Avantgarde-nostalgi

Historiefestivalen Golden Days markerer lige nu 100-året for det fatale år 1914, med den Første verdenskrigs udbrud, under titlen ”Krig No. 1”. Det dystre jubilæum for Urkatastrofen suppleres med et spot på periodens kunst- og kulturklima. Både hvordan det var præget af krigens ”kulturelle granatchok” og af mere muntre indslag som cabaret, charleston-dans, seksuel frigørelse under klokkehatten, Storm P-tegninger – og avantgarde.

Ved siden af krigen er ”avantgarden” det mest populære billede af verden for 100 år siden. Det er en arv, som nutiden vil forbinde sig med, og forsøger at grave op af historiens undergrund som det rene guld: Var der en rigtig dadaisme i Danmark, og hvordan kan vi se de danske kunstnere som rigtige avantgardister? Avantgarden er kort og godt blevet et kvalitetsstempel, som på mirakuløs vis både garanterer vildt oprør og kunsthistorisk værdi.

Fest som i 1914
Det er ikke kun som kunsthistorisk objekt på museernes vægge og i kunstbøger, at avantgarde er the word. Avantgarden vækkes også til live som festlig kulisse og oplevelse. Eksempelvis inviterer kunstmuseet Arken til Dada-cabaret og åbningsfesten Hotel Extravaganza indeholdt avantgarde, så man kunne feste, som var det i 1914. Det allerførste arrangement under festivalen var et foredrag om Marinetti og hans futurisme, som blev et startskud for festivalen med dens tema om de glade avantgarde-dage. Ingen har dog vovet at udøve Marinettis futuristiske køkken, beskrevet i Den futuristiske kogebog fra 1932.

Fortid til tiden
”Avantgarde” er altså en væsentlig del af det populære billede af verden fra 1900-1945. Hvor populærkulturen i eksempelvis film og rockmusik tegner verden efter 2. verdenskrig i den kollektive bevidsthed, står avantgarden for visionen af verden af i går. Tænk også på visionen fremkaldt af den drømmende nutidige forfatter i Woody Allens Midnight in Paris (2011), hvor det pludselig bliver muligt at træde ind i Paris’ avantgarde-miljø og feste, som var det i de brølende 1920’ere.

Det skal pointeres, at der ikke er tale om historiestudier, hvor man forsøger at kortlægge, hvad der skete og hvorfor. Her er interessen for avantgarde-epoken også stor, for eksempel udtrykt igennem det store forskningsprojekt A Cultural History of the Avant-Garde in the Nordic Countries 1900-1925 (2012). Avantgarden og dens samtid dyrkes i en populær og interessebaseret historiebrug, som er i eksplosiv vækst. Vi efterspørger fortiden som aldrig før, hvilket den populære festival, Golden Days, er et eksempel på med sin gennemførte trang til at opleve. Ikke nok med, at vi hører foredrag om avantgarden i København. Vi sidder i et kæmpe spejltelt, opført til lejligheden for at ligne en cabaret-scene og bliver budt velkomne af arrangører med klokkehatte og tidens kjoler. Og i morgen, når vi er kommet hjem fra Dada-cabaret’en, er der ”Tweed Ride”, hvor man i vintage-tøj og andre nostalgiske attributter cykler gennem byens gader.

Nostalgi for fremskridtet
Det er selvfølgelig noget ironisk, at de fremtidsdyrkende og oprørske (og ofte ganske kortvarige og marginale) kunstbevægelser er blevet både etableret kanon og nostalgisk fantasi. Det posthume folkelige gennembrud kom måske netop, da avantgarde signalerede fortid fremfor urovækkende fremtid. Men måske også som nostalgi overfor evnen til at dyrke fremtiden og skråsikkert udpege en retning. Nostalgien for avantgarden er i hvert fald udbredt.

Det er ikke mit ærinde at definere avantgarde her. Det er jo en hel kunsthistorisk disciplin, hvor avantgardens egen selvbevidste kamp for at dømme indenfor og udenfor fortsættes i kampen om at skrive historien – og her er det i hvert fald vigtigt at være avantgarde for at være med i den moderne kunsthistorie.  

Selektive avantgarde-briller
Hvad er der så galt i det? Der er i sig selv intet galt i at lege med historien og gøre den nærværende og oplevelsesmættet gennem avantgarde-fester og tweed races. Et bredt kulturperspektiv og overraskende sammensætninger er bestemt gode at tænke med og harmonerer i øvrigt fint med nye tendenser i den kulturhistoriske forskning, og fortiden tilhører ikke kun en autoriseret gruppe af skriftkloge som historikere eller kunsthistorikere.

Vi må dog være bevidste om, at vi sammensætter et 1914 anno 2014. Her fylder avantgarden meget, mens andre kunstneriske udtryk fra tiden, som eksempelvis vitalisme og mere diskrete formeksperimenter, ikke har så meget slagkraft. I vores avantgarde-nostalgi risikerer vi at få et skævt blik på kunsthistorien og kun godtage en snæver kanon. Det er ikke særligt avantgarde-agtigt!

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdinger og dagsorden.