Tre videoskærme på væggen og tre sæt briller med Virtual Reality (VR) ophængt fra et simpelt stillads placeret på et lavt podie fyldt med træflis. Det synes nærmest klart fra første øjeblik, at det er, hvad der foregår på skærmene og i brillerne, der er vigtigt, og at kunstneren føler sig så tryg ved sine værker, at en bemærkelsesværdig iscenesættelse er unødvendig. Alligevel er duften fra det fugtige træ så markant, at man som besøgende føler sig tvunget til at tilskrive det en pointe; og træflisen kommer måske netop til at sikre en organisk forankring til en udstilling, der er udpræget digital, omend dens omdrejningspunkt er naturen og det naturvidenskabelige.

Det første, man mister efter at have iført sig VR-brillerne, er orienteringsevnen – det næste er balancen, og man bruger den indledende tid i den virtuelle verden på at genvinde begge. Selvom det univers, der udspiller sig omkring brillebæreren ikke som sådan er naturtro, er det overbevisende nok til, at man bliver usikker på sin førlighed, såvel når man er i en illusion af at stå i vand til knæene, som når man mister fast grund under fødderne og bevæger sig op i et mere surrealistisk tableau.

Det er både fascinerende og uhyggeligt, og man forstår pludselig, hvorfor andre besøgende reagerer så besynderligt, når de står dér med de klodsede briller på; det er uundgåeligt en del af oplevelsen på afstand at betragte deres indlevelse.

Man kan indvende at ovenstående kendetegner al vellykket VR, men Re-Animated er naturligvis mere end sit medie, og udstillingen lykkes ikke mindst i kraft af, hvor ubesværet VR-delen fungerer i forlængelse af de 3D-renderinger, der kører i loop på skærmene.

En ø i Stillehavet

3D-renderingerne i de tre videoer og filmen i VR-brillerne griber nemlig ind i hinanden både i kraft af materiale, men også i et narrativ, hvor de fungerer som hinandens forgreninger. En nogenlunde lineær fortælling findes dog i værket Arrival, som også fungerer kontekstskabende for hele Re-Animated. Beskueren tages med i et fald gennem skyerne fra 12.000 fods højde mod vulkanøen Kaua’i, der er en eksisterende del af øgruppen Hawaii. Det er en 3D-fortolkning af denne ø, der danner rammen om alle udstillingens videoer.

Kaua’i var den nu uddøde ‘õ’õ-fugls naturlige habitat, og videoens hypnotiserende fortællerstemme forklarer, hvordan samlere, videnskabsmænd og ikke mindst myg medvirker til stillehavsfuglens endeligt. Videoen kulminerer på toppen af øen, hvor en moderne, hvid bygning beklædt med levende fluepapir danner ramme om bemærkelsesværdigt todimensionelle og fotorealistiske fremstillinger af den døde fugl.

Et foldeværk i video

Selv ved en overfladisk betragtning af de fire videoer vil man bemærke et slægtskab mellem dem, men ved nærmere studie kan man opleve, at de folder sig ind og ud af hinanden – sandsynligvis på flere måder end Jakob Kudsk Steensen (f. 1987) selv begriber. Fortællerstemmen i Arrival kommer tilsyneladende på et tidspunkt ud af trit med videoens billedside. Eller også er det omvendt – for en sekvens i VR-filmen passer glimrende til, hvad der bliver fortalt.

Idéen om, at menneske og fugl smelter sammen i en genoplivning af den uddøde race, får i VR-filmen en figurativ dimension, der igen passer til kameraets bevægelser i Arrival, og henfører beskueren til rollen som fugl. Ligeledes spiller amorfe figurer, der på en og samme tid udtrykker sig organisk og uorganisk, en rolle i at binde de forskellige videoer sammen, som et billede både på VR overhovedet, men også det futile i at forsøge at genoplive en uddød fugl.

Endelig folder videoerne sig ind i og rundt om udstillingsrummet, da bygningen i filmen synes delvis modelleret over Gentofte Hovedbibliotek, og enkelte steder direkte synes at modsvare Tranen, der har til huse i netop biblioteksbygningen. Her står vi så inde i en bygning og betragter den udefra, mens fluerne summer i murværket, og vi selv er – som fluerne mod den elektriske zapper – draget mod vores egen tilintetgørelse.

Materiale og motiv flyder sammen

Man kan således sige, at materialevalget 3D-animation næsten passer for godt til udstillingens tema. Er disse renderede landskaber – hvorend vellykkede – ikke netop bare et ynkeligt forsøg på at mime naturen og bringe den kunstigt til live? Efter min mening er det et elegant, moderne greb fra kunstnerens side at sløre grænserne mellem materiale og motiv.

Computeranimation i tre dimensioner er dog ikke et påfund til lejligheden for Kudsk Steensen, der virker overbevisende i sin brug af teknikken, ligesom elementer fra tidligere værker optræder i Re-Animated. I det hele taget fremstår kunstneren som en, der er kommet videre fra sin umiddelbare fascination af mediet, og han tør arbejde aktivt med de ikke-naturtro elementer af 3D-animation.

Flere steder i de forskellige værker understreger han formerne ved blot at anvende teksturer i rene farver, andre steder lader han formerne komme til syne gennem halvtransparente teksturer eller ved for eksempel at lade et skydække animere til en kugle. Personligt kan jeg ikke lade være med drage en parallel mellem Kudsk Steensens klippestykker og karakterer i malerier af L.A. Ring. I begge tilfælde synes figurerne at mangle tyngde, hvilket forhindrer dem i at trænge ned i den grund, de er placeret på, og derfor hænger de underligt svævende over jorden. Om dette er udslag af en anmelders fascination snarere end en kunstnerisk intention, må være op til læseren at bedømme.

En omfavnelse af udstillingsstedet

Re-Animated er en velkomponeret udstilling, der ikke giver anledning til mange anker. Raceuddøen bliver koblet med selvdestruktion, uden at det på noget tidspunkt fremstår insisterende. Naturvidenskabelige museumssamlinger problematiseres, men konklusionerne forbliver på beskuerens side, og de enkelte værker ansporer såvel til umiddelbar begejstring som eftertænksomhed. Jeg synes også, at Kudsk Steensen kommer helskindet gennem sin brug af 3D, selvom der enkelte steder kunne være foretaget fravalg, når en idé ikke har vist sig helt vellykket, og en blanding af 3D-grafik og foto har jeg endnu til gode at se fungere visuelt tilfredsstillende.

Udstillingen fremstår som skabt til Tranen, og i det hele taget forekommer Kudsk Steensen utrolig bevidst om, hvor han udstiller; han har ikke blot inddraget de visuelle rammer, men også kurateret et udvalg af bøger fra bibliotekets samling som akkompagnement til udstillingen. Det kan synes oplagt, men har været et slående fravær i tidligere udstillinger, og det tjener kunstneren stor ære, at han forholder sig til biblioteket som udstillingssted.