En af sidste års helt store mediebegivenheder i Danmark var opsendelsen af landets første astronaut Andreas Mogensen. En begivenhed, der blev dækket intenst både før, under og efter rumfærden som et indiskutabelt fremskridt for Danmark i almindelighed og dansk forskning i særdeleshed.

Ved sin tilbagevenden til jordens overflade, blev Mogensen da også hyldet som dels nationalhelt og dels videnskabelig pioner.

Antihelten
Vender man dette billede 180°, har man et udmærket udgangspunkt for at forstå astronauten Billy Cutshaw, der er den fiktive hovedperson i Søren Thilo Funders (f. 1979) soloudstilling. Cutshaw optræder i begge af udstillingens mest markante værker og refererer til en figur skabt af manuskriptforfatteren William Peter Blatty til gyserfilmene Exorcisten (1973) og The Ninth Configuration (1980). I førstnævnte bliver han advaret mod at rejse ud i rummet, og i sidstnævnte indlægges han på et sindssygehospital som følge af sine traumer fra jobbet som astronaut.

I 3-spors-videoinstallationen Swerve (You’re Gonna Die Up There), 2016, møder vi på den ene skærm Cutshaw i dialog med sit fremtidige selv under, hvad der tilsyneladende er, en køretur gennem Washington DC. I de to resterende spor bliver denne opfattelse henholdsvis underbygget og undergravet. Den anden skærm viser således køreturen som filmet ud gennem bilens bagrude, hvorimod den tredje i stadig tydeligere grad placerer scenen i et filmstudie, og dermed understreger optagelsens fiktive karakter.

For at få størst udbytte af Swerve, er det bedst at se de 10 minutter som et narrativt forløb med en start og en slutning, og forstå handlingen som Thilo Funders udlægning af, hvad der er hændt Cutshaw i årene mellem de to spillefilm. Hovedpointen om at skifte spor, inden det får fatale konsekvenser, bør dog skinne tydeligt nok igennem uden et videre kendskab til gyserfilmgenrens bagkatalog.

Til forsvar for Billy Cutshaw
Videoinstallationen Futurist Youth (In Defense of Billy Cutshaw) (2016) består af to spor og varer godt 8 minutter. På et stort lærred hvilende på gulvet, ser vi en gruppe unge udføre en rituel afbrænding af en papmachéfigur, der forestiller en abe i astronaut-kostume. Sideløbende, projekteret på rummets sorte mørklægningsgardiner, kan vi læse, hvad vi må forstå som gruppens manifest. Altsammen tilført et punket soundtrack.

I modsætning til de italienske futurister, der var i vælten ca. 100 år tidligere, er der hos denne ungdommelige inkarnation ingen tro på fremskridt og teknologi. I stedet dyrker de en overbevisning om, at der ikke findes noget derude. Derfor tager de den fiktive figur Billy Cutshaw i forsvar, og derfor refererer papmachéaben til chimpansen Ham, der rent faktisk blev opsendt i rummet af Nasa i 1961. Værket er installeret en anelse henslængt, men er til gengæld mere tilgængeligt for den uindviede end Swerve, og et vigtigt udsagn i udstillingens tvekamp.

Dystopisk Science Fiction
Udstillingsfolderen fortsætter værkernes fiktive karakter ved at placere You’re Gonna Die Up There i en nær fremtid domineret af en ny kold krig mellem Rusland og Vesten. Her mødes tre af Science Fiction-historiens store rumfarere på Overgaden for at tale om deres kendskab til Billy Cutshaw. Teksten i folderen kommer på den måde som advarsel fra fremtiden til at parafrasere værket Swerve.

Vælger man at se udstillingen gennem denne optik, lægger Thilo Funder op til refleksion over en fremtid, der svært kan afvises som ren dystopi. Måske skal vi også forstå modviljen mod rumfart, der er et fælles tema i de to videoinstallationer, som en advarsel om et kommende våbenkapløb i atmosfæren. I det lys kommer Cutshaw til at fungere som et pacifistisk ideal i en koldkrigskontekst, og værkernes omdrejningspunkt flyttes fra fortiden til fremtiden.

I passagen mellem de to store videoinstallationer er et lille wunderkammer med syv mindre værker, der for de flestes vedkommende er med til at underbygge Science Fiction-stemningen. Men snarere end en ophængning, bærer genstandene i rummet mere præg af at være blevet efterladt og indgyder en stemning af fravær.

At bruge tomme flader eller tilsyneladende bare vægge som betydningsskabende i sig selv, er Thilo Funder ikke den første til at finde på, og da skillevæggene i sig selv er et værk; Sliding Walls (2016), er det nærliggende at tro, at det er tilfældet.

En besøgende med særlig fokus på det æstetiske udtryk, vil derfor ikke få meget ud af denne del af udstillingen.

Ikke desto mindre domineres mellemrummet af en 3D-video med titlen DOWN WITH THE DOMESTIC TRASH (Rubber Plant), 2016. Alt efter temperament beskriver denne russisk-speakede video et utopisk eller dystopisk bofællesskab efter sovjetisk forskrift, hvor borgerskabets behov for individualitet og privatsfære er udskiftet med fællesskabets allestedsnærvær. Beskueren guides gennem bebyggelsen af en animeret potteplante, der i sig selv bliver fremstillet som symbolet på énfamiliesboligen. Koldkrigssymbolikken kommer helt på plads, da planten undervejs kaster hip-hop håndtegn, der markerer et tilhørsforhold til enten øst eller vest.

Utidig indblanden
Desværre, er det svært ikke at lade sig irritere over, den måde værkerne er installeret. Hvis det er Overgaden eller kunstnerens intention at understrege værkernes dialog med hinanden, bliver det pointeret på en måde, der er til den besøgendes store frustration. De tre videoværkers lydside griber nemlig markant ind i hinanden. Det er faktisk så voldsomt, at man som beskuer overvejer om forstyrrelsen kommer udefra, og om det vil være bedre at vende tilbage på et andet tidspunkt.

Men det bliver ikke bedre, og det er synd, for der gemmer sig faktisk stemningsfulde og relevante fortællinger i Thilo Funders værker både af narrativ og samfundsmæssig karakter. Ikke mindst i en tid hvor Danmark er blevet rumfartsnation og en ny kold krig truer i horisonten.