Australsk, eventyrligt, fotografisk

Australsk, eventyrligt, fotografisk

Udsnit af Jungle, 2010. Foto: Magdalena Bors

Billedserie

Udstilling

The Art of Domestic Compulsion

24 maj 2013 30 jun 2013

Magdalena Bors

Galleri Image
Se kort og tider

Det er i den geografiske og kulturelle isolation, at de australske samtidskunstnere finder deres særlige udtryk. Kurator Alasdair Foster er netop nu i Danmark for at kuratere en udstilling med en ung, australsk fotokunstner.

Alasdair Foster har skotske rødder, men bor i dag i Australien. Han har en fortid som medstifter af Fotofeis, en prisvindende international biennale for fotokunst afholdt i Skotland fra 1991-1997, og som leder af Australian Center for Photography i 13 år. Nu fungerer han primært som international formidler, konsulent og kurator, og for tiden er han i Danmark med den australske fotokunstner Magdalena Bors, som han har kurateret en udstilling af på Galleri Image.

Alasdair Foster
Alasdair Foster
Med en årelang karriere i Skotland bag sig, kunne Alasdair Foster se på australsk kunst med nye øjne. Her blev han opmærksom på, hvor meget geografi spiller ind, når kunst og især fotokunst skal formidles.

”I Australien befinder vi os geografisk fjernt fra vores kulturelle naboer og kulturelt fjernt fra vores geografiske naboer,” siger Alasdair Foster, og fortsætter:

”I modsætning til USA eller Europa, hvor en ung kunstners værker bliver kendt et sted og derfra spreder sig til flere og mindre steder, er der i Australien mere behov for samme affyringshastighed som en raket, der bliver skudt af sted. Tyngdekraften, der holder australierne nede, er meget stærk, men det kan både være en styrke og en svaghed. En svaghed, fordi det gør det sværere for australske kunstnere at blive bemærket i udlandet.”

Plads til personlig stil
I Australien bor de fleste mennesker i de store byer, og med et areal på størrelse med hele Europa, bliver selv de store byer isoleret af store, golde arealer.

“På grund af de store afstande, bliver unge kunstneres arbejde sjældent kendt uden for byerne, men det betyder ofte, at deres arbejde modnes meget mere ud fra deres egen fantasi. Før det ryger ind i et nysgerrigt, men ofte lidt problematisk, felt, hvor deres kunst bliver sammenlignet med andres arbejde,” siger Alasdair Foster.

Foster forklarer endvidere:
“Det betyder nemlig ofte, at kunstnerne så, selv ubevidst, begynder at lave referencer til en anden kunstner. Eller at de bevidst bevæger sig væk fra, hvad de i virkeligheden gerne ville lave og over i et helt andet område for ikke at blive sammenlignet – i  stedet for at arbejde gennem det, og derefter finde deres egen stil. Jeg tror, at en af årsagerne til, at vi har så rig en visuel kultur er, at kunstnerne har mulighed for at udvikle deres egen stemme og stil, før deres arbejde bliver betragtet ud fra et kritisk perspektiv.”

Fantasiverdener på tværs af kulturer
Ud over de geografiske barrierer, der er for australsk kunst, eksisterer der ifølge Foster også divergerende kulturelle opfattelser af kunst, der skal forestille at dokumentere virkeligheden:

”Det er min opfattelse, at især fotokunst er svær at transponere mellem kulturer, fordi de ser ud til at være virkelighed, men al virkelighed handler om opfattelse, og den kontekst, som fotografierne bliver opfattet i og den respons de får, varierer fra kultur til kultur”.

Anderledes forholder det sig med konstruerede, ‘fantasifulde’ fotografier:
“Når du derimod har med fotografier at gøre, som er konstruerede og appellerer til fantasien, er indgangsvinklen ofte fra et mere personligt perspektiv, hvor beskueren selv laver en historie og en virkelighed. Dette lader til at blive accepteret bredere”, mener Foster.

Peaks and Valley, 2006. Pigment Print 70x70cm. Foto: Magdalena Bors
Peaks and Valley, 2006. Pigment Print 70x70cm. Foto: Magdalena Bors

Især i Australien har fantasifulde gengivelser af eksempelvis landskaber fået langt mere fokus end fotografier af virkelige landskaber på trods af, at kontinentet er skabt af gigantiske livlige landskaber.
“Det virker som om, at det reelle, naturlige landskab næsten er for skræmmende og truende at fotografere” forklarer Alasdair Foster, som tidligere har holdt foredrag om akkurat den pudsighed.

Og netop Magdalena Bors fantasifulde gengivelser af kendte, australske landskaber har vakt australiernes og omverdenens bevågenhed. Den belgiskfødte kunstner er opvokset i Australien, og  med konstruerede fotografier skildrer hun dagligstuer fyldt med kreationer, der er blevet til på baggrund af en trang, der bliver til tvang.

Lokale landskaber med international appel
Alasdair Foster beskriver Bors’ værker som konstruerede fotografier, som både kan fungere i forskellige kulturer på grund af de gennemgående eventyrlige temaer, men som også har et mere lokalt udtryk, som ikke nødvendigvis er lige så indlysende og bliver opfattet på samme måde af personer fra udlandet.

Reef, 2010. Pigment Print 165x110cm. Foto: Magdalena Bors
Reef, 2010. Pigment Print 165x110cm. Foto: Magdalena Bors

Værkerne skildrer en bredt forstået opfattelse af en eventyrverden som i eksempelvis børnehistorier eller folkesagn, som findes i mange forskellige versioner, mange forskellige steder. Detaljerne skifter fra kultur til kultur, fra landskab til landskab, men de underliggende ting forbliver de samme. Historien om Askepot findes i Afrika, Kina, Europa og så videre.

I serierne The Seventh Day og Homelands er ikoniske landskaber blevet genskabt i  usandsynlige former og omgivelser. Puslespilsbrikker flyder sammen til et levende koralrev, stakke af gamle aviser formes i lighed med De Tolv Apostle (en geologisk turistattraktion på den sydlige kyst af den australske stat Victoria), og Bungle Bungles unikke form (en bjergkæde i det vestlige Australien) er blevet hæklet til eksistens. Dermed har Magdalena Bors udviklet sit eget sprog, som både appellerer til hendes landsmænd og til et bredere publikum i mange forskellige kulturer.

Udstillingen The Art of Domestic Compulsion er en del af [AWA] Art Weekend Aarhus program.

Læs mere om programmet her.

Billedserie

Udstilling

The Art of Domestic Compulsion

24 maj 2013 30 jun 2013

Magdalena Bors

Galleri Image
Se kort og tider

Del artiklen

'Australsk, eventyrligt, fotografisk'

Facebook