Des Mere Stakkarle Hades, Des Flere Bliver Der
Jørn Bie
Kunstmaler Jørn Bie har lige løftet sløret for sit største værk til dato. KUNSTEN.NU mødte ham på et snedækket Sydsjælland, hvor han indviede i anekdoter om sit eventyrlige liv med kunst – og et 80m2 stort, 4,5 ton tungt oliemaleri i Odder.
Han står og venter ved en lille, mørk bil uden for Vordingborg station. En stor skikkelse med hvidt hår, der stikker frem under en marineblå tophue, veltrimmet, hvidt fuldskæg, malerplettede arbejdsbukser og et varmt ansigt under et par store Ray Ban Aviators. Vi kører mod Møn gennem nybrudte snedriver og bragende sol.
Postkort
Jørn Bies far, den danske kunstner og forfatter Per Ulrich, var en af de første danskere, der rejste til Mexico for at følge den nye tradition af gigantiske identitetsmalerier. Han malede med legender som Diego Rivera og David Alfaro Siqueiros, og de hjemsendte postkort gjorde stort indtryk på lille Jørn.
Da han Jørn Bie blev voksen, rejste han alene til Latinamerika. Her lærte han selv at mestre de store vægmalerier. Nu bor han på Møn, men han foretrækker stadig at male stort – rigtig stort.
Des Mere Stakkarle Hades…
Hans største maleri til dato hedder Des Mere Stakkarle Hades, Des Flere Bliver Der, og de 80m2, det fylder, var godt 9 år undervejs. Værket er skabt specielt til Egmont Højskole i Odder, hvor halvdelen af eleverne lever med multihandicap.
Jørn Bie var ung i 70’erne, og viljen til at kæmpe for minoriteterne i samfundet har han aldrig sluppet. Det ser man tydeligt på Des Mere Stakkarle Hades…, som er en kæmpe historisk fortælling om de svages levevilkår i det danske samfund siden – ja, vikingetiden.
Mens vi kører gennem det solrige snelandskab, fortæller Bie, om hvordan de politiske, historiske og kulturkritiske budskaber i hans værker blev forstærket gennem et liv levet halvt i Latinamerika, halvt i Danmark.
Han arbejdede en tid som lærer ved kunstakademiet i San Salvador, og mens han beskriver den enorme mængde politisk korruption og vold, han vidnede der, falder en skygge over hans ellers milde, aldrende ansigt, og knoerne på de store hænder om rettet bliver helt hvide. Vi krydser broen til Møn i stilhed.
Inspiration
“Snelandskabet inspirerer mig ikke,” bryder han tavsheden.
Det er ikke overraskende, tænker jeg, at et fladt, dansk snelandskab har svært ved at pirre et hjerte, der har brugt et halvt liv på at producere og undervise ‘oprørskunst’ i et frodigt Latinamerika.
Vi parkerer mellem to store snedriver ved et lille hus med storslået udsigt over mark og hav.
Dansk kultur
Men selvom Jørn Bie siger, at han ikke finder inspiration i et snedækket Danmark, er der nu masser af nationalkulturelt engagement i hans værker. Særligt i det nye vægmaleri på Egmont Kollegiet.
Mens hans kone sætter de sidste ting klar på frokostbordet, viser Bie mig billeder fra ferniseringen på Des Mere Stakkarle Hades…
Mylder af mening
Hvor der er baggrund, er den sort, men det er der ikke meget af. Når øjnene glider hen over de 80m2, myldrer motiverne frem: ansigter, bygninger, kroppe, træer, maskiner og så videre i en uendelig fortælling.
Når man studerer detaljerne, udtrykker hver kvadratmeter en helt bestemt mening, som Bie har tænkt ind i de 4,5 ton bemalede MDF plader fra start.
Han finder et tilfældigt 1 gange 1 kvadratmeters udsnit på computeren og begynder at forklare:
“Det her handler om socialforsorgent i Danmark, som jeg gerne ville se som et billede, men hvordan fanden laver man det? Jo, socialforsorgnet giver en hjælpende hånd, jeg vil gerne se den hånd. Så jeg maler den hånd.” Bie peger på afbilledningen af en stor hånd, der holder et barn og fortsætter:
“Og deri lægger jeg alle de forskellige mennesketyper. De ligger så der ligesom fugleunger i en rede, indtil de har fået hjælp nok, så man kan åbne hånden, og de kan flyve selv. Altså sådan skal man læse det.”
O.k., og sådan er det hele vejen igenmmen alle 80m2?
“Heele vejen igennem hænger det sammen,” svarer han koncentreret, peger på et nyt felt og fortsætter.
Evighedsmaskine
“Det der stempel det går op og ned ik’ – whrom, whrom, whrom,” brummer Bie og hiver armen op og ned, “og den store maskine derinde er fuld af tandhjul, og ved siden af står der en ny sag og en ny sag og en ny sag.
Og så har jeg lavet spillemaskinen fordi, spiller du dine kort rigtigt, kan du få en masse penge ud af det. Men pengene ryger bare ind i systemet igen, så det er sådan en stor evighedsmaskine.”
Det er tydeligt, at fortolkningerne kunne fortsætte ubesværet 78m2 endnu, og han er da også i gang med at fortælle om betingelserne for en mulig bogudgivelse, da frokostklokken ringer.
Efter et lækkert, dansk frokostbord med adskillige glas hjemmelavet snaps til gæsten, en grundig tour af værkstedet og mange flere utrolige historier fra Latinamerika kører vi tilbage mod stationen. Vi har solen i ryggen.
I bilen fortæller Bie historien om, hvordan kærligheden til hans kone omsider bragte ham tilbage til Danmark.
Snelandskabet
Jeg læner siden af hovedet mod ruden og lytter gennem snapsesløret til endnu en storslået fortælling om lidenskab, chancer, retfærdighed – og om hvordan alting set i bakspejlet synes planlagt på forhånd.
Mens Bies stemme rumler, danser figurer og elementer fra hans historie i solstrålernes skær over det monokrome landskab.
Snelandskabet inspirerer måske ikke maleren selv, men lige nu – med et helt livseventyr i øret, brændevin i blodet og 80 kilometer i timen – myldrer den kridhvide horisont med liv.
Des Mere Stakkarle Hades, Des Flere Bliver Der
Jørn Bie
