Op til jul serverer vi en kongelig cocktail af billedkunstner Lars Vilhelmsen. ArtRoyal er et tregrenet værkprojekt, der består af en performance, udført tidligere på året på documenta-udstillingen i Kassel, samt en blog og en tekst.
ArtRoyal – en kunstnerkonges dagbog
Af kurator og kunsthistoriker Anja Raithel
Nøgne konger ler sidst
I værket ArtRoyal bevæger en lille skikkelse i opsigtsvækkende cheriserødt klædestof sig over en græsplæne. Indtil personen står i forgrunden i positur klar til at blive fotograferet, hvis nogen skulle se ham. Men menneskemængden, der strømmer forbi i for- og baggrund, værdiger kun personen lidt henkastet opmærksomhed, mens de snakker og griner.
Personen kommer tæt på med sit lange hvide hår, som en lidt dårligt påsat paryk; en guldkrone – måske af pap; et stort klæde løst og uordentligt slænget om en nøgen krop. Et kongekostyme, hvis umiddelbare reference er Kejserens nye klæder. Hele scenariet er spejlet med barok symmetri, hvor kongen deler sig i to for igen at flyde sammen til en i midteraksen. En lidt grotesk understregning af ”så se mig dog”.
Den danske kunstner Lars Vilhelmsen har til sin performance udvalgt sin location med omhu, Orangeriet – det barokke slot fra 1702 i baggrunden – er den perfekte kulisse for kongen, der er kunstneren selv. Baggrundskulissen rummer nemlig en af verdens største kunstudstillingsbegivenheder – documenta i Kassel – stedet hvor kunstneren potentielt kan opnå berømmelse.
Menneskestrømmen bevæger sig da også mod ”Ein – tritt”, som man får fornemmelsen af er en langt større attraktion end den lidt akavede og komiske konge. ”Ein-tritt” til documenta 12 – i den ny-opførte drivhusagtige Aue-pavillon – hvor man kunne se intet mindre end 56 kunstneres værker, mens hele documenta rummer ca. 500 værker. Så hvorfor nødvendigvis synes, at en falleret konge på græsplænen er særlig opsigtsvækkende?
Documenta får ofte(1) stor presseomtale og er kendt for at vise kunstnere/værker, der er og vil blive toneangivende de kommende år. Selvfølgelig afføder det også diskussionen om at være ”inde” eller ”ude” af det gode selskab, Lars Vilhelmsens performance er ikke inviteret til documenta, men han vælger at sætte sin kunstneriske performance ind i konteksten, for måske at blive berømmet og set og mest af alt for at stille spørgsmålstegn ved, hvem der ophøjes til kommende kunstkonger i kunsthistorien, og hvem der forsvinder ud i glemslen. Den selviscenesættende på en gang dekadente og pinlige konge er statist i skuespillet Kejserens nye klæder – spørgsmålet er bare, hvem der griner af hvad og hvorfor.
Broadcast yourself
ArtRoyal kan også ses som en metakommentar til at broadcaste sig selv på nettet. Med You Tubes slogan ”broadcast yourself” og sitet ”MySpace” er der sat fokus på den enkeltes ret til at iscenesætte og eksponere det, man har lyst til – og ikke mindst sig selv. Hvis man sigter efter 5 minutters berømmelse, hvor man selv bliver kongen i eget dagbogsagtige scenarie og måske endda får respons fra andre, kan ArtRoyal måske vise en form for sårbarhed. Tænk, hvis der ikke er nogen, som lægger mærke til din eksponering – hvis der er andre sites med højere attraktionsværdi – lurer pinlig fiasko, som nedbryder din identitet så rundt om hjørnet?
Er det demokratiske element i at webblogs er åbne for alle (med en vis teknisk snilde og med ovenstående mod taget i betragtning) en kvalitet i sig selv? Næsten alt kan lægges til skue, og så må det være op til modtageren selv at bedømme indholdet og respondere, mens bloggeren kan spejle sig i responsen. Hvis det, der eksponeres er nonsens, kan det måske læses af ”ratingen” – og er det så en kvalitet?
Spørgsmålet er selvfølgelig med hvilket formål, den enkelte iscenesætter sig selv eller deres produktion (foto, musik, video, digte, kommentarer m.v.) – om der et højere sigte end selveksponering. Hvis ”se mig” effekten – som Lars Vilhelmsen i sit værk sætter fokus på – er den eneste grund til, at man har en blog, er det så fordummende og spild af tid, eller kan der opstå nye relationer til andre?
Formålet med at blogge kan være mangeartede – at få luft for personlige frustrationer, at styrke gamle og få nye sociale/faglige relationer, at få en produktion eller et budskab ud til andre mennesker, der ikke bliver censureret. Nogle mener, at bloggen er af størst betydning for de få – det at blive set og hørt af en lille gruppe mennesker er det vigtigste.
Reply – comment – discussion
Bag videoen ses et cheriserødt stof – i samme nuance som kongens klæder – måske lidt lummer sovekammer-agtigt. Som et teatertæppe, der kan tilsløre og afsløre scenen. Den stønnende stacatto tekst på tæppet taler om spejlrefleksioner, om spejlbilledet, om at være i centrum på scenen, om det ikke-elitære hierarki – sætningerne afbrydes med gentagelser, som er typiske for bloggen: reply reply reply – comment comment – discussion discussion. Begæret efter at blive set, hørt og kommenteret.
Teksten fungerer både som baggrundstekst til videoen (iscenesættelsen af sig selv som kunstkonge i et teaterscenarie, hvor man kan spejle sig selv) og som en kommentar til det at blogge. Yderst til højre på Lars Vilhelmsens blog ArtRoyal kan man læse en leksikal og mere formel beskrivelse af kritikken af at blogge og forsvaret for weblogs fra wikipedia. Eksempelvis står der: ”Diskussionerne udvikler sig ofte til mudderkastning frem for nuanceringer; utrænede skribenter er nemme ofre for skjult markedsføring og andre former for plantede informationer”. Overfor lyder forsvaret bl.a.: ”I lande uden ytringsfrihed kan blogge være et vigtigt, anonymt medium; weblogs sikrer en større mangfoldighed af stemmer i debatten”.
I den leksikale tekst står der intet om selviscenesættelse, rollespil, spejlinger eller begæret efter at vide et og andet om andre – snuse rundt i det private – noget som for mange er hele drivet i at blogge, og det Lars Vilhelmsen med sit værk og sin blog sætter fokus på.
Det er muligt at indtage documenta, det er muligt at indtage nettet og udstille/bidrage med netop din vinkel på dig selv eller din omverden – det i sig selv er umådeligt positivt, hvadenten du er tjekket eller kikset – mens sårbarheden ligger i den respons, du får eller ikke opnår.
Alle bukker. Ein-tritt – exit. Nøgne konger ler sidst.
(1) Kuratorerne Ruth Noack og Roger M. Buergel har valgt en særegen kuratering af documenta i sammensætning af værker samt spredning af de samme kunstneres værker i forskellige bygninger, ligesom de ikke inddrager mange hot shots i documenta 12, hvorfor der måske heller ikke er kommet den vante store pressestorm. I stedet er der netop i 2007 sket en eksponering af mange ukendte kunstnere, hvilket ikke er typisk for documenta – som det udstillingsikon Lars Vilhelmsen sandsynligvis har tænkt det som. En anden henvisning til kongen i Lars Vilhelmsens scenarie – kunne være til kuratoren af documenta, som er kendt for ofte at være enevældig – stedet hvor kuratoren har suveræn magt til at sammensætte udstillingen.
