvis hundrede år, hvor de måske er løsrevet fra de fortællinger, de blev til i?

”Hvis samfundet smuldrer, vil de stå tilbage som et monument over det, der var engang. Det der ikke kunne bære. Jeg arbejder også med formelle skulpturelle greb, som jeg da håber kan stå i sig selv, og så kan man jo håbe, at kunsten er blevet mere stedsspecifik eller indflettet i sin kontekst. At den inddragende kunst vil blive endnu et led i kunsthistorien i forhold til at se, hvor kunsten bevæger sig hen og den rolle, den spiller i samfundet. Og så er spørgsmålet jo, hvordan de institutioner, der skal bevare den, kommer til at håndtere den. Og det er jo enormt svært at sige, for man kan jo allerede se nu, at de har enormt svært ved at håndtere Fluxus eller feministiske værkformer, og der er jo nogle ting, der kan gå tabt i den måde at repræsentere tingene på.”

”Men jeg arbejder ikke med et blik i forhold til om 100 eller 500 år. Det må tiden vise, om værkerne har den kvalitet”.