Befri din indre Henning

På en mørk, kold og blæsende onsdag aften tager jeg min cykel og kører mod Byens Lys: Christianias gamle biograf. Af alle steder har den eksperimenterende musikfestival Wundergrund valgt netop denne location, som rum for fejringen af FLUXUS-kunstens 50 års fødselsdag. Og det giver rigtig god mening.

For 50 år siden oponerede en gruppe kunstnere mod datidens værkbegreb. Ved at udføre en række korte, og oftest meget banale, performances, hvor interaktionen med publikum var det væsentlige, ønskede de at overskride grænsen mellem kunsten og dens omgivelser. Derved mente de, at det var muligt at ændre den enkeltes liv.

Fristadens magi
Ti år efter FLUXUS-begrebets fødsel stillede en flok unge christianshavnere spørgsmålstegn ved samfundets herskende værdier og skabte Fristaden.

Hvorvidt FLUXUS-ånden havde en finger med i spillet dengang i starten af 70’erne er ikke til at vide, men den magiske blanding af anarki og kærlighed, der hersker på Byens Lys denne kolde novemberaften i 2012 antyder dens tilstedeværelse.

Fluxus og fristad synes at gå fint hånd i hånd.

Om det er FLUXUS-ånden eller bare tanken om et billigt og bæredygtigt måltid mad fra folkekøkkenet, der har lokket SÅ mange mennesker ud af stuerne kan der kun gisnes om. Men udover at den meter lange kø til gryderne afslører et sultent publikum vidner den om en overvældende stor opbakning til en kunstbevægelse, hvis storhedstid var mange år før hovedparten af de fremmødte overhovedet var født.

Henning er FLUXUS
Den store tilslutning rykker starttidspunktet for den første performance en god time. Jeg går i baren for at slukke min tørst i juleøl. Andre går udenfor for at trække lidt frisk luft. Flere snubler over dørtrinnet på vej ind igen…

Den første performance sætter i gang. Den unge danske komponist Rasmus Zwicky har fået en bestillingsopgave. Han skal opføre et værk, inspireret af og dedikeret til Henning Christiansen: Den endnu ukronede Fluxus-høvding, der i år ville have rundet firs. Værket har Zwicky døbt Henning.

At Henning fortjener at få et helt værk dedikeret til sig på denne festlige FLUXUS-aften er ikke uden grund, for som Bjørn Nørgaard skrev i 1987: ”Henning er ikke medlem af FLUXUS. Han er FLUXUS.”

Han indtager din krop
Efter Zwickys performance står dette udsagn tilbage som en urokkelig kendsgerning. Med hjælp fra musikerkollektivet Kastellet formår Zwicky at genoplive både personen, begrebet og følelsen ‘Henning’:

”Henning er gentagelse”, ”Henning er nr. 1”, ”Henning er nr. 2”, ”Henning er nr. 3”, ”Henning er krone”, ”Henning er grøn”, ”Henning kravler”, Henning kravler”, ”Henning vil ud”, ”Henning banker på”, Henning vil ind”, reciterer kollektivet.

Zwicky har dirigeret sit kor ud blandt publikum, hvor det i kaos og vildskab indtager rummet.

Han har befriet deres indre Henning med sin magiske dirigentstok. Videreført Hennings ånd. Gjort FLUXUS til et allestedsnærværende fænomen.

Jeg kan mærke, hvordan Henning også er ved at indtage min krop, og min sidemands – det er det rene vanvid!

”I am nr. 1”
Stadig høje på ’Henning’ er forventningerne til aftenens næste performance store.  Det sitrer i publikum da Bjørn Nørgaard endelig går på scenen. Nørgaard skal opføre værket I am nr. 1: en nybagt og kompromisløs hilsen til sin mangeårige makker.

Tempoet er noget langsommere hos repræsentanten for den ældre FLUXUS generation. Efter at have smurt sin overkrop ind i øl begynder den våde, topløse Bjørn at recitere Henning-citater på gebrokkent engelsk, alt imens han med langsomme og sikre bevægelser, fylder bordpladen foran sig med et bjerg af en hvid, cementlignende masse.

”Henning sagde altid: ’If everything is art, why not go for a beer.” Nørgaard erstatter cementen med mudder og bjerget begynder at tage form som en abstrakt skulptur. ”I am nr. 6” lyder det så.

Netop som publikum begynder at vise tegn på kedsomhed udbryder den legendariske provo-kunstner: ”Henning sagde altid: ’Al kunst er kedelig. Der findes god kedelig kunst og dårlig kedelig kunst.” Publikum griner. En anerkendende gestus, der antyder at de synes Henning har ret.

Gentagelsens kunst
Seancen bliver ved i det uendelige. Først ved ”I am number two-hundred-and-six” slutter han. Skulpturen har taget form som noget der skal ligne en lagkage, men som har større lighed med en udflydende totempæl. Kagen består af alt fra honning, en grøn violin og tre knuste æg. På toppen placerer Nørgaard et stearinlys, som han i nærmest religiøs ekstase tænder for den, nu kronede(!) Fluxus-høvding.

Publikum holdt ud til det sidste. I de kroge hvor der for lidt siden blev visket, grines der nu. Det er et lettelsens grin. Bjørnen tog fusen på os og beviste, at kun ved at gentage Henning i det uendelige kan FLUXUS holdes i live.

Da jeg senere forlader Byens Lys sammen med de andre Fluxus-disciple er natten knap så kold og blæsende. Eller måske ser jeg bare verden gennem min indre Hennings øjne?