ARKEN lancerer ART & TECH LAB

ARKEN lancerer ART & TECH LAB

Dries Depoorter, der er en af de største cyberkunstnere pt., skal sammen med unge fra vestegnen kode kunst som en del af ART & TECH LAB. Foto: Wim Van Eesbeek

Onsdag den 21. marts lancerer ARKEN Museum for Moderne Kunst initiativet ART & TECH LAB, der sammenkobler samtidskunst, teknologi og demokratisk dannelse.

Unge tilbringer i dag væsentligt mere tid foran skærmen end tidligere. Den digitale kultur, som mange unge “lever i”, indeholder skjulte koder og magtstrukturer, der kan opleves som stigmatiserende og drevet af stereotype forestillinger. ARKEN præsenterer nu ART & TECH LAB, som er et initiativ, hvor samtidskunsten anvendes til at eksperimentere med teknologi.

Bag projektet står leder af ARKEN Undervisning Katrine Pedersen. Om det nye tiltag fortæller hun:

“I ARKENs ART & TECH LAB skal vi undersøge de værdimæssige perspektiver af teknologien, vi skal åbne den og forholde os kritisk og nysgerrigt til den teknologi, der fylder så meget i vores tid.”

ART & TECH LAB igangsættes med pilotforløbet Coding for Diversity Camp, hvor unge fra Ishøj Ungdomsskole skal kode i kunsten i samarbejde med Dries Depoorter, der er i øjeblikket er én af de væsentligste, nyskabende cyberkunstnere. Igennem forløbet vil kunsten blive anvendt til at finde skjulte koder, hvorefter de unge, på baggrund af den tillærte teknologi, skal skabe nye konstruktive fællesskaber med værdier, der er fastsat af de unge selv. Også Nynne Just Christoffersen, der er softwareudvikler med baggrund i kunst- og designhistorie, vil bidrage med kyndig vejledning af de unge.

“Formålet er ikke produktet, men de tanker, spørgsmål og idéer, der melder sig, når vi bygger med afsæt i kunsten. Hvad er moral, etik og kærlighed i en digital virkelighed?” afrunder Katrine Pedersen.

Kilde: ARKEN Museum for Moderne Kunst

Arrangement: Talk med Dries Depoorter
I anledning af lanceringen af det nye ART & TECH LAB giver Dries Depoorter en eksklusiv talk på ARKEN onsdag den 21. marts kl 19

Tilmelding er nødvendig og skal ske via mail til techtalk@arken.dk. Deltagelse er gratis for gæster med entré til museet.

Læs mere om talken her

Del artiklen

'ARKEN lancerer ART & TECH LAB'

Facebook