Thorsten Brinkmann: Saddle the Mountain
Martin Asbæk Gallery
Se kort og tider
I tyske Thorsten Brinkmanns (f. 1971) første danske soloudstilling på Martin Asbæk Gallery arbejder kunstneren i et krydsfelt mellem skulptur, fotografi, ready-made og performance. Igennem inkorporering og fantasifuld sammensætning af et hav af finurlige, brugte ting og fundne objekter undersøger Brinkmann hvordan vi forholder os til de ting, vi omgiver os med.
Thorsten Brinkmann er selverklæret ”serialsamler”. Han samler altså ikke på noget bestemt, men på alt, som han finder interessant; fra diverse nipsting og små gadgets til lamper, spande og andre ukurante varer. Han fremhæver den uventede ekspressivitet og udforske de forskellige konnotationer, som findes i stort set alle objekter. Relationerne opstår, når han sammenstiller de mest trivielle ting med de mest ekstraordinære.
Brinkmanns kombination af ting, som umiddelbart og nyttemæssigt er rent nonsens er et træk, der afslører en arv fra surrealisternes praksis. Denne overflod af forskellige genstande er nemlig også en symbolsk ophobning, der konstituerer en form for rebus af kitsch. I Saddle the Mountain trækker Brinkmann ofte på kunsthistorien med sin brug af traditionelle motiver som stilleben og portrætmaleri, og han refererer ofte enten direkte eller indirekte til kanoniserede værker. De højtidelige kropsholdninger i portrætterne er desuden kunstneren selv, der indirekte sætter sig selv i scene bag bulede skraldespande, flossede tæpper eller gamle skihandsker.
Hvert af kunstværkerne i Saddle the Mountain står som en eklektisk, ustabil verden, der indeholder fragmenter fra vidt forskellige tider, steder, samfundsklasser og skæbner. I sine absurde kompositioner inddrager Brinkmann et væld af ting, som man ellers ville kunne finde på et loppemarked. Det er ting, som har været brugt før af andre mennesker. De har en slags metafysisk patina: En aura af at have haft en plads i andre menneskers liv.
Kilde: Martin Asbæk Gallery
Thorsten Brinkmann: Saddle the Mountain
Martin Asbæk Gallery
Se kort og tider