Anbefalet under Det skal du se! uge 13
Widnes er navnet på Fazakerleys engelske barndomsby og så er det titlen på denne udstilling, som er kurateret af Aagaard Hansen – et fiktivt sted, hvor de to kunstnere kan mødes i deres fælles tilgang til kunsten, men også med deres ofte forskelligartede maleriske udtryk. Titlen Widnes spiller også på det udtalelsesmæssige sammenfald med det engelske ord for vidne, witness. Gennem udstillingsarbejdet er Aagaard Hansen en slags vidnes til Fazakerleys liv og værk. Udstillingen viser malerier, tegninger og grafiske værker af de to kunstnere side om side.

Digteren og maleren Gordon Fazakerley (1937-2011) blev født i England og uddannet fra Central School of Arts and Craft i London i 1956. I starten af 1960’erne blev han en central del af gruppen Bauhaus Situationiste, der blev grundlagt af brødrene Asger Jorn og Jørgen Nash, og som holdt til på gården Drakabygget i det nordlige Skåne. Fazakerleys værker er meget forskelligartede i deres udtryk – fra vilde farvekompositioner og ekspressive udtryk til maleriske landskaber i dæmpede farver.
Martin Aagaard Hansen (f. 1988) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og hans værker kan bedst beskrives som en hybrid mellem tegning og maleri. I hans værker finder man lag af farver, figurer og former, der først er blevet fremhævet og derefter vasket ned til et punkt, så deforskellige lag i billedet møder hinanden i en fragmenteret og skævvredet sammenhæng. Martin Aagaard Hansen modtog i 2016 Remmen Fondens kunstpris, der uddeles til en dansk, lovende kunstner under 32 år og Widnes bliver hans første større udstilling i Danmark.
Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, Bikubens Fusionsfond i Næstved v/ Danske Bank og Grosserer L.F. Foghts Fond.
Kilde: Rønnebæksholm
Rønnebæksholm 1
4700 Næstved
Tors-søn og helligdage 12-17
Entré til udstillinger
Børn under 18 år og studerende: Gratis entré
+45 55 88 30 30