Troe og Agtsom | Urolige hjerte – to filmkabareter af Kirsten Astrup
28 sep 201926 jan 2020

Billedkunstner Kirsten Astrup (f. 1983) har skabt to storstilede filmkabareter med titlerne Troe og Agtsom (2017) og Urolige hjerte (2018), der begge er forførende fortællinger om afviklingen af velfærdsdanmark, om politisk snæversyn og et nationalt fællesskab i opløsning. Fra lørdag den 28. september vises de nu for første gang side om side, når Holstebro Kunstmuseum åbner udstillingen Troe og Agtsom | Urolige hjerte.

Kirsten Astrup: Troe og Agtsom (Still). Foto: Thomas Elsted.

Troe og Agtsom henter sin titel fra postvæsnets motto tilbage fra enevældens tid og udspiller sig med lige dele nostalgi, humor og kritisk bid i den nu solgte og nedrevne Centralpostbygning i København. Her følger vi et flamboyant medarbejderkorps, hvis rutinemæssige, højdramatiske og indimellem intrigante gøren og laden bliver et sindbillede på arbejdsmarkedet, hidsig privatisering, forhandlinger af kønsidentitet – og et Post Danmark på sammenbruddets rand. En mezzosopran besynger uheldssvangert det post-danske sind, mens uniformerede natarbejdere danser rundt i kælderen med postpakker, papmaché-instrumenter og tung teatersminke.

I Urolige hjerte blandes fortid, nutid og fremtid i ni tableauer om de danske statsbaner. Filmens mangfoldige rollebesætning af professionelle såvel som amatørskuespillere består af grådige ejendomsspekulanter, dragperformere, togpassagerer, jernbanearbejdere og sågar en dronning. ”Liv, ære og velfærd” lyder omkvædet i én af filmens ørehængende sange, som Astrup selv har komponeret med tekst af Maria Bordorff (f. 1988), der er Astrups faste samarbejdspartner. Formuleringen var engang en fast vending  i dansk arbejdsret og betød, at man som lønmodtager havde ret – og sågar pligt – til at nedlægge arbejdet, hvis man var truet på sit liv, sin ære eller sin velfærd. I dag er formuleringen ændret til ”Sikkerhed og sundhed”. En ændring, der tydeligt fortæller om en arbejdskultur og et menneskesyn, der har skiftet spor.

I sin samfundsdebatterende behandling af posten og statsbanerne tager Kirsten Astrup livtag med de helt store fortællinger om sammenhængskraft og visioner for vores fælles fremtid. I bedste kabaretstil fremføres filmenes musikalske dele i hver deres stilart – fra strømlinet pop til patosfyldte arier. Astrup bruger det folkekære og genkendelige, men serverer det i et tvetydigt æstetisk univers, som har politisk spørgelyst, solidaritet og i det hele taget en masse på hjerte.

Troe og Agtsom og Urolige hjerte bygger hver især på et omfattende researcharbejde, som præsenteres på udstillingen i form af en totaliscenesættelse af blandt andet filmenes rekvisitter, VHS-optagelser fra togstewardessernes revyforestillinger, fotografier, diskokugler, en togulykke samt en lang række arkivalier indlånt fra kunstnerne, Danmarks Jernbanemuseum, ENIGMA – Museum for Post, Tele og Kommunikation, Dansk Jernbaneforbund, DSB’s Centralværksted på Otto Busses Vej, Struer Museum samt flere privatpersoner og foreninger.

Udstillingen Troe og Agtsom | Urolige hjerte – To filmkabareter af Kirsten Astrup er Holstebro Kunstmuseums bidrag til den regionale satsning Herfra hvor vi står – 7 udstillinger om national identitet, der bygger videre på museumssamarbejdet om Syv Dødssynder i regi af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. De øvrige deltagende museer er: Randers Kunstmuseum, Skovgaard Museet, Horsens Kunstmuseum, Glasmuseet Ebeltoft, Skive Museum og Museet for Religiøs Kunst i Lemvig.

Kilde: Holstebro Kunstmuseum

Holstebro Kunstmuseum

Museumsvej 2A
7500 Holstebro

Tir-søn kl. 11-17

Entré til udstillinger
Under 18 år: Gratis entré

Kontakt

+45 97424518

Troe og Agtsom | Urolige hjerte – to filmkabareter af Kirsten Astrup
28 sep 201926 jan 2020

Del

'Troe og Agtsom | Urolige hjerte - to filmkabareter af Kirsten Astrup'

Facebook