Al protest er teater

Det var lige ved ikke at blive til noget, interviewet. Først på grund af autografer, siden på grund af telefonsvigt. Og mistanken om, hvorvidt KUNSTEN.NU i virkeligheden var blevet en brik i et af Boyds politiske performanceværker, kunne kun afvises med, at det er vi nok ikke vigtige nok til.

For de tidligere ‘ofre’ for Andrew Boyd & Co’s ‘kunstfærdige kampagner’ på den politiske scene tæller navne som CNN, Bush administrationen og adskillige multinationale virksomheder.

[Billede:3, right]Al protest er teater
På en mørk bænk i Fredens Park fortæller Boyd nærmere om skellet mellem kunst, kreativitet og politiske kampagne.

Hvordan forsvarer du at kalde dine politiske kampagner for kunst?

“Det gør jeg faktisk ikke. Vi kalder det, vi laver, for ‘kunstfærdigt’ – en kampagne er altså ikke nødvendigvis kunst, men kan være ‘kunstfærdig’,” svarer han og fortsætter:

“Jeg mener, at det var Addie Hoffman, der sagde, at ‘al protest er teater, så man kan lige så godt lave godt teater.’ Jeg tror, at hans pointe var, at der er en æstetisk dimension til alting. Uanset om man bemærker den eller ej.”

Æstetisk Magt
Og det er netop forståelsen og brugen af den magt, som den æstetiske dimension rummer, som Andrew Boyd i en tidlig alder fik blik for og lige siden har spillet på i diverse kampagner for social retfærdighed.

Boyd har været en vigtig del af både hurtige ‘stunts’ som The Boston Tea Party Redux (1998), hvor en lille gummibåd ‘hijackede’ al opmærksomheden i et politisk mediestunt planlagt af højrefløjen, og længerevarende kampagner som for eksempel Billionaires for Bush(2000), hvor store forsamlinger udklædt som ‘milliardærer’ protesterede i gaderne under paroler som: ‘We Paid For Eight Years‘ og ‘Widen The Income Gap!‘.

Betydning
I et af kapitlerne i Beautiful Trouble (skrevet af Jonathan M. Smucker) introduceres et udtryk, der stammer fra semiotikken: ‘A floating signifier’, som kan oversættes med ‘en flydende betydningsdanner’.

Boyd mener, at man kan bruge begrebet til bedre at forstå, hvordan politiske kampagner kan drage nytte af den ‘flydende betydning’, der kendetegner særligt kunsten.

[Billede:4, right]Flydende Obama
“Obama er er godt eksempel på en sådan ‘flydende betydningsdanner’. Da han stillede op til præsidentvalget, talte han om ‘håb’ og ‘forandring, du kan tro på’ – hvad fanden er ‘forandring, du kan tro på’, hvilken forandring?

Det er så åbent formuleret, at alle kan lægge deres håb og drømme i det. Og når det så bliver leveret af Obama, der var så inspirerende (ikke mindst efter otte år med bush), bliver det nærmest et kunstværk i sig selv,” siger Boyd med et stort smil:

“‘Vi er det folk, vi har ventet på’ – boom, ‘ok, ja vi er!’ Og det følte alle de her forskellige ‘vier’. På den måde var Obama en ‘flydende betydningsdanner’.

Han betød meget forskelligt for mange forskellige mennesker, men drev stadig tingene i én bestemt retning: Mod sin præsidentpost.”

Måske er det kunst?
“Og det er det, der er den svære balancegang: En kampagne skal være ‘flydende’ nok til at kunne give hjem til mange forskellige mennesker, men samtidig bevare nok retning til, at sagen kan bevæge sig fremad.

Og det er et utroligt fint punkt; kunstfærdigt – hey, måske er det kunst?”