Tronhjem Rømer: Color Occurence
4 mar 202225 mar 2022

Tronhjem Rømer. Pressefoto.

Den nye tekstildesignduo Tronhjem Rømer, der er aktuel med udstillingen Color Occurence, sætter fokus på farver og tekstiler, og at tiden er til en anerkendelse af tekstilfagets potentialer og betydning for rummets atmosfære.

Mennesket har altid haft behov for sanselighed og ornamentering. Derfor undrer to nyuddannede tekstildesignere, Trine Tronhjem og Liv Marie Rømer sig over, at tekstilfaget ikke opnår mere anerkendelse og opmærksomhed. Særligt det store potentiale tekstiler, farver og mønstre har til at skabe atmosfære i rum, ønsker duoen at sætte fokus på. Dette gør de blandt andet i den aktuelle udstilling Color Occurence, der tematiserer perceptionen og oplevelsen af farver i udstillingsrummet Officinet.

I udstillingen vil man kunne opleve håndtrykte tekstiler, der sammen giver rummet en særlig atmosfære og dermed også en kropslig oplevelse. Tekstilbanernes mønstre er udviklet ud fra en arkitektonisk tanke, hvor placering og form af tekstilerne spiller en afgørende rolle. Derfor relaterer mønsterelementerne sig ikke blot til hinanden, men også til formgivning og det rum, de er skabt til. Dette understreges i ophænget af tekstilbanerne der både lukker og åbner for kig gennem udstillingsrummet.
Netop skala, mønster og farve er helt afgørende elementer for oplevelsen; når værket opleves på nært hold, vil tekstilernes mønsterelementer og farve fremstå som tydelige elementer i relation til hinanden. Betragtes værket på afstand, bliver elementerne og farverne derimod til en helhed for øjet. I denne vekselvirkning tydeliggøres Tronhjem Rømers pointe; at farver og tekstiler har en helt afgørende betydning for vores helhedsoplevelse af rum.

Med en lang tradition af tekstilhåndværk bag sig, retter duoen også blikket fremad, og bryder rammerne og forventningerne til faget: ”Den tidligere generation mestrer det tekstile håndværk på et niveau, vi måske aldrig vil nå. Men det gør ikke noget. Vi er ikke bange for at hverken proces eller fejl bliver blottet,” siger Liv Marie Rømer ”Vi oplever derimod at det uperfekte er en gave, og vi møder en stor længsel efter den uregelmæssighed, der ligger i det analoge håndværk.” På udstillingen er det også tydeligt, at tekstilerne ikke er skabt af industrien; den uperfekte gentagelse af serigrafirammen skaber overlap og mellemrum i mønsteret. Dette bidrager til en foranderlighed i tekstilerne der giver en lang aflæsningstid og en sanselighed, som man ikke oplever andre steder.

Tekstilduoen mener dog ikke, at de analoge og digitale metoder behøver at udelukke hinanden, og anvender derfor også digitale metoder i deres designproces: ”Vi udvikler altid vores mønstre digitalt, hvorefter de bliver omsat til serigrafirammer og trykt analogt. Den nøjagtighed, der ligger i det digitale, er med til at fremhæve det irregulære i det analoge,” siger Trine Tronhjem.

Tronhjem Rømer motiveres af et håb om en fremtid, hvor tekstilfaget får anerkendelse
for de stærke virkemidler, som de mener, at faget inkluderer. Med udstillingen ønsker de, at understrege værdien af den sanselighed, som farver og tekstiler skaber.

Color Occurence er en oplevelse for alle, der ønsker at få sine sanser udfordret.

Kilde: Officinet

Officinet

Bredgade 66
1260 København K

Indtil 16 mar: Tirs-søn 12-18
Fra 17 mar: Tirs-fre 12-16, lør-søn skiftende åbningstider

Gratis entré

Kontakt

+45 33152940

Tronhjem Rømer: Color Occurence
4 mar 202225 mar 2022

Del

'Tronhjem Rømer: Color Occurence'

Facebook