Billeder og ord i Bruxelles

Bruxelles er noget rod. Såvel befolkningsmæssigt, sprogligt som arkitektonisk er den homogene, rene vare svær at finde i det charmerende kaos, byen udgør.

Ligeså kunsten. Hvis den ubesmittede kunst overhovedet har eksisteret i form af det rene billede, så er den sag forlængst opløst i en cocktail af kontekst, referencer og andre medier.

I Bruxelles støder jeg ind i tre udstillinger, der alle får mig til at tænke over blandingsforhold i billedkunsten – her mellem ord og billeder.

Magritte-museum
Gode gamle René Magritte har netop fået sit eget museum i hjembyen Bruxelles. Hvor surrealistbevægelsen levede bohemelivet og svælgede i Freud og sexuelle provokationer, var Magritte et borgerdyr med pibe og bowlerhat, der i jakkesæt punktligt malede fra otte til fire.

Måske derfor var han mere filosofisk anlagt og måske derfor også mere langtidsholdbar end provokatørerne Breton, Dali eller Freddie?

Den berømte pibe
Den filosofiske – og poetiske – tilgang betød, at Magritte arbejdede særdeles bevidst med de sproglige elementer i sine billeder.

Berømt er billedet af piben og den sirlige håndskrift, der forkynder, at “dette ikke er en pibe”. Nej selvfølgelig ikke – ethvert barn kan se, at dette er BILLEDET af en pibe. Eller kan de?

Eller måske er det sproget som sådan, der er gyngende ustabilt? De ord, vi beskriver tingene med, har intet at gøre med tingene selv, men er blot skrøbelige stiladser, vi tiltror alt for stor bæreevne.

Dørens overraskelser
Også Magrittes titler er et kapitel for sig.

Han yndede efter sigende at lade vennerne komme med forslag til titler for så til slut at vælge den, der havde den mindst direkte forbindelse til motivet.

Som billedet af en dør med et stort hul i, der bærer titlen Det ikke-forventede svar.

Billedet er i sandhed et overraskende svar på spørgsmålet om, hvad en dør er.

Sexet konceptkunst
Et stenkast fra Magritte-museet har den franske kunstner Sophie Calle for en stund parkeret sit livsværk på en retrospektiv udstilling i Palais des Beaux-art.

Calle følger i fodsporet på den nøgternhed, der præger konceptkunstnernes tekstbaserede undersøgelser af kunstbegrebet i 1960’erne og 1970’erne – og som Magrittes pibe foregreb.

Dog med den åbenlyse forskel at Calle nærmest gør konceptkunsten intim og sexet.

Usentimentalt drama
Værkerne tager nemlig alle afsæt i Calles eget liv, og kredser ofte omkring kærlighedsforhold, sexuelle relationer eller psykologiske dramaer – uden af den grund at blive selvudleverende eller følelsesladede.

Hun benytter en tør og faktuel stil, hvor tekster og sort-hvide fotos angiver eksakte datoer og systematisk redegør for alle detaljer i en særlig form for objektfikseret, kriminalistisk dokumentation.

Den hvide badekåbe
Lad mig her nævne blot et enkelt eksempel fra serien Récits autobiographiques (autobiografiske fortællinger).

Fotografiet af en hvid badekåbe (magen til den hendes far havde haft!) ledsages af en tekst, der fortæller, at kåben blev båret af hendes første elsker.

Hvor virkeligheden ender og iscenesættelsen begynder er selvfølgelig aldeles uklart, ligesom den personlige beretning er mikset med freudiansk psykologi og mytologiske fortællinger.

Kunstdarlings
Jeg læser mig gennem Calle-udstillingen som en dektektiv på vildspor. Da jeg bevæger mig videre, har jeg kurs mod Argos – et af Bruxelles mere progresive udstillingsteder. Her finder jeg en udstilling med Mauricio Dias og Walter Riedweg.

Kunstnerparret er for tiden darlings i den globale kunstverden, og deres fokus på “andethed” passer da også som fod i hose i til det opgør med den koloniale fortid som adskillige kunstbiennaler har postuleret igennem det sidste årti.

De vilde er grimme
Hovedatraktionen på udstillingen er Documenta 12-værket Funk Staden – et værk der minsanten også byder på et gevaldigt clash mellem tekst og billeder.

Udgangspunktet for værket er Hans Stadens bog fra midten af 1500-tallet med den lidet charmerende titel: Den sande historie om landet med det vilde, nøgne, grimme og menneskeædende folk i den nye verden.

Ja, sådan så man de fremmede dengang, men hvad med nu?

1500-tals remix funk carioca
Kunstnerparret bad brasilianske funkdansere om at “genopføre” teksten fra bogen. Ud af det kom tre tempofyldte videoprojektioner tilsat brølende funk carioca, en særlig rå musikstil fra favelaerne i Rio de Janeiro – bandlyst fra medierne på grund af voldelige og sexuelle tekster, men populær som fanden blandt folket.

Således beriget af en kunstcocktail a la Bruxelles vender jeg næsen hjemad til det fortsatte arbejde med at blande ord og billeder på KUNSTEN.NU.