Anne Højer Petersen ny direktør på Faaborg Museum

Anne Højer Petersen ny direktør på Faaborg Museum

Anne Højer Petersen. Foto: Ingrid Riis.

Fra 1. juni bliver Anne Højer Petersen direktør på Faaborg Museum. Hun overtager direktørstolen fra Gertrud Hvidberg-Hansen, der har været på museet siden 2013.

Anne Højer Petersen er 55 år og har været direktør på Fuglsang Kunstmuseum på Lolland siden 2007. Før det var hun i 11 år leder af Storstrøms Kunstmuseum.

Petersen er uddannet mag.art. i kunsthistorie med videreuddannelser inden for ledelse og oplevelsesøkonomi, og har gennem årene bestridt adskillige tillidsposter inden for museumsverdenen, bl.a. som bestyrelsesmedlem af Organisationen Danske Museer og som mangeårig formand for Kunstkonserveringen, danske museers center for bevaring af kunst. Hun sidder i Realdanias repræsentantskab og er medlem af bestyrelsen for Det Danske Institut i Athen, udpeget af Kulturministeriet. I 2015 modtog hun Carl Jacobsens Museumsmandslegat, begrundet i sit ”visionære og engagerede kunstfaglige virke”.

Om den nye stilling udtaler Anne Højer Petersen:
”Det er mig en meget stor glæde fremover at skulle stå i spidsen for det skønne kunstmuseum i Faaborg. Det bliver en dejlig og spændende udfordring at være med til at forme museets dagligdag og fremtid sammen med dygtige medarbejdere, en engageret bestyrelse og i forlængelse af det solide forarbejde, der allerede er gjort. Jeg ser desuden frem til det lokale samarbejde, bl.a. omkring den imponerende helhedsplan, der er lagt for Faaborg, og så glæder jeg mig helt privat til, at min familie og jeg flytter til det naturskønne Sydfyn”.

Flemming Frydendal, bestyrelsesformand for Fulgsang Kunstmuseum, modtog meddelelsen om Anne Højer Petersens skifte til Faaborg Museum med beklagelse. ”Men der skal lyde et stort og velfortjent tillykke med stillingen. Med Anne Højer Petersens farvel til Fuglsang Kunstmuseum efterlader hun en høj faglig ekspertise at leve op til, og som Faaborg nu får glæde af”, udtaler Flemming Frydendal, der tilføjer: ”Det må betragtes som en stor cadeau til vores museum, at vi i løbet af ganske få år har kunnet generere direktører til nu to anerkendte kunstmuseer i Danmark, først Gertrud Oelsner til Den Hirschsprungske Samling og nu Anne Højer Petersen til Faaborg Museum.”

Kilde: Faaborg Museum og Fuglsang Kunstmuseum.

Del artiklen

'Anne Højer Petersen ny direktør på Faaborg Museum'

Facebook