Aros får ny kæmpeinstallation

Aros får ny kæmpeinstallation

Joana Vasconcelos: Valkyrie Octopus. Foto: Joana Vasconcelos

Aros har erhvervet sig en ny kæmpeinstallation. Denne gang af den portugisiske kunstner Joana Vasconcelos.

Den 50 meter lange installation med titlen Valkyrie Rán vil fra efteråret bugte sig gennem Aros’ bygning på tværs af otte niveauer.

Værket er hovedværket i Vasconcelos særudstilling på museet, som åbner den 14. oktober. Efter udstillingen kommer værket til at indgå i museets faste samling og bliver hermed den største installation Aros har i sin samling.

”Vi er stolte af, at Joana Vasconcelos har valgt at skabe et så betydningsfuldt værk til ARoS. Det er en ambitiøs investering, fordi hun er en meget attraktiv kunstner. Det er et værk med stor visuel appel og mange forskellige fortællinger. Vi glæder os til at præsentere den imponerende og farverige Valkyrie Rán for vores gæster”, siger museumsdirektør Erlend G. Høyersten.

Visualisering af værket Valkyrie Rán på Aros. Pressefoto: Aros
Visualisering af værket Valkyrie Rán på Aros. Pressefoto: Aros

Valkyrie Rán er et justerbart værk, der kan forekomme i fem størrelser. Det er blandt andet lavet af tekstiler, LED-lys, broderi og perledekoration.

Kunstneren bag, Joana Vasconcelos, fortæller:

Valkyrie Rán er designet og skabt med øje for arkitekturen på ARoS. Efter at have arbejdet i 12 år med Valkyrie-serien er jeg stolt af og glad for at føre serien tilbage til sine nordiske rødder. Jeg er taknemmelig for, at et bemærkelsesværdigt museum som ARoS viser mit værk så stor tillid og anerkendelse. Valkyrie Rán er det mest ambitiøse værk i Valkyrie-serien”.

Joana Vasconcelos

Joana Vasconcelos (f.1971) bor og arbejder i Lissabon, Portugal. Vasconcelos har en international udstillingsaktivitet bag sig og blev blandt andet den første kvinde nogensinde til at udstille i de historiske rum på Château de Versailles i Frankrig i 2012. Derudover har hun flere gange repræsenteret Portugal ved Venedig Biennalen. Hun er repræsenteret i en lang række betydningsfulde private og offentlige samlinger.

Vasconcelos bruger tekstiler og håndarbejdets mange teknikker. Hun arbejder med håndværkstraditioner som hækling, broderi, perledekoration og fabrikationen af frynser, kvaster og pomponer. Hendes studio er bemandet med 50 fuldtidsansatte eksperter (blandt andet arkitekter, smede og syersker), som med hver deres specifikke fagområde samarbejder omkring skabelsen af de store kunstinstallationer.

Del artiklen

'Aros får ny kæmpeinstallation'

Facebook