“Al god kunst er politisk”, bliver det ofte sagt. Tanken er vel noget i retning af, at rigtig god kunst kan sætte spørgsmål ved den givne virkelighed og få os til at sanse og tænke selv påny. Og at det har politisk potentiale.
Citatet stammer fra den tidlige modernist, Harald Giersing (1881–1927), som tilføjede: ”Al politisk kunst er dårlig”, med et svirp til entydige, propagandistiske udsagn.

I dag kunne man tilføje: “Al god kunst er spirituel”. Rigtig mange kunstnere rækker netop ud over vores kulturs stærke fokus på individ og materialisme og mod en mere holistisk eller åndelig tilgang til tingene. Sådan en kunst – og tag bare eksempelvis ‘økokunsten’ – kan få os til at erfare, at der er noget større end min lille ego-ært. At mennesket indgår i kredsløb med andre mennesker og væsner, med naturen og kosmos.

Samtidskunsten inviteret

Museet for Religiøs Kunst med den superflotte beliggenhed ved indsejlingen til Lemvig havn åbnede i 1994 ud af et lokalt initiativ, inspireret af Bodil Kaalunds udsmykning af Lemvig Kirke. Museet, der har en lille permanent samling med kunstnere som blandt andre Kaalund, Georges Rouault og Maja Lisa Engelhardt, har vel nok et kristent afsæt, men temamuseet har både forstået at brede perspektivet ud og at inddrage samtidskunsten. En udstilling som Lige ved Næsten inddrog i 2015 eksempelvis – med næstekærlighedsbegrebet som prisme – ‘politiske’ kunstnere som Superflex, Kenneth Balfelt og Dufour/Thybo Andersen, og det gav rigtig god mening.

Læs anmeldelse Næstekærlighed – en kunstnerisk strategi

Nu inviterer man igen samtidskunsten indenfor med udstillingen Vera Icon. Titlen er inspireret af fortællingen om Veronika, som fik medlidenhed med Jesus, da han slæbte korset den lange vej til Golgata. Hun gav ham derfor et klæde, så han kunne tørre sit ansigt, og et aftryk af hans ansigt blev ifølge myten efterladt på klædet.

Religiøs eller spirituel?

Vera Icon betyder “Det sande billede” (Vera = sande og Icon = billede), men museet har skyndsomt sat et spørgsmålstegn efter titlen. For, som det hedder i udstillingsteksten, “hvordan arbejder de yngre kunstnere egentligt med religiøs kunst i dag?”.

De arbejder i hvert fald næppe på at skabe ‘det sande billede’, ligesom jeg vil blive overrasket, hvis mange af de udstillende kunstnere vil sige, at de laver decideret religiøs kunst. Samtidskunsten holder mere af at ‘stille kritiske spørgsmål’ og ‘lave undersøgelser’ – og det kan så udmærket være af religioner eller religiøs ikonografi. Men i denne åbne, spørgende tilgang kan der rigtignok være sprækker til spirituelle dimensioner. Og ja, nu skriver jeg spirituel, fordi jeg tænker – uden at skulle ud i en uoverskuelig diskurs om forskellen på ‘religiøs’ og ‘spirituel’ – at dét ord alt andet lige er mere både spiselig og dækkende i forhold til samtidskunsten.

Opdateret ikonografi

Nuvel, til sagen. En ‘kritisk undersøgelse’ af den kristne ikonografi er der eksempelvis hos Alexander Tovborg, der har lavet en moderne ikon, malet på bagsiden af en roset fra en gammel kirkebænk. Men her sidder gudsmoderen ikke med et drengebarn men med en lille pige. Udgangspunktet har været kunstnerens nyfødte datter, men også et ønske om at lave et nyt religiøst motiv (ja, ok, Tovborg vil måske gerne kaldes en ‘religiøs kunstner’), som ikke opretholder patriarkatet, men i stedet foreslår, at fremtidens ikoniske ledestjerne kan være båret af det kvindelige omsorgsprincip.

Sif Itona Westerberg ønsker også at udvikle det ikoniske sprog. I Fruit Picker sampler hun mytologiske figurer og forskellige tidsligheder, for at skabe et mere sammensat og opdateret (guddommeligt) væsen. Kristne Eva, der vil vide mere i paradisets have, optræder i græsk/arkaisk antræk. Er hun en mangearmet østlig guddom eller en effektiv industriplukker? Og hvad med de sci-fi-agtige robotben, der forhandler forholdet mellem menneske og maskine?

I Birgitte Støvrings kulørte maleri Jomfruen bliver ikonerne også pillet fra hinanden og sat sammen påny med en kritisk (og måske lidt for entydig) bagtanke. Madonna er her splejset sammen med Freja fra den nordiske mytologi for at give kant til det noget anæmiske og bleg-kyske kvindebillede og introducere en moderne powerkvinde med magt og kropslig kraft og saft.

Det guddommelige er der i forvejen

Sådanne værker forhandler de religiøse billeder, mere end de i sig selv er ‘religiøs kunst’, tænker jeg. Men spirituelle dimensioner bryder til gengæld igennem ‘af sig selv’ flere steder i udstillingen.

Hvad for eksempel med Anu Ramdas serie af helt små billeder, som umiddelbart ligner en stjernevrimmel eller et mørkt, oprørt hav fotograferet oppefra? Serien, der bærer titlen Cosmic Storm, er dog blevet til, ved at kunstneren har blandet tårer med grafit. Materialerne har så selv skabt disse billeder af kosmiske dimensioner. Snarere end at skabe billeder af det guddommelige, opdager kunstneren det. Det er der så at sige i forvejen.

Yinon Avior (f.1991) med jødiske rødder lader også materialerne tale. Egentlig er hans værk Ashes and Dust et spor i hans praksis, der bearbejder det jødiske kz-traume, men det har også andre rækkevidder. Det todelte næsten undseelige værk er frembragt af henholdsvis aske fra et menneske og husstøv. Hvor flygtigt er dette menneskelige liv ikke? – og hvor forbundet med verdensstøvet? Gjort af samme stof, når alt kommer til alt.

Ramdas og Aviors værker henter deres styrke i og med, at de lader enkeltindividet træde til side for at åbne døren til et større fælles rum. De gør det diskret, næsten undseligt, men ikke desto mindre er rummet stort.

Stemmen blev til ord og ordet blev til sang

Den spirituelle dimension træder også igennem som en slags sideeffekt i Francesca Buratellis lydværk. Kunstneren er inspireret af barndomsminder fra sin italienske nonnebørnehave, hvor man sang sine Ave Maria og Pater Noster, og siden har hun fundet frem til, at både Biblen, Toraen og Koranen fremhæver sangen som en vej til gud. Hun har derefter bedt en række sangere om at indtale sætningen: “Stemmen blev til ord og ordet blev til sang” på deres respektive modersmål: Hebraisk, engelsk, italiensk, latin og farsi. Sangerne blev bedt om at gentage sætningen igen og igen, indtil det blev mere som en sang.
Men for mig er det ikke så meget hele den polyreligiøse baggrund for værket, der betager. Det er langt mere selve det, at selve disciplinen, hvor stemmerne i en uendelig båndsløjfe forvandler sig til ord og sang, virker som et transcenderende mantra. Et mantra, som peger på det evige transformative potentiale, der er til stede lige om ørerne på os, altid og i alle situationer. Det er ganske kraftfuldt.

Måske udstillingen er en kende forsigtig. Vi får en række værker, hvor det guddommelige skal fremtræde i landskabsmalerier (Cathrine Raben Davidsen, Maria Wæhrens, Kinga Bartis), hvilket virker lidt bagudskuende og repetitivt i forhold til tidligere generationers religiøse kunstgreb. Man kunne have ønsket sig en større friskhed. Hvad med Lea Porsager? Hun kunne have tilført udstillingen lidt højspændt og udknaldet aura. Eller kunstnerduoen J&K, som netop har afsluttet en række søgende nyrituelle praksisser i Mariakirken på Vestrebro, København, i forbindelse med Maria-projektet?

Men allright, tak til Museet for Religiøs Kunst for buddet – og for at gøre os opmærksom på en ikke uvæsentlig pointe: At al god kunst er spirituel.