Spot på projektrum: ARIEL – Feminism in the aesthetics

ARIEL er et relativt nyt rum, der, som navnet antyder, faciliterer udtryk i spændingsfeltet mellem æstetik og forskellige grene af feminisme.
Jeg fangede de to kuratorer over Zoom til en snak om ARIELs fortid, nutid og fremtid.

“ARIEL blev født i oktober 2019, og ligger i Kvindernes Bygning, som har en helt særlig historie, både på den danske kunstscene, men også for kampen for kvinderettigheder”, fortæller Karen Vestergaard Andersen.

“Udstillingsrummet er meget lille, men ligger i foyeren af Kvindernes Bygning. Vi har indrettet os med størst mulig respekt for Ragna Grubbs arkitektur, men udstillingerne ses primært ude fra gaden. Så på en måde er vi en klassisk vinduesudstilling, bortset fra at det indhold, vi præsenterer, er markant anderledes, end hvad man ellers ser inde i København City.”

Nina Wöhlk fortsætter: ”Vi har begge været selvstændige kuratorer. Jeg har arbejdet mest i Danmark men også i udlandet både med mine egne projekter, men også med opgaver udefra. Bortset fra det, har jeg en teoretisk baggrund som kunsthistoriker fra Københavns Universitet.”

For Karen Vestergaard Andersen har det feministiske altid ligget som en grundnerve i hendes arbejde:

“Tanken om at finde sammen og høre rigtig mange stemmer fortælle om, hvad intersektionel, transnational, transgenerationel feminisme kan være. Det vigtigste for os er at være en platform for mange forskellige æstetiske udtryk, men også forskellige holdninger. Det er vigtigt for os at vise, hvor meget vi har at lære af hinanden, i forhold til hvordan vi agerer med vores privilegier, for vores vedkommende f.eks. vores hvidhed, i de strukturelle problemer der stadigvæk findes.”

Både bredt og dedikeret publikum

Nina Wöhlk og Karen Vestergaard Andersen insisterer på at sætte “feminismer” i flertal, og at paletten udvides snarere end indskrænkes. ARIELs publikum er også forskelligartet. Wöhlk fortæller:

”Foyeren er jo et grænsested, som både er en del af bygningen, men også peger mod gaden. Vi prøver at lave initiativer, der både peger indad mod nogle af de grupperinger, der holder til i bygningen, men også at invitere andre ind. Vi prøver at åbne for, at man som yngre kan spejle sig i Kvindernes Bygning, der godt kan føles som hørende til en anden generation. Samtidig vil vi også gerne bidrage til det store gadefællesskab. Det er både meget forskelligartet, men selvfølgelig også præget af rigtig meget kommercialisme og forbrug.”

Andersen uddyber hvad placeringen betyder: ”Vores publikum består af alle de folk, der har deres gang i indre by, og i starten var vi faktisk overraskede over, hvor mange der forholdt sig til det, de gik forbi. Vi ligger f.eks. i samme bygning som spillestedet Hotel Cecil, og der har jeg oplevet unge mennesker stå i køen og snakke om, hvad der foregik inde i vores vindue.”

Wöhlk: ”Vi skulle have bidraget til Alt_CPH, som nu kun kommer til at findes i et online-format i år. Når vi får den slags invitationer, så siger vi ja, fordi vi rigtig gerne vil ud i nogle af de videre samtaler, hvor vores program kan blive nuanceret yderligere.

I selve bygningen har vi f.eks. læsninger, der bliver guidet af den kunstner, der udstiller og har udvalgt litteraturen. Det publikum, der kommer til de events, er meget målrettet i forhold til at snakke om, hvad feminismer er. Typisk et kunstfagligt publikum fra kunstnerens netværk, vores netværk, bygningens netværk og forskellige andre faglige netværk. Så vi har et meget dedikeret og interesseret publikum sideløbende med, hvad vi opfatter som et bredt publikum – dem der går forbi på gaden.”

Læs også: “Vi er ikke bange for at være upopulære, for kunst handler om at forblive kritisk”

“Man skal passe på ikke at blive en stemme-tyv”

Som kuratorer forsøger Nina Wöhlk og Karen Vestergaard Andersen at finde de vigtigste stemmer i deres felt – og ikke at tale indover dem.

“Vi vil gerne brede det her felt ud uden at udvande det”, forklarer Andersen. “Vi er meget opmærksomme på at danne platform – at lade folk repræsentere sig selv er rigtig vigtigt. Den måde vores samfund er sammensat på gør, at der er nogen stemmer, der kommer tydeligere igennem eller er mere accepterede.

F.eks. er det vigtigt, at det er kunstneren selv, der udvælger litteratur til vores arkiv i forbindelse med en udstilling. Vi forsøger ikke at gøre os selv til talerør for noget, som vi måske ikke er de bedste til at snakke om. Man skal passe på ikke at blive en stemme-tyv, fordi man har muligheden for det.

Feminismer er vigtige på kunstscenen, fordi det er vigtigt på et samfundsmæssigt plan generelt. Jeg tror mange har en positiv men lidt naiv tankegang om, at bare fordi man selv er med på, at man for eksempel selvfølgelig ikke kalder nogen ”en kvindelig kunstner”, så er det ikke nødvendigt, at man bliver ved med at køre rundt i den samme trummerum.

Vores ærinde er blandt andet at vise, hvor ikke-udtømt det er. Hvor værdifuld en måde at kigge på vores samfund det er, når vi snakker om begreber som ulighed, fairness, politiske systemer og værdier, etik og moral.”

Wöhlk tilføjer: “At bruge kunst som del af samtalen kan gøre det relevant for endnu flere og kan røre folk, fordi det er en anden type møde eller erkendelse. Men vi håber også at deltage i samtaler, der ikke kun findes indenfor det æstetiske felt.”

Læs også: The Female Gaze findes. I mange varianter

Dobbeltheden i “det fleksible projektrum”

Om projektrummens rolle generelt fortæller Wöhlk: “Jeg synes, vi har kunnet se her i lyset af covid, at vi har kunnet reagere ret hurtigt. I forhold til vores indhold og hvordan vi formidler det, har vi hurtigt kunne kalibrere om til, at stoffet bliver set med nogle andre øjne end for nogle måneder siden. Vi er hurtige, fordi vi kun er to, der skal blive enige sammen med kunstneren. Det er selvfølgelig prekært, fordi der også ligger en masse ubetalte arbejdstimer til baggrund, når man taler om det fleksible projektrum. Det bygger jo på en masse velvillighed, og på at vi synes, de her samtaler er så vigtige, at de også koster os noget. Så det er lidt dobbelt.”

Den dobbelthed ser Andersen også: “Det med at skabe noget fra bunden kræver jo rigtig meget kapital – hvad end det er for en kapital, man snakker om. I denne situation med Covid-19 kunne vi selv gå ind og vise vores kunstnere, at vi så dem, ved at benytte vores fleksibilitet til at tilbyde dem en form for økonomisk støtte og prøve at være avantgarden for nogle værdier. Det ved jeg, at rigtig mange af de små projektrum gør – altså værner om deres kunstnere på den måde og prøver så vidt muligt at støtte dem i deres udstillingspraksis”.

“Ikke for at sige at museerne ikke gør det, men for nylig blev der bragt en valid kritik, om at når der går så meget af ens arbejdsgang med at holde et kæmpe apparat i gang, er der nogen gange langt til den forandring, som vi mener der skal til. Derudover er det ekstremt vigtigt for kunstnerne, at der er de her steder, hvor man kan få vist sine ting og lave projekter sammen. Det er svært at se vores miljø være så alsidigt uden de mindre kunstnerdrevne projektrum.”

ARIELs fremtid

“D. 12. juni åbner vi ny udstilling med en amerikansk-kinesisk kunstner ved navn Jen Liu”, siger Wöhlk. “Udstillingen er blevet udskudt, så I mellemtiden har hun faktisk haft tid til at færdiggøre et nyt videoværk. Vi så det for et par uger siden, og det ramte os ret dybt i forlængelse af vores tanker under den her Covid-nedlukning. Vi bryder værket op henover udstillingsperioden og viser det i tre dele”.

Andersen: “Til udstillingen vil der også være et uddrag fra en bog, som kunstneren har oversat. Det er en kinesisk bog, der hedder A Better Life for the Workers. Det er et smadderspændene projekt, der primært er skrevet af kvindelige kinesiske arbejdere, og har været spredt til andre arbejdere som PDF. Der er virkelig mange forskellige holdninger til arbejde, overvejelser omkring det kinesiske samfund, og hvad det vil sige at være indbygger, migrationsarbejder og så videre.”

Hvordan ser fremtiden så ellers ud for ARIEL? Andersen giver et bud: “Skal vi sige lys? Nej, vi higer jo efter normalitet, men vil ikke have den normalitet, der var før. Vi tager de skridt, der kan lade sig gøre i forhold til vores udstillingsprogram, men det er jo svært at forestille sig i det hele taget, hvordan den danske kunstscene ser ud om to år. Vi skal nok ikke underkende den krise, som mange af de største institutioner har været i. Hvordan det kommer til at dryppe ned i de andre lag, er virkelig svært at forudse.”

Wöhlk håber på mere samarbejde institutionerne imellem: “Vi er enormt påvirkelige udefra, men påvirker også hinanden meget. Herudover har vi selv sænket tempoet lidt. Udstillingsperioderne er lidt forlængede, ud fra den tanke at måske kan vi ikke være så mange mennesker på én gang, og måske skal vi til at omtænke formaterne for formidling af vores indhold.

Vi har fået en digital platform op at stå. Her kan vi formidle de sider af en udstilling, der kan eksistere digitalt. Således kan folk, der ikke nødvendigvis kommer til København K også få indblik i blandt andet Jen Lius arbejde.”

ARIEL deler deres digitale platform med Young Girl Reading Group. På den måde forsøger projektrummet at skabe en kontaktzone for de personer de samtaler med.

“Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har virkelig mange spændene stemmer i programmet, som jeg glæder mig helt vildt til at snakke med, om de ting der sker i verden nu. Vi håber selvfølgelig på, at samtalerne også kan foregå fysisk,” slutter Nina Wöhlk.

Læs også: Måske er det ikke forældet at lade kvinderne tale alene? – Anmeldelse af “Writings of Bodies”