Der indgår både nøgne kvinder, et politiforbud, en kulturminister, hærværk mod et kunstværk og en strid mellem kunsteren og en af hendes modeller i sagen om Mathilde Grafströms udstilling på Nytorv. Så det er ikke mærkeligt, at samtlige medier har kastet sig over denne historie, der blev ved med at give. Undtagen altså Kunsten.nu. Men hvad er egentlig substansen? Er der én? Og har den noget med kunst at gøre?
Den har i hvert fald noget med kvindekroppe og idealer at gøre. Den har også noget med kunst, reklamer og nøgenhed i det offentlige rum at gøre. Og så har den noget med fotokunstneres behandling af deres modeller at gøre.
Sagen kort
I efteråret 2015 er det meningen, at Mathilde Grafströms billeder af nøgne kvinder i naturlige omgivelser skal udstilles på Nytorv. Hendes erklærede projekt er at frigøre kvindekroppen, at gøre op med kvinders skam over deres egen krop ved at vise usminkede og uretoucherede billeder af nøgne kvinder i opposition til de idealiserede kroppe, man finder i reklamer, mode- og dameblade.
Men Københavns Politi nedlægger forbud mod udstillingen, primært med den begrundelse, at de overtræder blufærdighedsloven, men hensynet til trafiksikkerheden nævnes også ind imellem. Billederne er meget eksplicitte og viser kønsdele. De er også meget store og vil formentlig vække opsigt, pirre og støde på lang afstand. De udenlandske medier får nys om sagen og svælger i, hvordan Danmark alligevel ikke er så frigjort.
I foråret 2016 udgiver Grafstöm i stedet bogen Female Beauty. Min fotokunst. Den viser billederne fra serien og fortæller samtidig historien om hendes liv, hendes visioner og forløbet med forbuddet.
Men så indgår kunstneren et kompromis med kommunen og får lov at udstille billeder, der ikke viser kønsdele direkte. De er stadig nøgne og sensuelle, men mindre eksplicitte. Og samtidig får hun lov at vise de censurerede billeder i småt format i en collage, så de interesserede kan se dem, uden at forbipasserende får kønsdelene smasket op i synet.
De nøgne rettigheder
Kulturminister Bertel Haarder åbner udstillingen med en lovprisning af den nøgne krop: “Vi ser blod og mord på tv i bedste sendetid, men nøgne kroppe er tilsyneladende anstødeligt. Man kan undre sig over, at det er et problem at udstille nøgenhed i Danmark, når man ser utrolig meget nøgenhed alle steder… Menneskekroppen er en fantastisk skabning, som digtere har digtet om til alle tider. Der findes for mange mennesker, der er utilfredse med deres krop, fordi man sammenligner med modebranchens forfærdelige kvindeidealer – som vi mænd i øvrigt ikke er tilhængere af,” siger Haarder i sin åbningstale. Alle er tilsyneladende glade.
Og så alligevel ikke. Modellen Ida Sørensen er vred. Hun har ikke givet tilladelse til, at billederne blev udstillet, men har tværtimod fortalt, at der var nogle af dem, hun ikke kan lide. Hun stillede gratis op, angiveligt under dække af, at det var et test-shoot. Kunstneren henviser til den kontrakt, modellen har underskrevet. Modellen henviser til det uetiske i at udstille nogen nøgen mod deres vilje og skrev et manifest med tusch hen over billederne af hende. Det fik kunstneren til at anmelde hende til politiet for hærværk.
Mere hærværk og flere diskussioner fulgte, og i begyndelsen af november besluttede kunstneren at tage udstillingen ned og give sig selv en tænkepause. Og den pause kan vi så bruge på at opridse et par perspektiver.
Selve billederne
Det typiske Female Beauty-billede viser en ung, nøgen kvinde udendørs i naturen. Hun poserer ikke som fotomodeller ofte gør, men indtager forskellige alternative stillinger, hvoraf mange afdækker hendes køn meget tydeligt. Der klatres i træer og på sten, endda på is, der bades i vand og kravles på jorden på alle fire. De fysiske udfordringer og terrænet giver en del utraditionelle kropsstillinger. Kvinderne virker glade og nydende. De virker som om, de holder af deres krop og af naturen.
Skønhedsidealer og pornografi
I et interview i forbindelse med lanceringen af bogen siger Grafström: “Skønhed handler ikke om modemagasinernes idealer. Skønhed er en tilstand, hvor man er sig selv og har det godt med at være det – og hvor man ikke er bange for at vise, hvor smuk og skøn man er… Det handler ikke om at være pæn, og det er ikke noget, der kun kommer indefra. Det manifesterer sig fysisk i en form for kropslig sødme, når man lander i sig selv.” (Berlingske 8/3)
Som kunstprojekt er det ikke voldsomt originalt. Det er en veritabel trend i disse år blandt fotografer at gøre op med de medie- og reklameskabte kvindekropsbilleder, vi normalt omgives af – i kunsten, i medierne, selv forsigtigt i visse mode- og reklamekampagner. Det er en yderst relevant modstrømning i lyset af, hvor mange unge kvinder der har komplekser over deres krop. Spørgsmålet er, hvad Grafström egentlig bidrager med til denne modstrømning.
Hendes billeder viser unge, kønne, slanke kvinder med faste bryster og ikke en stor variation af kvindekroppe i alle former og aldre. De er eksplicitte og pirrende for et hetero-mandligt (eller lesbisk) blik og adskiller sig ikke meget fra visse typer blød pornografi, idet uretoucherede kroppe er mere kødelige og dermed mere reelt sexede end de glatte, ‘perfekte’ kroppe, der fylder reklamerne. At modellerne ikke er sminkede er en ligegyldig detalje i den sammenhæng.
Til gengæld beretter mange af modellerne, at Grafströms billeder har fået dem til at synes bedre om deres krop, og det er uden forbehold prisværdigt. Den sanselige nydelse, de udstråler, virker troværdig, og billederne kan betragtes som en slags blød øko-pornografi.
Blufærdighed og business
I forbindelse med politiets vurdering af, at der var tale om blufærdighedskrænkelse, peger Grafström på, at der åbenbart gælder andre regler for kommercielle billeder og peger på Nygarts reklamer for plastikkirurgi og filmplakaten for den seneste Klovn-film.
Det er bestemt en debat værd: Er de censurerede billeder mere blufærdighedskrænkende? Hvis ja, hvordan er de det? Hvis nej, tager politiet så hensyn til kommercielle interesser i det offentlige rum?
Etik eller jura
Debatten mellem kunstneren Mathilde Grafström og modellen Ida Sørensen lægger sig i et krydsfelt mellem jura og etik. Kontrakten er juridisk bindende; kunstneren har retten over billederne. Og hun har måske også juridisk ret til at få Sørensen dømt for hærværk.
Men ser man etisk og magtanalytisk på det, ligger der nogle andre betragtninger: Modellen mener, at hun er blevet næsten bondefanget, idet det for det første hed sig, at det var en prøvefotografering; for det andet, at Grafström bagatelliserede kontrakten med en bemærkning om,, at det var en formalitet; og for det tredje, at Grafström udmærket vidste, at modellen ikke brød sig om disse billeder, som hun selv synes var for eksplicitte og ikke yndefulde nok. Kunstneren benægter de første punkter, men indrømmer det tredje.
Der er et sært magtforhold mellem kunstner og model her: Kunstneren vil frigøre modellerne fra deres egen kropslige skam og blufærdighed. Hun får dem til at stille op gratis. Og har alle rettighederne til billederne. Det virker nærmest kynisk ikke at lytte til en model, der ikke ønsker billederne udstillet – kontrakt eller ej. Det skriver sig næsten direkte ind i de verserende sager om hævnporno, selv om motivet er et andet: at gennemføre sit værk. Kunstnere er ofte kompromisløse, og nogle af dem bruger løs af andre mennesker i værkets tjeneste. Det lader også til at være tilfældet her.
Spørgsmålet er, som en leder i Dagbladet Information også stiller det (18/8), om man kan frigøre nogen mod deres vilje? For det var jo frigørelse, der var den oprindelige idé med projektet. Svaret er nok nej, i hvert fald ikke hvis man spørger modellen Ida Sørensen.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
