Utzons Can Lis og det simple liv
1 feb 201815 mar 2018

I 2018 ville den verdenskendte, danske arkitekt Jørn Utzon være fyldt 100 år. Han er mest kendt for Operahuset i Sydney, men han tegnede bygninger i hele verden. En af bygningerne var hans villa Can Lis, der blev bygget til hans familie. Utzon Center i Aalborg åbner en ny udstilling om huset, som var skabt til et simpelt liv.

Overforbrug, overarbejde og overflod er noget, som vi kender alt for godt i den vestlige del af verden, og måske derfor er mangel på tid og stress blevet en folkesygdom. Utzon Center stiller med Utzons Can Lis og det simple liv skarpt på arkitekturens rolle i vores søgen efter en anden slags rigdom, som er forankret i et samspil mellem arkitektur, natur og mennesker.

Can Lis – et modsvar på den vestlige levemåde
Som skudt direkte op fra jorden på en stejl klippekant på Mallorcas sydøstlige kyst ligger Can Lis. Huset er bygget af Jørn Utzon til hans egen familie i 1972, da han og hans kone beslutter sig for en tilværelse på den spanske middelhavsø. Huset er bygget af lokale håndværkere, i lokale materialer og i gule sandsten fra den selvsamme klippe, hvorpå Can Lis er opført. Allerede tidligt i Jørn Utzons (1918 – 2008) karriere kan en problematisering af den vestlige levemåde spores i hans arkitektur.

”Utzon kobler det fysiske sted og det levede liv til en syntese, hvor omgivelserne, naturen og menneskene smelter sammen. På den måde er Can Lis bygget med en stor forståelse og respekt for Mallorcas bygningskultur, og huset inviterer til en simplere måde at leve på i samspil med hinanden og med naturen. ” siger kreativ direktør Lasse Anderson fra Utzon Center.

Can Lis. Foto. Torben Eskerod. © The Utzon Foundation

Alt ved Can Lis er formet af omgivelserne. Huset består af fem bygninger kædet sammen af terrasser og plateauer, som bevæger sig efter grundens ujævnheder, og de faste møbler er rettet mod særlige udsigter egnet til særlige tidspunkter på dagen. Det hele er gennemtænkt og skabt til at være lige præcis dét, som det skal være og intet mere; møblernes placering, gårdhaverne, der fører dig igennem byggeriet og rummenes forløb i forhold til vores daglige rytme fra vi står op, til vi går i seng. Her er den vestlige opfattelse af luksus sat til side til fordel for et hus, der står rent og enkelt.

Arkitektur for menneskets skyld
I udstillingen Utzons Can Lis og det simple liv viser Utzon Center fotografier af den danske fotograf og kunstner Torben Eskerod (f. 1960), der, i et forsøg på at indfange den særlige stemning og det særlige liv i Can Lis, har besøgt huset af flere omgange. Fotografierne emmer af ro og tomhed, hvilket på mange måde kendetegner huset, der kan minde om en bygget ruin eller et kloster, som står med kig ud over havet. I 2011 overgik Can Lis til Utzon Fonden, der sammen med Statens Kunstfond stiller huset til rådighed til residency-ophold størstedelen af året. Eskerods fotografier bliver sat i dialog med stemmer fra en række personer fra den danske arkitektur – og kulturscene, der alle har været i residency i Can Lis og har fået huset helt ind under huden. Publikum bliver derfor inviteret inden for i et æstetisk og ikonisk byggeri, hvor de opfordres til at geare ned og bare sanse stedet.

Kilde: Utzon Center

Utzon Center

Slotspladsen 4
9000 Aalborg

Tir-fre 11-17
Tor 11-21
Lør-søn 10-17

Entré til udstillinger

Kontakt

+45 76905000

Utzons Can Lis og det simple liv
1 feb 201815 mar 2018

Del

'Utzons Can Lis og det simple liv'

Facebook