ARoS-formand går af

ARoS-formand går af

Jørgen Dissing har meddelt sin afgang fra posten som bestyrelsesformand for ARoS Aarhus Kunstmuseum.

Kort hukommelse i Århus byråd
Baggrunden er tilsyneladende museets tre millioner store underskud og byrådets trusler om besparelser. Århus Byråd har efter en forhøjet kassekredit på 1,5 millioner kroner bebudet en uvildig revisorgennemgang af budgettet, skriver Jyllandsposten i dag.

Til Jyllands-Posten siger Jørgen Dissing endvidere: "jeg er dybt forundret over den korte hukommelse, der er i Århus Byråd, for forvaltningen og politikerne er blevet orienteret om den økonomiske situation".

Ros til ARoS fra Kulturarvsstyrelsen
Gode vibrationer er der imidlertid at hente fra Kulturarvsstyrelsen, som i en netop offentliggjort rapport fra 2008 roser museet. Den kalder ARoS’ netværkspleje forbilledlig og nye museumsbygning fornem. Konservering og bevaring samt arkiver og bibliotek er ifølge rapporten også godt kørende, skriver Jyllands-Posten.

Aros har før beklaget sig over et for stramt budget for et så ambitiøst kunstmuseum. Dissing afviser dog at uddybe baggrunden for sin afgang, før museumsdirektør Jens Erik Sørensen vender hjem fra Venedig, hvor han opholder sig til mandag.

Del artiklen

'ARoS-formand går af'

Facebook