Årets bedste udstillinger 2022

Årets bedste udstillinger 2022

Zanele Muholi: Sebenzile, fra serien Somnyama Ngonyama, Parktown, 2016. © Zanele Muholi. Courtesy of Stevenson, Cape Town/Johannesburg/Amsterdam and Yancey Richardson, New York.

Også i året, der snart rinder ud, har en række udstillinger gjort indtryk. Her er nogle af dem, der særligt har begejstret vores anmeldere.

GL STRAND
Zanele Muholi
Udstillingen med den sydafrikanske kunststjerne Zanele Muholi var spændt ud mellem iscenesatte selvportrætter, der spillede kritisk på visuelle koder for sort identitet, og dokumentariske serier fra queer- og transmiljøer.
“Stærke vidnesbyrd for, hvordan et særligt engagement på tværs af liv og arbejde kan animere et kunstnerisk oeuvre uden at afskrive det ligeså væsentlige aktivistiske aspekt i kunstnerens virke”, skrev Ditte Vilstrup Holm.
Læs anmeldelse

Arken Museum for Moderne Kunst
Leonora Carrington
Med humor og heksekraft opløser Leonora Carrington i stor retrospektiv udstilling grænserne mellem menneske, dyr og natur og forener dem i surreelle skabninger, hvor krop og identitet er i konstant forandring. Leonora Carrington er simpelthen queer, argumenterer Tilia Isabella Bagger i sin anmeldelse: “ Carrington var i den grad visionær som kunstner og menneske – hun sprænger verden i småstykker, hvorefter hun sammensætter stykkerne på nye, underfundige måder og skaber en ny virkelighed af muligheder”.
Læs anmeldelse

 

Jakob Kudsk Steensen: Berl-Berl. Copyright: The artist.

ARoS
Jakob Kudsk Steensen: Berl-Berl
“Det mest slående er, hvor sanseligt, det hele er. Jakob Kudsk Steensens omfattende installation på ARoS er milevidt fra det taktile, håndværksbårne kunstværk, men genereret gennem digitale, maskinelle processer. Ikke desto mindre taler værket ganske umiddelbart til alle sanser og virker på ingen måder fortænkt eller drænet af konceptuel drøvtyggeri”. Sådan skrev Ole Bak Jakobsen om Steensens overvældende installation, der digitalt genopførte et sumpområde på museet.
Læs anmeldelse

Copenhagen Contemporary/Dansehallerne
Dangerous When Wet
Performance-udstillingen Dangerous When Wet – kurateret af Mette Woller –  foregik i Kildeskovshallen i København, som var orkestreret med stedspecifikke og publikumsinddragende værker, der forvandlede en svømmehal til mulighedernes rum og tog synkronsvømning til nye dybder.
“Efter næsten tre timer træder jeg ud i efterårsmørket med rester af klorlugt i næseborene og føler, at min verden er blevet udvidet”, skrev Helle Fagralid efter besøget.
Læs anmeldelse

Louisiana
Forensic Architecture – Vidner
“Forensic Architecture er en virkelig interessant og næsten uvirkelig forsknings-enhed, der siden 2010 hårdnakket og ekstremt møjsommeligt har insisteret på, at sandheden findes og kan tilnærmes, hvis kunstarterne arbejder sammen og på tværs af praksisser, medier, modeller og data”, skrev Matthias Hvass Borello begejstret om Louisiana-udstillingen Forensic Architecture – Vidner, idet han mente, at udstillingen var “et studie i formidling, som de fleste kan lære af”.
Læs anmeldelse

Alex da Corte: Mr. Remember
Og Louisiana er da med på listen med endnu en: Overflødigheds-udstillingen med neo-pop kunstneren Alex Da Corte, som Matthias Hvass Borello betegnede som “en helt igennem overmenneskelig – kunstnerisk og kuratorisk – præstation”. Men som dog også efterlod anmelderen noget overmæt i mødet med en udstilling, der føltes som om “den krævede tre besøg”.
Læs anmeldelsen

Michael Boelt Fischer, Kulturforbruger, 2022. Foto: Jenny Sundby.

Kunsthal Kongegaarden
Retroavantgarde
En tilsyneladende ret nørdet udstilling, som tog afsæt i avantgardestrømninger i Ljubljana i mellemkrigsårene i forrige århundrede. Hvad kan danske kunstnere og et dansk publikum få ud af det i 2022? Ifølge Kristian Handberg en hel del:
“Retro og avantgarde viser forskellige veje. Avantgarde betød oprindeligt et brud med fortiden og alt det bestående i en jagt på nye rum. Hvorimod retro handler om at insistere på, at fortidens materiale fortsat ligger der og kan anvendes til enten at hjemsøge nutiden og dens selvopfattelse eller måske vise vejen til noget ganske nyt. En række af sådanne veje peges ud i Korsør, og så er det tilmed ret underholdende og overraskende undervejs”.
Læs anmeldelse

Kunstmuseum Brandts
Kathrine Ærtebjerg: De tusind gåders sted
Den store retrospektive udstilling med Kathrine Ærtebjerg fik følgende roser med på vejen af Ole Bak Jakobsen:
“Udstillingen viser en vedholdende kunstner, som maler røven ud af bukserne og fremkalder en cyklisk verden, hvor mørket altid er der – ikke som en farlighed eller noget unheimlich, men snarere som en selvfølgelighed, uløseligt spundet ind i skønheden”.
Læs anmeldelse

Del artiklen

'Årets bedste udstillinger 2022'

Facebook