Aros sparer sig til nyt millionunderskud

Aros sparer sig til nyt millionunderskud

Uwe Max Jensen. Foto: Ole Bak Jakobsen

Billedkunstner og debatør Uwe Max Jensen mener, at kunstmuseet ARoS bruger spin til at lægge røgslør ud over sit driftsunderskud.

I slutningen af november fremgik det af en pressemeddelelse fra Aros’ altid flittige presseafdeling, at det jyske provinsmuseum i samarbejde med energikoncernen NRGi bestræber sig på at blive "Danmarks mest energirigtige museum", og at Aros siden åbningen af museet i 2004 og frem til og med 2009 har reduceret varmeforbruget med næsten 50 procent, elforbruget med 30 procent og vandforbruget med godt 25 procent.
En sådan positiv udmelding fra museet gav naturligvis håb om, at Aros ville komme igennem 2009 uden røde tal på bundlinjen.

Men der gik ikke mere end tre dage efter den positive nyhed, før museets bestyrelsesformand, advokat Carsten Fode, måtte melde ud, at museet igen i år kommer ud med et stort underskud. I år bliver underskuddet ifølge Carsten Fode på 1,9 millioner kroner. Sidste år endte Aros med et underskud på 3,2 millioner kroner. I 2005 og 2007 kom museet også ud med underskud. Kun i rekordåret 2006, hvor Aros havde 373.000 besøgende, noget museet ifølge eget udsagn næppe kommer i nærheden af igen, var der overskud på bundlinjen.

På baggrund af ovenstående står det klart, at Aros’ politisk korrekte klimahistorie om en reduktion i energiforbruget ikke var andet end journalistisk spin, der skulle aflede opmærksomheden i medierne fra annonceringen af det kommende underskud.
Historien understreger, at Aros’ presseafdeling er dygtig til at plante historier i pressen og derigennem fjerne fokus fra museets katastrofale økonomi og faldende besøgstal. Men spørgsmålet er, om det i længden er muligt for museets ledelse og direktør Jens Erik Sørensen at lægge røgslør ud over problemerne og ikke tage de nødvendige konsekvenser af den manglende styring.

I november 2009 skrev den lokale kender af Aros, kunsthistorikeren Tom Hermansen, en kommentar med følgende konklusion: "Fodboldklubben AGF og kunstmuseet Aros ligner hinanden. Men var Aros en fodboldklub, ville ledelsen være blevet sparket ud for længst."

Jeg er enig.

Debatindlægget er forkortet af redaktionen

Del artiklen

'Aros sparer sig til nyt millionunderskud'

Facebook